Udødelighedens mestre

Udødelighedens mestre

Der er talrige poetiske møder mellem Mapplethorpe og Munchs værker på udstillingen i Oslo. For eksempel disse to: Ken Moody and Robert Sherman, 1984 og Cupid and Psyche, 1907. © Stein E. Hagen, Oslo / Munchmuseet

Edvard Munch og Robert Mapplethorpe er to verdenskunstnere, hvis værker de fleste kan se for sig. Men kan man også se dem sammen i en fælles udstilling? Lige nu viser Munchmuseet i Oslo en dialogudstilling med de to, og den udfolder sig på smukkeste vis i et overflødighedshorn af mesterværker.

To år efter Edvard Munchs død i Oslo, blev en lille dreng født i Queens, New York. Han voksede op i et katolsk middelklassehjem med en rengøringsvanvittig mor og en far med reklamebrancheambitioner – en verden og et halvt århundrede væk fra Munchs nordiske melankoli og moderne gennembrud. Alligevel har Robert Mapplethorpe, som den lille dreng kom til at hedde, overraskende meget til fælles med norske Munch. Det opdager man i dialogudstillingen Mapplethorpe+Munch på Munchmuseet i Oslo.

Dialogudstillingen er museernes svar på et remix. Et kuratorisk greb, der bringer to eller flere kunstnere sammen, for med et nyt, livgivende blik at perspektivere og reaktualisere nogle allerede vendte og drejede værker.

I værste fald kan sådan en udstilling føles som en afdanket duet, der forsøger at genopfinde sig selv med en dårlig julecd. I bedste fald er den som to sjælevenners ubesværede sang.

Udstillingen Mapplethorpe+Munch er ingen af delene. Den er noget helt tredje. Som to genrer, der intet har med hinanden at gøre – tidlig jazz og punk for eksempel – men som, når man lytter godt efter, alligevel er uundgåeligt beslægtede.

Avantgardens bedstefar
Robert Mapplethorpe, født i 1946, død af aids i 1989, blev ikke reklamemand, som hans far så brændende ønskede. I stedet gik han stik vest lige ind i Manhattan og tressernes boheme kunstscene, hvis kerneydelse var at aflive den formalistiske modernisme, repræsenteret ved New York-skolen og abstrakte ekspressionister som Jackson Pollock.

Med sine kontroversielle fotografier deltog Mapplethorpe i aflivningen på to fronter. På den ene side rent formelt, fordi fotografiet på dette tidspunkt stadig ikke var anerkendt som kunstnerisk medie – og slet ikke i formalistiske kredse, hvor kun maleriet duede. På den anden side tematisk, fordi hans motiver var provokerende erotiske, eksplicit homoseksuelle og selvundersøgende.

Og hvad har det så med Edvard Munch at gøre?

Edvard Munch, født i 1863, død i 1944, var på samme vis som Mapplethorpe en udfordrer i sin samtid. Han blev verdenskendt for sine tidlige ekspressive malerier, som side om side med van Goghs blev en forløber for den europæiske ekspressionisme. Også Munch krængede indersiden af sit eget liv ud for at undersøge og udtrykke det, som ligger uden for kunsten – det som livet handler om: kærlighed, sorg, glæde, angst, ensomhed, død.

I 1986 udkom en ny udgave af den franske digter Arthur Rimbauds værk A Season in Hell (Une Saison en Enfer, 1873), illustreret af otte sort/hvide fotografier af Mapplethorpe. Foto: Stine Nørgaard Lykkebo
I 1986 udkom en ny udgave af den franske digter Arthur Rimbauds værk A Season in Hell (Une Saison en Enfer, 1873), illustreret af otte sort/hvide fotografier af Mapplethorpe. Foto: Stine Nørgaard Lykkebo

Munch var med til at lægge kimen for de mange skiftende avantgardistiske strømninger, som i årtier efter afløste hinanden i forsøget på at finde frem til kunstens sande rolle: Skulle kunsten være en formel undersøgelse, et genuint visuelt sprog, som l’art pour l’art-bevægelsen hævdede? Eller skulle den bryde med autonomien og lade sig påvirke og udtrykke en relation med omverdenen?

Munch og Mapplethorpe spillede i hver sin tid på det samme hold. De var i deres arbejde begge overbeviste om, at kunsten skulle blande sig, virke i samfundet og sætte billeder på menneskets turbulente tilværelse.

Intet tyder på, at Mapplethorpe var direkte inspireret af Munch. Men der er ingen tvivl om, at han aspirerede fra de samme boheme-tanker, som snurrede rundt i Munchs øverste etage tilbage i slutningen af det 19. århundrede. Det vidner Mapplethorpes livslange dedikation til boheme-digteren Arthur Rimbaud om.

Så langt så godt.

Djævelske ligheder
Hvad der for mig var en ny og kærkommen overraskelse i udstillingen Mapplethorpe+Munch – som forresten er den første af sin slags – var de mange motiviske sammenfald og de to kunstneres fælles fascination af fotografiet som undersøgende medie.

Selvportrættet er centralt i begge kunstneres praksis. De første værker, man møder i udstillingen, er et selvportræt af dem hver, begge med kulsort baggrund og hvide ansigter, der synes at svæve uden krop.

Edvard Munch: Selvportræt, 1895. Litografi. © Munchmuseet
Edvard Munch: Selvportræt, 1895. Litografi. © Munchmuseet
Robert Mapplethorpe: Self-portrait, 1988. © Stein Erik Hagen, Oslo
Robert Mapplethorpe: Self-portrait, 1988. © Stein Erik Hagen, Oslo

Mapplethorpe holder en stok frem, hvorpå et dødningehoved udgør knoppen. I Munchs portræt løber en skeletarm langs rammens nederste kant. Husk du skal dø, siger de begge. Mapplethorpes portræt er taget året inden hans død.

I hver deres tid eksperimenterede de med selvportrættet som et indre spejl. Et sted for de personlige erfaringer og tvivlsspørgsmål. Munch med rod i symbolismen og de eksistentielle følelser, Mapplethorpe i performede alter egos og seksuelle udskejelser.

Munch, der er mest kendt for sine malerier, tegninger og træsnit, fotograferede også. I små formater kan man i udstillingen således studere, hvordan han i begyndelsen af 1900-tallet tog billeder af sig selv, i sygesengen og nøgent poserende i haven eller på stranden. Ikke som dokumentariske tilsnit – som så mange andre kunstnere brugte fotografiet til på hans tid – men langt mere epistemologiske, erkendelsesmæssige.

Kompositionen, lyset og Munchs flygtige bevægelser afslører dem som små kunstneriske eksperimenter, der på samme måde som hans berømte, malede selvportrætter er sat i verden for at skildre et indre liv. De er forbløffende bevægende og interessante at opleve i sammenspil med Mapplethorpes tidlige polaroid-portrætter, som sjovt nok optræder i samme lille format, fotograferet i sengen, nøgen.

Edvard Munch: Self-portrait 'à la Marat' at Dr Jacobson's Clinic, 1908-09. Fotografi. © Munchmuseet
Edvard Munch: Self-portrait ‘à la Marat’ at Dr Jacobson’s Clinic, 1908-09. Fotografi. © Munchmuseet
Robert Mapplethorpe: Self-portrait, ca. 1972. Polaroid. © The Robert Mapplethorpe Foundation, New York
Robert Mapplethorpe: Self-portrait, ca. 1972. Polaroid. © The Robert Mapplethorpe Foundation, New York

Interessant er også de to kunstneres undersøgelser af det djævelske. Mapplethorpe, hvis katolske opvækst prægede ham dybt, var optaget af det gode og onde i ham selv og i mennesket generelt: ”Kunstneren og trækkerdrengen var også den gode søn og alterdreng,” som Patti Smith skriver om ham i erindringsromanen Just Kids (2010).

Med horn i panden, læder og pisk sværmer han for det satanistiske, mens Munch skildrer sig selv i helvede med flammeild og angstens store, sorte skygge.

Genkomst og udødelighed
Også tematikker som køn, sex, etnicitet og identitet berører de begge. Kategorier, som et hav af kunstnere har arbejdet med, men ikke desto mindre er det oplivende at se Mapplethorpes sort/hvide perfektions-univers i samspil med Munchs mindre polerede, ekspressive strøg.

Edvard Munch: Male Nude, 1915. Olie på lærred. © Munchmuseet
Edvard Munch: Male Nude, 1915. Olie på lærred. © Munchmuseet

Hver især skildrer de mandekroppen; Munch i fuld farveflor, Mapplethorpe i stramme, geometriske, skulpturelle kompositioner.

Også spørgsmålet om hudfarve går igen hos dem begge; Munch kun i en enkelt serie billeder af Sultan Abdul Karim som en kommentar til datidens eksotisme og stereotypisering af sorte mennesker, Mapplethorpe i en lang række seksualiserede portrætter af den mørke, homoseksuelle mand. Voldsomt provokerende har de været – både i den hvide såvel som sorte lejr i start-firsernes USA.

Robert Mapplethorpe: Thomas, 1987. © Stein Erik Hagen, Oslo
Robert Mapplethorpe: Thomas, 1987. © Stein Erik Hagen, Oslo
Robert Mapplethorpe: Thomas, 1986. © Stein Erik Hagen, Oslo
Robert Mapplethorpe: Thomas, 1986. © Stein Erik Hagen, Oslo

Kun 100 dage efter Mapplethorpes død den 9. marts 1989 blev provokationerne for mange, og hans værker slæbt i retten, anklaget for uanstændigt indhold. Indholdet – de erigerede penisser og kyssende mænd – vandt dog sagen, og siden har værkerne sejret også kulturelt set.

Mapplethorpe arbejdede intenst for at få fotografiet anerkendt som kunstnerisk medie; det må man sige er lykkes. Samtidig er homoseksualitet og racespørgsmål nået et langt stykke videre, især som emne for kunsten.

Således kan Mapplethorpe så småt begynde at stemple ind i samme klub som Munch; som en udødelig kunstner, der har lagt kimen for fremtidige, og som lig Munch kan vækkes til live igen og igen.

Specielt i disse år hædres Mapplethorpe. Den 15. marts 2016 åbnede to store retrospektive udstillinger i Los Angeles, til juni viser Aros en stor udstilling med kunstneren, og i april får dokumentaren Mapplethorpe: Look at the Pictures premiere på amerikanske HBO. Også en spillefilm om Mapplethorpe og Patti Smiths samliv er på vej.

Robert Mapplethorpe: Brian Ridley and Lyle Heeter, 1979. © Stein Erik Hagen, Oslo
Robert Mapplethorpe: Brian Ridley and Lyle Heeter, 1979. © Stein Erik Hagen, Oslo

Blockbuster gone good
På Munchmuseet skiftevis overraskes, glædes og imponeres man over det ene mesterværk efter det andet, men man trættes også en smule af de mange komparative (krampe)trækninger, især i udstillingens sidste rum ’Ansigter og blomster’, hvor Munch og Mapplethorpes portrætter af familie, venner og kendisser samt blomster skydes af som populære salver. En smule synd som afslutning, fordi store dele af udstillingen byder på mere poetiske møder mellem de to.

Udstillingen er den fjerde af i alt seks dialogudstillinger, som museet iværksatte sidste år, for at ”sætte Munchs kunst i nyt perspektiv.” Lidt mere uofficielt handler +Munch, som udstillingsserien hedder, også om at få flere og nye grupper af publikummer lokket på museum, og til sådan en manøvre fungerer blockbusters altid rigtig godt.

Foruden publikumsbaskeren med van Gogh sidste forår, som vi anmeldte her på kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk, har Munchs værker været i dialog med landsmændene Bjarne Melgaard (også kaldet skandaleudstillingen i norsk presse, fordi den endte med at blive politianmeldt) og Gustav Vigelands. Efter Mapplethorpe er det Jasper Johns og Asger Jorns tur.

Kvaliteten i Mapplethorpe+Munch er til trods for publikumsleflen og blockbuster-mærkatet intakt. Verdens største samling af Mapplethorpes værker er (lidt overraskende) på norske hænder – i Canica-samlingen, stiftet af Norges store erhvervsmand Stein Erik Hagen – og set i dét lys og i de mange uimodståelige ligheder mellem Munch og Mapplethorpe, så er det egentlig ret sjovt, at ingen har fået ideen noget før.

Del artiklen

'Udødelighedens mestre'

Facebook