Trine Søndergaards fotografier viser noget, som ikke vil ses

Trine Søndergaards fotografier viser noget, som ikke vil ses

Trine Søndergaard. Untitled Lace. Fra serien A Room Inside, 2015

“I mine billeder er der en distance og en anonymitet, der peger på noget bagved, på sindet, eller på det, vi ikke vil vise”. Vi har talt med Trine Søndergaard, der udstiller på Art Herning og er med i kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk’s sceneprogram på messen.

“Fotografiet åbnede noget i mig”, fortæller Trine Søndergaard mig, da jeg indledningsvis spørger hende om, hvorfor netop fotografiet er mediet, hun udtrykker sig gennem. “For mig var det en befrielse, at fotografiet ud over at handle om mig, også handlede om virkeligheden”.

Trine Søndergaard startede oprindeligt med at male og tegne, men gik af forskellige årsager død i det. Hun havde fået en opfattelse af, at maleriet var ekstremt personligt, at det kun kom fra hende. I den situation blev fotografiet en befordrende buffer mellem hende og virkeligheden, en overgang eller en passage. “Fotografiet blev en måde, jeg kunne være i verden på”, siger hun.

At billedliggøre det usynlige
Dette mellemværende mellem verden udenfor og verden indeni er siden blevet en hovedåre i Trine Søndergaards fotografiske praksis – en praksis der kredser søgende omkring det private rum.

Mennesker rummer sådanne rum – ja, selv nutidsmennesker gør det, selvom det ofte italesættes, at alt kan eksponeres i en meget billedlig og synlighedsfikseret samtidskultur. Det private rum er fundamentalt tilbageholdt, ikke-synligt og ikke-eksponeret, og det er netop det paradoksale ved Søndergaards billeder, at de søger at billedliggøre det usynlige. De gør det uden at larme, og dog insisterer de på at vise noget, som ikke vil ses.
I begyndelsen var Søndergaards billeder ret ekspressive og nærmest dokumentariske som i serien Now That You Are Mine (1997- 2000) af prostituerede fra red light distriktet i København. Siden er billederne blevet mere stille og tyste. Det gælder hendes billeder fra tomme historiske bygninger (Interior, 2008-12) og fra kældrene under Carlsberg (Cellars & Attics, 2014), og det gælder i særdeleshed den række af portrætserier, hun har lavet: serierne Strude (2007-10), Monocrome Portraits (2009), Guldnakke (2012-13) og A Room Inside (2015).

Med blikket vendt indad
Nu er det lidt af en tilsnigelse at kalde sidstnævnte for portrætter. I hvert fald hvis man betragter dem op mod de konventioner, der knytter sig til det fotografiske portræt, hvor den portrætterede som oftest ser beskueren i øjnene, og hvor det gode portræt skal afdække selve den portrætteredes personlighed. Søndergaards billeder er en slags opgør med den forestilling.

“I alle mine portrætter har den portrætterede blikket vendt indad”, fortæller hun. “Jeg leder intuitivt efter, hvor langt jeg kan strække billedet indad, hvor langt jeg kan vende mine modeller mod sig selv. Det handler ikke om den enkelte individuelle person eller den enkeltes karakter. Jeg leder snarere efter en sindstilstand eller en stemning”.

Trine Søndergaard. Fra serien: Monocrome Portraits, 2009
Trine Søndergaard. Fra serien: Monocrome Portraits, 2009

I Monocrome Potraits er det venner og bekendte Søndergaard har fotograferet og efterfølgende farvelagt i monocrome farvetoner. Billederne er meget mørke, og det kræver tid foran dem, før øjnene vender sig til dem. Som det ofte er tilfældet har værkserien et personligt udspring:

“Serien blev til ud af en svær tilstand, jeg var i, og jeg fandt en tilfredsstillelse i at lave de her portrætter, der var ret dystre og indadvendte, og som pegede mod et mentalt rum, som jeg havde svært ved at dele med nogen. Det lyder måske absurd, men det at lave denne billedserie var en måde at normalisere min egen tilstand på”.

I Strude-serien er unge piger fra Fanø iført historiske folkedragter med en markant hovedbeklædning, der dækker ansigtet. I Guldnakke-serien ser vi heller ikke ansigterne. Pigerne er fotograferet bagfra med broderede hatte brugt af 1800’tallets velhavende bønderkoner. Og i den nye serie A Room Inside betragter vi piger dækket af franske sørgekniplinger fra 1700 og 1800-tallet. Med sådanne billeder er bortventheden, tilsløringen og tildækningen i centrum:

“Selve tildækningen gør, at jeg med mine portrætter kan pege på noget, jeg ellers ikke kan vise. I billederne er der en distance, en anonymitet, der peger på noget bagved. På sindet, eller på det, vi ikke vil vise. På det vi holder for os selv”.

“Mine billeder er også en slags modbilleder i en tid, hvor rigtig meget handler om at leve op til sit potentiale og udfolde og eksponere sig optimalt. Måske er der nogen af os, der har en modstand mod det, nogen der ikke kan finde ud af det, nogen for hvem livet også er svært”

Trine Søndergaard. Fra serien Strude, 2007-10
Trine Søndergaard. Fra serien Strude, 2007-10

Tiden som modstand
Hos Søndergaard er der derfor også en pointe i, at det tager tid at se på billederne. Fordi de ikke krænger sig ud, “skal man ville disse billeder selv”, som Søndergaard udtrykker det. Det kræver så at sige, at man selv falder til ro for at blive i stand til at se efter og bemærke detaljerne og de minimale steder, hvor en knappenål, en hårlok eller en fold i stoffet kommer til sin ret.

I billederne med de historiske klæder er tidsaspektet derfor også helt nærværende. Guldnakkehattene – eksempelvis – vidner om pertentligt og ekstremt tidskrævende håndværk og en næsten fremmedartet detaljesans. I netop Guldnakke-serien foregår der et møde på tværs af tiden mellem fortid og nutid, idet Søndergaard bad sine modeller om at tage deres foretrukne (nutidige) festtøj på til optagelserne. Guldnakke beklædningen var datidens festtøj.

Trine Søndergaard: Untitled. Fra serien A Room Inside, 2015
Trine Søndergaard: Untitled. Fra serien A Room Inside, 2015

Et spejl for gennemsigtigheden
I A Room Inside er spejlet dukket op som en rekvisit. I flere billeder ser man en ung kvinde med et spejl, der dækker ansigtet eller kroppen:

“For mig er det interessant, hvordan et spejl kan optræde i billedet – det kan fremstå som et visuelt hul i billedet eller som en spejling. Paradoksalt kan det være noget – eller slet ingenting. Man kan læse alle mulige ting ind i det, men for mig udspringer disse billeder af noget meget personligt – en fornemmelse af at føle sig gennemsigtig, at gå på gaden uden at blive genkendt. At ikke blive set.

Stiheden
Det har så næsten sin egen logik, at hvis billedet skal repræsentere en følelse af ikke at blive set, så må udspillet være stille. Da Søndergaard begyndte at arbejde med stilheden i sine billeder, var det med en følelse af, at hun bevægede sig ind i et forbudt område, “for billeder skulle da være spændende”.

“Men nu undersøger jeg, hvor stille kan jeg blive, hvor langt jeg tør gå, hvor minimalt og tyst det kan blive, uden at det mister intensitet. Selvom det er stille, synes jeg, det skal have nærvær, en spænding, en autenticitet.
Jeg har haft et behov for at skabe noget ro i en kaotisk verden, hvor man bombarderes af billeder. Men jeg har også helt konkret et travlt moderne liv med mange børn og alt muligt andet ligesom mange andre mennesker, og jeg har fundet en tilfredsstillelse ved at skabe ro og stilhed, ved at dvæle ved noget”.

Sceneprogram på Art Herning 2016 (29-31 jan.):
Fotografi som kunstværk - samtaler med kunstnere, der arbejder med fotografi

Lørdag 30 jan. kl 13
Sophia Kalkau

Lørdag 30 jan. kl 15
Trine Søndergaard

Søndag 31 jan. kl 13
Morten Barker


Trine Søndergaard
er født i 1972
Bor og arbejder i København.
Uddannet fra Fatamorgana, Danmarks fotografiske billedkunstskole, 1996
Hjemmeside

Del artiklen

'Trine Søndergaards fotografier viser noget, som ikke vil ses'

Facebook