Taberens tomrum

Taberens tomrum

Denkmal für die ermordeten Juden Europas fra 2004 i Berlin. (Foto: Marko Priske)

Billedserie

Seminar

Memorials today – between a collective history of loss and new artistic strategies

23 jan 2015

KØS - Museum for kunst i det offentlige rum
Se kort og tider

Siden 60erne har monumenter gået fra at være høje vertikale konstruktioner til tomme rum under gadeplan. Fra at udstråle en tårnende magt er de nu udgravninger, der skal rumme sorgen efter noget tabt. Men hvad har kunsten gjort for det her felt, som er domineret af arkitekter? Man skal bare se mod installationskunsten for at se at den allerede har gjort rigeligt.

For nogle uger siden sendte ISIS billeder af en grufuld henrettelse ud på nettet. Det var billeder af to mænd der blev kastet ud fra toppen af en bygning i den nordirakiske by Mosul.

De blev dømt for sodomi, men om de elskede hinanden er der tilsyneladende ingen, der har undersøgt. Billedserien var endnu en af ISIS effektive PR projekter, hvor de specialiserer sig i gru på internettet.

Det flade fællesskab
Jeg tænkte at to henrettede mænd burde få et monument en dag. Jeg tænkte nok sådan fordi ISIS allerede har skabt noget monumentalt. Billederne har alle de elementer, som indgår i det 21. århundredes terrormytologi.

The Falling Man. Et fotografi under angrebene på World Trade Center 11. sep. 2001. (Foto: Richard Drew for The Associated Press)
The Falling Man. Et fotografi under angrebene på World Trade Center 11. sep. 2001. (Foto: Richard Drew for The Associated Press)
Ligesom ”9/11 man”, den faldende mand fra tvillingetårnene, som var et af de mest distribuerede billeder efter terrorhandlingen.

De har begge faldet til fælles, hvor et menneskes død strækkes ud i tid i samme retning som vi scroller ned ad hjemmesiden.

Der er noget med denne her vertikale bevægelse, som ikke bare er skildringen af gru, men også destruktionen af et subjekt.

Hvordan bliver de her billeder svaret imod?

Efter at have været på konferencen Mindesmærker i dag, arrangeret af KØS – museum for kunst i det offentlige rum, er mit bud en form for horisontal sorg. Jeg kommer til at tænke på de demonstrationer, der fyldte medierne i tiden efter Charlie Hebdo mordene.

De mugshot-lignende portrætter af brødrene Kouachi blev modsvaret af billede efter billede af en samlet flade af mennesker, som alle indtog en fælles identitet:

”Je suis Charlie Hebdo”.

Monumenterne vokser nedad
I forbindelse med mindesmærkekonferencen besøgte James E. Young København. Han har siddet i udvælgelsesjuryen til flere af verdens vigtigste monumenter. På konferencen skitserede han en vestlig monumentshistorie siden 60erne. En historie der mest af alt var en fortælling om det horisontale monuments opfindelse.

Det begynder med Mémorial de la Déportation (mindesmærke for de franske deporterede) i Paris fra 1962. Monumentet var et historisk opgør med de klassiske vertikale mindesmærker og monumenter. For første gang blev den besøgende ført under gadeplan. Monumentet skabte et konkret rum for subjektets egen sorg og oplevelse af tab.

I 1982 færdiggjorde arkitekten Maya Lin Vietnam Veterans Memorial med inspiration fra Mémorial de la Déportation. Hun gravede et stykke af Constitution Gardens-parken i Washington ud. Udgravningen dannede et ar i landskabet, hvor væggen med navnene af faldne amerikanske soldater står.

I 2004 anlagde man Denkmal, Mindesmærket for de myrdede jøder, i Berlin. Ifølge Young var det Veterans Memorial, som gjorde det muligt at formulere et arkitektonisk svar på et nationalmonument for nationens egne synder. Det var endnu et horisontalt monument, der også pegede nedad mod et arkitektonisk sorgrum.

Michael Arad, 9 11 Memorial, Reflecting Absence, 2011 New York, Foto Joe Woolhead, © Joe Woolhead, Courtesy of Handel Architects LLP, New York.
Michael Arad, 9 11 Memorial, Reflecting Absence, 2011 New York, Foto Joe Woolhead, © Joe Woolhead, Courtesy of Handel Architects LLP, New York.

I det nylige opførte 9/11 monument flyder der vand fra gadeplan ned i en afgrund i midten af det tomrum, som tvillingetårnene efterlod.

Med mennesket i centrum
Herhjemme indviede man i 2011 monumentet for den danske internationale indsats efter 1945 på Kastellet i København. Det er først og fremmest et funktionelt monument, som er designet til større mindesceremonier. Monumentet er imidlertid særligt fordi det ikke henviser til nogen konkrete hændelser i og med at den danske internationale indsats er en kontinuerlig proces. Monumentet er en åben skulptur, bestående af tre rum, der får betydning gennem måden rummene bliver brugt på og af hvem, der bruger dem. Et monument som fremstår mere som et permanent installationsværk for refleksion over øjeblikket og ritualer frem for placeringen af en enkeltstående hændelse i eftertiden.  

I en tidligere artikel om KØS’ udstilling Magt Minder Mennesker – Mindesmærker i dag spørger kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk-skribent Kristian Handberg, hvad kunsten kan gøre for monumenter, nu når de som oftest designes af arkitekter. Til det kan man svare at kunsten allerede har gjort rigeligt. Installationskunsten har skabt en situation, hvor værket kun rigtig giver mening, med et menneske i det. Det er en værkform, der står i modsætning til traditionelle malerier og skulpturer, der er ”i og for sig selv”. Med andre ord har installationskunsten været forgænger for den måde monumenter i dag bliver designet.

Fremtidens monumenter
Da der på konferencen for mindesmærker endvidere blev spurgt ind til, hvordan fremtidens mindesmærker kom til at se ud, var talerne svar skyldige. Her kunne det være oplagt at se mod samtidskunsten og de former for subjekter og tidshorisonter, som den er i færd med at producere. Helt aktuelt kunne man pege i retning af Asbjørn Skous udstilling A Staggering Territory på Overgaden, hvor moderniteten ses som en sammenhængende katastrofe, frem for katastrofer som enkeltstående historiske hændelser. Eller Marie Kølbæks udstilling Mirror Therapy på Fotografisk Center, der kredser om visuelle terapiformer til lindring af fantomsmerter efter et tab.

Marie Kølbæk Iversen, Mirror Therapy, 2015. (Pressefoto)
Marie Kølbæk Iversen, Mirror Therapy, 2015. (Pressefoto)

I denne sammenhæng, og ikke mindst i en tid hvor vi taler mere og mere ind i kunsten end inde fra kunsten og ud, er det nærliggende at mindes komponisten Karlheinz Stockhausens berømte bemærkning. Den dér, om at 9/11 angrebet var det største kunstværk nogensinde. Måske var det han sagde ikke så brugbart som en ytring af hvad kunst er, men mere som en mulighed for at bruge kunstens sprog til at forsøge at gribe om en ellers uhåndgribelig gru.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsorden.

Seminar: Memorials today – between a collective history of loss and new artistic strategies blev afholdt fredag den 23. januar 2015. Læs mere her

Speakers:
Michael Arad, architect and partner with Handel Architects, the architect behind the 9/11 Memorial, Ground Zero, New York

James E. Young, Distinguished University Professor and Director of the Institute for Holocaust, Genocide, and Memory Studies at the University of Massachusetts Amherst

Michael Hviid Jacobsen, Professor of Sociology at Aalborg University and program director of the Master of Humanistic Palliative Care

Mattias Ekman, PhD (architectural theory and memory studies)

Inge Adriansen, PhD (Nordic folklore and cultural history), curator at The Museum of Southern Jutland/Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot

Mette Haakonsen, MA (art history) and co-curator of the exhibition Power Monuments People – Memorials today

Lene Bøgh Rønberg, PhD (art history) and curator at KØS Museum of art in public spaces

(Moderator: Martin Krasnik)

Billedserie

Seminar

Memorials today – between a collective history of loss and new artistic strategies

23 jan 2015

KØS - Museum for kunst i det offentlige rum
Se kort og tider

Del artiklen

'Taberens tomrum'

Facebook