Spot på projektrum: Vermilion Sands

Spot på projektrum: Vermilion Sands

Udstillingsview: Bubble_Metropolis. Foto: Kevin Malcolm.

Billedserie

TEMA: Spot på projektrum
I denne artikelserie giver vi indsigt i projektrummenes forskelligartede og vigtige indspark til den danske kunstscene.

I denne artikelserie giver vi indsigt i projektrummenes forskelligartede og vigtige indspark til den danske kunstscene. Kunsten.nu har talt med kunstner Kevin Malcolm, som er med til at drive udstillingsstedet Vermilion Sands. Han gør op med forståelsen af kunstnerdrevne udstillingssteder som en træningsbane, der står i skyggen af de store kunsthaller og kommercielle gallerier: “Vi ønsker at tage lige så meget plads, som alle andre”, siger han.

Man skal ringe på en klokke og tage en elevator ned i kælderen under Netto på Tagensvej i København. Med sin placering under dagligvarebutikkens sorte Skottie hund og insisterende gule farve, der skriger af discount, kan Vermilion Sands nemt være til at overse. Men som besøgende skal man bestemt ikke lade sig narre.

Med sit høje ambitionsniveau og internationale udsyn er det Vermilion Sands’ ambitioner at bringe noget nyt til den danske kunstscene. Det fortæller kunstner Kevin Malcolm, som sammen med kuratorerne Nikolaj Stobbe og Malene Dam har drevet Vermilion Sands, siden de etablerede sig som udstillingssted i 2016.

De tre bag Vermilion Sands: fra venstre Malene Dam, Kevin Malcolm og Nikolaj Stobbe. Foto: Markus Von Platen.

Diskussionen er misforstået

Derfor indtager Vermillion Sands – såvel som de kunstnerstyrede udstillingssteder generelt – en særlig position på kunstscenen, som ikke er sammenlignelig eller lavere rangeret end gallerierne eller kunstinstitutionerne, mener Kevin Malcolm:

“Det er ikke bare en træningsbane, hvor kunstnerne træner op til kunne klare sig hele vejen til de store institutioner, selvom der selvfølgelig også er nogle kunstnere, der bruger projektrummene på den måde. Stederne har også en værdi i sig selv, og her er motivationen for mig at være ambitiøs og international og vise, hvad man kan gøre allerede i morgen. Så værdien ligger i at vise, hvad der er muligt og præsentere en model for, hvad der kan lade sig gøre.”

Faktisk opfatter Malcolm hele diskussionen, præmissen og måden at omtale kunstnerdrevne udstillingssteder på – som en ‘træningsbane’, et ‘alternativ’ og en ‘undskyldning for sig selv’ – som misforstået. Problematikken kan spores tilbage til terminologien, hvor betegnelser som ‘projektrum’ og ‘alternative udstillingsrum’ allerede placerer udstillingsstederne i periferien eller som et alternativ, der står i skyggen af noget andet.

“Jeg har det ubekvemt med en masse af disse terminologier, fordi ordvalget allerede placerer os i periferien. Vi er ikke baseret på et alternativ, vi er ikke en stille undskyldning for ikke at være kommercielle nok eller institutionelle nok. Vi ønsker at tage lige så meget plads, som alle andre,” understreger Kevin Malcolm.

Udstillingsview: The Appel-Haken Proof. Foto: Kevin Malcolm.

Fra dette standpunkt arrangerer Vermillion Sands gruppeudstillinger under aktuelle temaer, der tillader kunstnere og publikum at gå i dybden med komplekse, samfundsrelevante problematikker. Da flygtningekrisen var på sit højeste i Danmark i 2016, gav det anledning til en udstillingsrække om grænser – både fysisk og helt specifikt, men også mere abstrakt. Denne strategi tiltrækker ikke kun et kunstinteresseret publikum, men også forskere, professorer og publikum, som er optaget af selve emnet.

På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk har flere af Vermillions Sands udstillinger da også vakt opmærksomhed. Læs blandt andet om udstillingen med Mikko Kuorinki og gruppeudstillingen Bubble Metropolis

Med aktuelle og tematiske årsprogrammer er de hos Vermilion Sands dog særligt opmærksomme på at lade kunstnerne og værkerne tale for sig selv. De forsøger ganske enkelt at undgå, hvad Kevin Malcolm betegner som “curatorial authorship”, hvor kuratoren håndplukker kunstnere og værker med det formål udelukkende at illustrere kuratorens egen ide. Kevin Malcolm fortæller blandt andet, at de bevidst undgår vægtekster til deres udstillinger for netop ikke at komme til at diktere publikums fortolkning af værkerne.

En uge efter hænger værkerne på væggen

Vermilion Sands kan og vil noget andet end de store museer, som ifølge Kevin Malcolm i stigende grad presses mod stadig mere spektakulære udstillinger som trækplaster for publikum, som ikke nødvendigvis er kunstinteresserede for at kunne leve op til deres institutionelle forpligtelser og fortsat kunne gøre sig fortjent til økonomisk støtte. Kevin Malcolm uddyber:

“Kunstmuseerne er afhængige af, at folk, som ikke beskæftiger sig med kunst til dagligt, kommer og oplever kunst hos dem, så de kan retfærdiggøre deres støtte, som de er afhængige af for at kunne betale for deres udstillinger og ansatte.”

Store statsanerkendte museer har langt flere forpligtelser end de kunstnerdrevne udstillingssteder og det er en fordel, der giver frihed, mener Kevin Malcolm.

“Som jeg sagde før, ser vi os ikke som et alternativ til andre rum. Vi samarbejder faktisk med og modtager venlig hjælp fra gallerier, institutioner og museer. Men der er en enkelthed og en ligefremhed forbundet med at have et kunstnerdrevet udstillingssted, fordi der ikke er nogen mellemmand. Det synes jeg er meget værdifuldt, særligt når vi oplever, at der også er et publikum for det. Så snart dine værker er klar, kan du som kunstner beslutte dig for at lave en udstilling og en uge senere hænger værkerne på væggen og bliver set af et publikum. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at der existerer steder, hvor vi kunstnere kan sige: ”det her er hvad, vi tænker lige nu”.

Udstillingsview: Uptown High Rise No 3. Foto: David Stjernholm.

Frihed har dog aldrig været gangbar valuta nok til betale husleje og mad på bordet, og da Vermilion Sands først og fremmest prioriterer at betale de udstillende kunstnere, er de fortsat afhængige af at have jobs ved siden af driften af Vermilion Sands. På den måde er alt ifølge Kevin Malcolm, som det plejer i den danske kunstbranche, dog med den forskel, at kunstnerne med de kunstnerdrevne udstillingssteder tager magten tilbage:

“Det er vigtigt at have kunstnerdrevne udstillingssteder, for alle andre steder drives af mennesker, der ikke laver kunst og gæt engang, hvem der får løn for deres arbejde? Det gør kuratorerne, det gør galleristerne, det gør kommunikations assistenterne, alle får løn, alt imens kunstnerne kæmper for at få det hele til at hænge sammen.”

Med elevatoren ned til fremtiden

Og så mangler vi lige at få at vide, hvorfor udstillingsstedet i kælderen under Netto hedder Vermilion Sands?

“Vi har taget vores navn fra en samling noveller af Science Fiction-forfatteren J.G. Ballard, der udspiller sig i en post-water fremtid i en falmende badeby kaldet Vermilion Sands. Hver novelle involverer en kunstner, der bliver fortæret af deres besættelse af et fantastisk nyt kunstmedium: Sky-skulptøren, hvis konkurrencemæssige natur fører til et flystyrt, maleren der drives til mord af følsomme pigmenter og så videre. Novellesamlingen er mørk og humoristisk i Ballardisk stil og forsynede os med et mystisk navn, der passer godt til vores udforskende og spekulative tilgang til mangfoldigheden af kunstnere og værker, som vi udstiller”, siger Kevin Malcolm, og slutter:

“Eller for at sige det på en anden måde: Hvis du går på et museum, kan du se fortiden. Hvis du går på et galleri eller en institution, ser du nutiden. Men hvis du tager elevatoren ned under et supermarked på Tagensvej, får du måske øje på fremtiden”.

Billedserie

TEMA: Spot på projektrum
I denne artikelserie giver vi indsigt i projektrummenes forskelligartede og vigtige indspark til den danske kunstscene.

Del artiklen

'Spot på projektrum: Vermilion Sands'

Facebook