Rosas Reality Radio undersøger samtidskunstens tavshedskultur

Rosas Reality Radio undersøger samtidskunstens tavshedskultur

Rosa Marie Frang. Foto: Stense Andrea Lind-Valdan.

Et nyt radio-dokumentarisk lydværk Rosas Reality Radio undersøger i syv afsnit, hvorfor kunsten synes at have mistet sin position som samfundsrelevant stemme udenfor kunstens rum. Bag projektet står samtidskunstner og radiodokumentarist Rosa Marie Frang.

Hør podcastserien nu eller følg med på kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk, hvor vi fra næste uge bringer et nyt afsnit hver uge.

Et af de spørgsmål, Frang tager op i Rosas Reality Radio, er, om kunstneren har indordnet sig i et neoliberalt arbejdsmarked, hvor hun skal agere den evigt positive, omstillingsparate, selvadministrerende, filantropiske og iværksættende kunstner i så høj grad, at hun ikke ytrer sig kritisk, da det er karrieremæssigt ustrategisk?

Efter to årtier som professionel dokumentarist og billedkunstner har Rosa Marie Frang besluttet at blande sine egne hudløst ærlige oplevelser med research og interviews med bl.a. kulturpolitiske forskere, alt imens hun forsøger at få svar på, hvorfor samtidskunsten synes så tavs i Danmark – både i forhold til den offentlige kulturpolitiske diskussion, den reflekterede kunstkritiske diskussion og den interne samtale på selve kunstscenen.

Frang lægger stemme til den halvdel af uddannede danske kunstnere, som årligt tjener under 16.000 kr på deres kunst, og hun deler oplevelsen af præstationsangst og afslag på store, arbejdstunge ansøgninger med lytteren. Hun kaster et kritisk blik på, hvordan der i stadigt større grad argumenteres for kunstens værd gennem dens umiddelbare økonomiske eller sociale nytte, og opdager samtidigt hvordan Statens Kunstfonds PR budget er syvdoblet på fire år.

“Jeg stiller mig kritisk overfor, hvordan den vare, jeg ultimativt forventes at sælge, er min personlighed. Hvis vi ikke engang kan diskutere åbent, hvilken påvirkning branding og kravet om at sælge sig selv har på kunsten, så skyder vi os selv i foden”, lyder det fra Frang.

De syv afsnit:
#1. Hunden Fisse
#2 Skraldemand i Skanderborg
#3 Bonus afsnit Sær Udgaven – Dummy nummer et
#4 Koma Amok
#5 De Usynlige Briller
#6 Bonus afsnit Sær Udgaven – Dummy nummer to
#7 Hvorfor er i ligeglade med mig?

 

Rosa Marie Frang (f. 1975), har en BFA fra Det Fynske Kunstakademi, samt en BFA, MFA og en Post-Master fra Umeå Universitets Kunstakademi, Sverige.

Hun er udlært radiodokumentarist fra Danmarks Radios Talenthold og mangeårigt medlem af Radio 24syv Dokumentar’s redaktion.

Rosa Marie Frang har modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond og bl.a. udstillet på Kunsthal Charlottenborgs Censurerede Forårsudstilling, Kunstnernes Påskeudstilling og KP-Spring på Århus Kunsthal.

Hun været redaktør på netmagasinet Kunsten.nu’s Lydkunst Podcast.

Rosas Reality Radio er støttet af Billedkunstnernes Forbunds Ophavsretsfond.

www.rosasreality.com

Del artiklen

'Rosas Reality Radio undersøger samtidskunstens tavshedskultur'

Facebook