“Manifestet er den vrede hånd”

“Manifestet er den vrede hånd”

Lise Skou: Test af reenacment på ARoS, 2019. Foto: Barbara Katzin.

MANIFEST Kritik-Krop-Klode
Symposium

lørdag den 30. november 10 – 17
Åbne Scene, Godsbanen; Aarhus
Se program her
Tilmelding:
artwriting@litteraturen.nu

I november og december er ARoS Public omdannet til et tekstlaboratorium for flammende skrifter, idet Project Art Writing er rykket ind på museumsbygningens niveau 3. Gennem en række tiltag vil fire kvinder undersøge manifestgenrens historiske klangbund og kontemporære potentiale for forandring. Kunsten.nu mødte de to kvinder bag Project Art Writing, Trine Rytter Andersen og Lise Haurum, og kunstnerne Tanja Nellemann Kruse og Lise Skou til en snak omkring værdirelativisme, revolterende skrift og samfundskritisk kunst.

Project Art Writing er en lille idealistisk kulturorganisation, der beskæftiger sig med tværmedial, tekstbaseret kunst. Siden grundlæggelsen i 2013 har projektet anlagt forskellige vinkler på art writing med tematiske overskrifter som ’Intimiteten gennem skrift’ (2015) og ’Materialitet og skrift’ (2018). I år er valget faldet på manifesttemaet, fordi de seneste 10 år, ifølge projektleder Trine Rytter Andersen, har budt på en eksplosiv fremkomst af kritiske – og manifestagtige skrifter.

Sammen med grafiker og medprojektleder Lise Haurum og kunstnerne Tanja Nellemann Kruse og Lise Skou har hun indtaget ‘glasburet’, der gør det ud for ARoS Atelier, og her omkring det lange bord er kaffen klar, da jeg ankommer.

At vores samtid kalder på kritiske stemmer har ifølge Rytter Andersen en direkte sammenhæng med en samtidssituation, hvor værdirelativismen ikke længere kan holde os sammen i forskellige poler.

Fra venstre: Lise Skou, Trine Rytter Andersen, Tanja Nelleman Kruse og Lise Haurum. Foto: Marie Koch-Rasmussen.

”Fordi vi abonnerede på den fortælling, der hed, at jorden havde alt, hvad vi har brug for, og der var nok til alle ligegyldigt hvad, så kunne vi holde liv i ideen om, at alles meninger var lige gode. Så kunne man skilles i uenighed og sige, at din mening er lige så god som min.”

Klimaproblematikken, flygtningestrømme, etableringen af dehumaniserede zoner verden over og bevidstheden om, at jordens ressourcer kan nå sit ophør, truer imidlertid denne sameksisterende forskellighed, forklarer Rytter Andersen. I stedet opstår behovet for at bryde frem og manifestere sig kritisk:

”Med det pres der ligger på individet i forhold til at orientere sig i en mediebåren verden, der er fyldt med fake news, følelser og fakta, sker der det, at flere og flere mennesker åbenlyst føler et større behov for at forbinde sig med det, der er vigtigt i dem selv. Og udtrykke det på en måde som i meget høj grad ligger i forlængelse af det klassiske, historiske manifest”, uddyber Rytter Andersen.

Forandringstekster og andre skriftlige opblomstringer

Historiske manifester som Marx og Engels’ Det kommunistiske Manifest (1848) og Marinettis Futuriske Manifest (1909) udmærkede sig ved at være tekster, der konfronterede det, der var, med noget, der burde være anderledes. Denne markering af et tidsligt skel mellem et utilstrækkeligt ‘nu’ og et forhåbentlig forandret ‘efter’ udstyrer manifestformatet med et performativt taktslag.

”Manifestformatet er den vrede hånd; det er en performativ skrift, som ønsker at bringe et budskab udover rampen og ønsker at påvirke sine læsere og skabe en forandring. Det gjorde sig gældende dengang, og det gør det også i dag” forklarer Rytter Andersen.

Denne insisteren på tekstens forandrende agens er altså et gældende genrepræg, der eksisterer uafhængig af manifesternes specifikke kampsag. Manifester vil overskride tekstens autonomi, og på den måde ligger genren i forlængelse af art writing som skriftpraksis, der, med Rytter Andersens ord, ”ofte er en researchbaseret, kritisk og spekulativ skrift, der på en eller anden måde altid har nogle føletråde ud i samfundet”.

Tanja Nellemann Kruse tilføjer, at bindeleddet mellem de to skriftpraksisser også handler om, at alt det, der ligger omkring teksten, bliver synligt og får betydning:

”Det handler om, hvordan teksten får krop. Hvor er det den udspiller sig, og hvor er den, der siger det – hvem er det, der siger den? At der er mere end bare tekst; der er også krop, sted og historie forbundet med teksten”.

Denne legende omgang med sprogets udsigelsespositioner er et gennemgående træk i Nelleman Kruses kunstpraksis, der har arbejdet med tekstbaserede kunstværker i flere sammenhænge. I øjeblikket arbejder hun på en værkserie, der giver skriften mulighed for at række ud i verden ved at lade den fysisk manifestere sig med diskrete hvide skrifttavler i ellers undselige naturområder. Gennem disse små tekstinterventioner besjæles naturen og får mulighed for at tale med sin egen spidsfindige og selvironiske stemme.

Tanja Nellemann Kruse: Episode 2. Naturen (Syv døgnsprognose), 2019. Foto: Tanja Nellemann Kruse.

Under sit residency på ARoS forsøger Nelleman Kruse at finde det revolterende sprog frem netop gennem en legende tilgang til manifestskrivningen. Med et koncept om at opstarte et dagligt manifest, undersøger hun skriveprocessens kritiske stemme. Dagsmanifesternes overskrift dikteres af, hvem der gæster de fire kvinders arbejdsrum. For Nelleman Kruse er det nemlig vigtigt at inddrage andre fagligheder i hendes projekter for på den måde at undgå, at kunsten bliver en lille eksklusiv klub, men i stedet peger ud mod samfundet og bliver brugbar. Men denne legende og omskiftelige indstilling til det at skrive kritisk, er for Nelleman Kruse også en kommentar til, hvordan mainstreamkulturen forholder sig til den kritiske stemme.

”Vi lever i en tid, hvor du kan være klimaaktivist den ene dag og en anden slags aktivist den næste dag” fortæller Nelleman og uddyber: ”For at lukke munden på kritikken så overtages og opsluges den af mainstreamkulturen. På den ene side er det jo fedt, at det sidste folketingsvalg endte ud med at blive et klimavalg. Problemet er bare, at det nogle gange bliver nok at sætte etiketten ’klima’ på uden egentligt at lave synderlig mange nye strukturelle, politiske forandringer”.

Alligevel mener Nelleman Kruse, at den kritiske stemme kan skabe forandring selvom den indoptages af en mere bred offentlighed:

”Det er jo samtidig det, der sker, når der sker befriende forandringer. Det, der for nogle er absurde umuligheder og ekstreme forslag, kan ende med at blive norm for, hvordan vi gør – hvis ’befolkningsskubbet’ er stort nok. Heldigvis er der rigtig mange, også unge, der gerne vil forandringer og på Thunbergsk vis kan vække det demokratisk tænkende og handlende menneskes insisteren.”

Opråb fra en kunstinstitution

For kvinderne på niveau 3, fungerer manifestskrivningen på to planer: Det individuelle og det kollektive. Skrivehandlingen har nemlig for Rytter Andersen først og fremmest ”en emanciperende effekt for den enkelte. For når du skriver manifester, så slipper du bremsen, så går du helt ud over kanten, og det er i sig selv forløsende”.

Der ligger noget næsten paradoksalt i, at de fire kvinder skriver deres antikapitalistiske manifester på ARoS, der som kunstinstitution netop, med Rytter Andersens ord, kan karakteriseres ved også at være en ”oplevelsesøkonomisk pengemaskine”. Men Art Writing-holdet insisterer på at bevare forbindelsen til den omverden, de gerne vil påvirke og bruge glasrummet ARoS Atelier til i stedet at yde en indefra kommende kritik.

Lise Skou: Test af performance, 2019. Foto: Barbara Katzin.

Under opholdet arbejder kunstner Lise Skou på en performanceserie, der udspringer af Mierle Laderman Ukeles’ Maintenance Art fra 1969. Ukeles’ kunstprojekt bestod både af manifestet Manifesto for Maintenance art og flere performanceaktioner. Deriblandt Washing/Tracks/Maintenance: Outside fra 1973, hvor Ukeles vasker trapperne op til et kunstmuseums indgang. Hensigten var at argumentere for en blotlæggelse af de strukturer i samfundet, som virker i det skjulte og påvirker individet – hvilket Skou mener fortsat er yderst aktuelt i dag:

”Det handler bl.a. om den ringe værdi af det usynlige arbejde, som oftest udføres af kvinder. Det handler også̊ om besværet med at balancere livet som kunstner med livet som mor, hustru og omsorgsperson. Og så handler det om at gøre de usynlige strukturer – mht. arbejde, magt og lønforhold – synlige”.

Med afsæt i Ukeles’ projekt, udvikler Skou et manifest med titlen Manifesto til Kunstarbejderen, den Besejrede og den Tavse og initierer en fælles genopførsel af performancen, der løber af stablen d. 29. november. Genaktualiseringen af Ukeles understreger, ifølge Skou, særligt kvindelige kunstneres fortsatte kamp for ligestilling:

”Kunstnere – og især kvindelige kunstnere – befinder sig stadig i et limbo af værdiløshed – i hvert fald hvis vi taler værdien af deres arbejde. Se blot på statistikkerne. Hvem der sælges på auktionerne? Hvem der er i samlingerne på museerne?”.

Skous manifest offentliggøres d. 30. november, hvor Project Art Writing afholder et heldagssymposium, der belyser manifestet ud fra tematikkerne ’manifest og revolte’, ’krop og feminisme’ og ’kloden og arterne’.

Fra samtale i ARoS Public m. forlægger og litteraturhistoriker Matthias Kokholm d. 20. november 2019. Foto: Trine Rytter Andersen.

I løbet af de to måneder byder Art Writing-holdet derudover på flere reenactments, skriveworkshops, offentlige samtaler, filmvisninger og manifestoplæsninger.

Jeg forlader de fire kampberedte manifestskrivere i Atelieret på ARoS med følgende opråb fra Trine Rytter Andersen:

”Vi håber vi kommer til at inspirere nogen, som føler, at det faktisk er langt sundere for os som mennesker og for samfundet, at vi rører på os; at vi bevæger os – at vi bevæges frem for at forstene i afmagt, ligegyldighed og kynisme. Og det er vores eget ansvar; også dem der bruger kunsten. Vi skal alle sammen flytte os. Det er nok den hårde nyser ved den situation, vi står i på planeten i øjeblikket. Vi skal alle sammen flytte os; vi må alle sammen miste noget, give slip på nogle privilegier og nogle mageligheder – det skal gøre lidt ondt på os alle sammen.”

Som optakt til symposiet publicerer vi på kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk tre manifester produceret under kunstnernes ophold på ARoS:
Læs:
Tanja Nellemann Kruses manifest:
cut-up MANIFEST
Lise Skous manifest:
Manifesto til kunstarbejderen, den besejrede og den tavse
Trine Rytter Andersens manifest:
MANIFEST: ELEFANTEN I RUMMET – Flå tyrannen ned fra piedestalen

MANIFEST Kritik-Krop-Klode
Symposium

lørdag den 30. november 10 – 17
Åbne Scene, Godsbanen; Aarhus
Se program her
Tilmelding:
artwriting@litteraturen.nu

 

Et udvalg af nyere manifester som retter sig mod en række af tidens aktuelle spørgsmål:

TIME FOR ECO-REVOLUTION - A MANIFESTO
Adrian Ivakhiv, Steven Rubenstein Professor for Environment and Natural Resources, University of Vermont

NORDISK KØKKENMANIFEST

TEAM HUMAN a manifesto
Douglas Rushkoff

ARKITEKTURMANIFEST: Fremtidens byer skal fungere og føles som skove

MANIFEST FOR KVINDER
Birgitte Baadegaard

ME TOO MANIFEST
132 klassiske danske sangerinder

What do I do with my “me too”? One Woman’s Manifesto by 'wlebolt'

INTERNATIONAL MIGRANT MANIFESTO

TURNING THE TIDE OF PLASTIC - MANIFEST

SAMTIDSKUNSTENS METAMORFOSE
Mikkel Bolt

The Worry Warrior Manifesto

This Changes Everything: Capitalism vs. the Climate
Naomi Klein

THE LEAP MANIFESTO (Canada)

MANIFEST Kritik-Krop-Klode
Symposium

lørdag den 30. november 10 – 17
Åbne Scene, Godsbanen; Aarhus
Se program her
Tilmelding:
artwriting@litteraturen.nu

Del artiklen

'“Manifestet er den vrede hånd”'

Facebook