Læserbrev: Ingen evidens for diskrimination af kvinder inden for billedkunst

Læserbrev: Ingen evidens for diskrimination af kvinder inden for billedkunst

Anna Ancher: Syende fiskerpige, 1890, Randers Kunstmuseum. Foto: Randers Kunstmuseum.

Dette er et debatindlæg. Læserbrevet er alene udtryk for underskrivernes holdning.

På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk kan læseren sætte en dagsorden i debatindlæg, klummer og læserbreve mm.. Send til Info@kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk. Redaktionen har retten til at udvælge hvilke indlæg, der publiceres.

I sidste uges læserbrev præsenterede dr.phil. i historie Hans Bonde en række eksempler på det, han vurderer er kønsdiskriminerende overskridelser af lovgivningen ved uddelingen af kunststøtte. Ph.d. i epidemiologi Torsten Skov og Hans Bonde underkaster her de undersøgelser, der har afstedkommet en opfattelse af strukturel bias mod kvinder en kritisk analyse.

I det foregående læserbrev til kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk blev der givet en række eksempler på overskridelser af lovgivningen ved uddelinger af kunststøtte. Begrundelsen for disse overskridelser er altid at modvirke en negativ ubevidst bias vendt mod kvinder. Denne opfattelse stimuleres af undersøgelser, som vi nu vil underkaste en kritisk analyse.

Opfattelsen af negativ bias vendt mod kvinder er ikke uden praktiske konsekvenser, for den giver blandt andet næring til, at museumsledere er begyndt at indkøbe kunst og udvalg at uddele støtte ud fra kønsparametre.

Når dette foregår, skyldes det ikke mindst et pres fra oven. I 2015 opfordrede Akademiraadet, der rådgiver staten i kunstneriske spørgsmål, således statslige kunstmuseer til at indkøbe flere værker skabt af kvindelige kunstnere, fordi mandlige kunstnere er ”stærkt overrepræsenteret på museerne”. (se kildehenvisning 1)

Men er det korrekt, at kvindelige kunstnere diskrimineres? Lad os se nærmere på det. En undersøgelse foretaget af Kulturarvsstyrelsen i 2004 (se kildehenvisning 2) undersøgte kønsfordelingen for værker indkøbt til danske museer i perioden 1983-2003. Det viste sig, at ”der var en enorm overvægt af værker af mandlige kunstnere, ikke blot blandt de afdøde kunstnere, men også blandt nulevende”.

Undersøgelsen viste, at 80% af de syv ovennævnte museers nyindkøbte kunst af nulevende kunstnere i perioden 1983 til 2003 var skabt af mænd. Dette tal blev sammenholdt med kønsfordelingen i Billedkunstnernes Forbund, som var 47,6% kvinder og 52,4% mænd. Andelen af mænd blandt afgangselever fra Det Kongelige Kunstakademi var 55% mod 45% kvinder. Disse tals variation og usikkerhed taget i betragtning erkendte Kulturarvsstyrelsen begrænsningerne i forsøgene på at vurdere ”repræsentativiteten” af indkøbene, idet ”gruppen af billedkunstnere ikke er en veldefineret og klart afgrænset gruppe. Den er bred og mangfoldig og omfatter såvel organiserede som ikke-organiserede kunstnere, autodidakte såvel som akademiuddannede, danske såvel som udenlandske kunstnere.” (se kildehenvisning 3)

Man kunne imidlertid være kommet en del nærmere en forståelse af den ’skæve’ kønsfordeling ved at interessere sig mere for aldersaspektet. 96% af de indkøbte værker af afdøde kunstnere var udført af mænd. Ingen betvivler, at ældre generationers kunstnere hovedsageligt består af mænd, så det er forventeligt, at indkøb af afdøde kunstneres værker præges af værker udført af mænd.

De, der endnu ikke er døde, har ofte virket for relativt længe siden, og hvad vi ved om disse yngre generationer er, at 80% af deres værker på museerne er udført af mænd. Det er altså en forskel på 16%, eller hvis man vil udtrykke det meget positivt: kvindeandelen er i perioden gået fra 4% til 20%, altså en femdobling af deres ”repræsentation” i yngre generationer.

Det ligner jo en succes, men på den anden side ser 80/20 fordelingen stadig meget ’skæv’ ud. Om den skal ses som uforholdsmæssigt ’skæv’, afhænger bl.a. af alderssammensætningen af de nulevende kunstnere, hvis værker indkøbes nu. Kulturarvsstyrelsen indsamlede data om kunstnerens alder på tidspunktet for indkøbet, men rapporten viser kun alder for yngste og ældste kunstner i forskellige grupper, hvilket er temmelig intetsigende.

De nye generationer af kunstnere, som kommer ud fra akademierne, består af omtrent lige mange mænd og kvinder. Det er imidlertid ikke disse kunstneres værker, museerne står i kø for at købe. Det tager tid at blive kendt og anerkendt som kunstner og moden til at komme på museum. Så de nye generationers kønssammensætning definerer ikke, hvilken kønssammensætning der skulle forventes af indkøbene.

Mellem de ’gamle generationer’, der næsten udelukkende bestod af mænd, og de nye generationer, hvor der er kønsligevægt, er der en overgang, hvis varighed er vanskelig at afgøre. Selv hvis man vidste, hvornår tilgangen af kvindelige kunstnere for alvor begyndte, ville det være vanskeligt at afgøre, hvilket tidspunkt der skulle definere den forventede kønsfordeling af nutidens indkøb.

Dertil kommer det forhold, at en del af kunstmuseernes indkøb sigter på at supplere de eksisterende samlinger med værker af de allerede repræsenterede kunstnere. Dette fører naturligvis til en forsinkelse af kønsbalance i indkøbene.

Med mere fyldestgørende data ville det i princippet være muligt at regne på, om det nuværende split i 80/20 nulevende mænds og kvinders værker svarer til, hvad man skulle forvente, hvis man tager højde for forsinkelserne, som stammer fra, at man køber etablerede kunstnere, og at man supplerer eksisterende samlinger. Det kunne jo være, at man ikke stod med et kønsfordelingsproblem, men med en alders- eller generationseffekt. Som sagt præsenterer Redegørelse for indkøbspolitikken 1983-2003 på syv danske kunstmuseer ikke aldersdata på en måde, der gør det muligt at finde ud af, om dette er tilfældet. Vi har bedt den nuværende Kulturstyrelse om data, men styrelsen kan ikke finde dem!

Senest har Organisationen Danske Museer (ODM) gennemført en undersøgelse af indkøb og udstillinger i perioden 2004-2019 blandt de 49 medlemmer af organisationen, som har et ansvarsområde inden for kunst (se kildehenvisning 4). For hele perioden 2004-2019 var 22% af de indkøbte værker udført af kvindelige kunstnere. I den sidste femårsperiode, 2014-2019 var 36% af de indkøbte værker udført af kvindelige kunstnere. Der foreligger ikke separate procenter for perioderne 2004-2009 og 2010-2014, men hvis man antager en konstant stigningsrate over tid, må der være sket en stigning fra omkring 8% i 2004-2009 til 22% i 2010-2014 til 36% i 2014-2019. Udviklingen over tid er altså meget markant.

ODM’s rapportering omfatter ingen aldersdata. Vi har forespurgt om sådanne data findes, ligesom vi har bedt om tal for de tre tidsperiode separat, og har modtaget et høfligt svar om, at sådanne data ikke findes. Som omtalt ovenfor kan man ikke danne sig nogen forestilling om en forventet andel af indkøb af kvindelige kunstneres værker uden at have aldersdata.

Kulturministeren mener ikke der er brug for flere undersøgelser, faktisk mener hun, at der er virkelig mange data inden for lige præcis dette felt (se kildehenvisning 5). Det er vi helt uenige i. Datagrundlaget virker usikkert, hvilket ODM også medgiver.

I fraværet af seriøse data er vi ikke i stand til at give et fornuftigt svar på spørgsmålet, om der i dag er det ”rigtige” split mellem indkøb af mandlige og kvindelige kunstneres værker. Det er heller ikke vores opgave. Den opgave hviler på dem, der påstår, at fifty-fifty-fordelingen er den rigtige fordeling. Så længe de ikke løser den opgave og sikrer, at de relevante tal forefindes, synes det overilet, at museerne af Kulturministeriet og Akademiraadet skal presses til indkøb af flere værker af kvinder.

Slutteligt er det værd at bemærke, at 2/3 af museumsdirektørerne er kvinder. I 2016 blev 62 studerende optaget på faget Kunsthistorie på Københavns Universitet, fordelt på 47 kvinder og 15 mænd. Billedkunstner Jeanette Ehlers er formand for Legatudvalget for Billedkunst i Statens Kunstfond, Gertrud Hvidbjerg Hansen er direktør på Ny Carlsberg Glyptoteket, og Christine Buhl Andersen er formand for Ny Carlsbergfondet, der blandt andet støtter kunstindkøb til museer. Det ville være ret specielt, hvis denne kvindemajoritet skulle være decideret diskriminerende over for kunstnere af deres eget køn inden for deres eget fagområde.

Kildehenvisninger:

1) https://www.information.dk/kultur/2015/02/kunstmuseer-opfordres-koebe-mere-kunst-kvinder
2) Kulturarvsstyrelsen, 2005. Redegørelse for indkøbspolitikken 1983-2003 på syv danske kunstmuseer.
3) Kulturarvsstyrelsen, 2005. Redegørelse for indkøbspolitikken 1983-2003 på syv danske kunstmuseer, s. 17
4) https://www.dkmuseer.dk/nyhed/fakta-repr%C3%A6sentation-af-kvindelige-kunstnere-i-museers-udstillinger-og-indk%C3%B8b
5) https://www.berlingske.dk/kultur/kulturministeren-siger-nej-tak-til-koenskvoter-i-kulturlivet-det-er

Hans Bonde: Professor, dr.phil. i historie.
Aktuel med bogen: Vi vil have vores fair andel – på vej mod fifty-fifty-kulturen, Gyldendal. (medvirken: Torsten Skov, forord: juraprofessor: Mads Bryde Andersen)

Dette er et debatindlæg. Læserbrevet er alene udtryk for underskrivernes holdning.

På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk kan læseren sætte en dagsorden i debatindlæg, klummer og læserbreve mm.. Send til Info@kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk. Redaktionen har retten til at udvælge hvilke indlæg, der publiceres.

Del artiklen

'Læserbrev: Ingen evidens for diskrimination af kvinder inden for billedkunst'

Facebook