Læserbrev af Hein Heinsen: Kunstinstitutionen og Elle-Mie Ejdrup Hansens ”Fredsskulptur” 1995

Læserbrev af Hein Heinsen: Kunstinstitutionen og Elle-Mie Ejdrup Hansens ”Fredsskulptur” 1995

Hein Heinsen: A4 i sort og hvid gennem 2. og 3. dimension til uendelig, Den Frie Udstilling, 2020. Foto: Simon Heinsen.

Dette er et debatindlæg. Læserbrevet er alene udtryk for underskrivernes holdning.

På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk kan læseren sætte en dagsorden i debatindlæg, klummer og læserbreve mm.. Send til Info@kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk. Redaktionen har retten til at udvælge hvilke indlæg, der publiceres.

Læserbrevet er skrevet som en kommentar til Kunsten.nu’s artikel, Fredsskulpturen, der skabte danmarkshistoriens største kunstskandale, der kan læses her.

Interviewet med Elle-Mie Ejdrup Hansen omhandlede hendes udstilling i Viborg Kunsthal STILL (for) PEACE, der fortolker og perspektiverer de politiserede og kontroversielle begivenhederne omkring hendes Fredsskulptur fra 1995. I artiklen fortæller hun om den modstand projektet mødte i 1995 og refererer blandt andet Hein Heinsens modstand.

 

 

Der er tre områder i kulturen, som søger at udvide vores indsigt i livet: religion, videnskab og kunst. Alle kendetegnet ved at de arbejder på kanten af det, vi endnu ikke ved og måske aldrig kan vide.

I indledningen til bogen Tractatus siger filosoffen Wittgenstein: ”Denn um dem Denken eine Grenze zu ziehen, müssten wir beide Seiten dieser Grenze denken können (wir müssten also denken können, was sich nicht denken lässt)”. (Dk: “For at trække en grænse i tænkningen, må man kunne tænke begge sider af grænsen (vi må altså tænke det, som ikke lader sig tænke)”).

Religion, videnskab og kunst skaber tekster, formler og billeder for det, som rækker ind i det nye. Her skabes fremtiden. Her har den politiske magt intet at gøre. Blander politikere sig direkte i det nyskabende, indskrænkes vores horisont. Og samfundet bliver fattigere.

Kunstfondsloven blev vedtaget i 1964, og filosoffen K. E. Løgstrup havde indtænkt et armslængdeprincip i forvaltningen af loven, der fastlægger, hvad der er kunstens indhold, og hvad der er den politiske ramme. Armslængden fastlagdes i et repræsentantskab med alle folketingets partier og repræsentanter for alle kunstens organisationer. Armslængden eksisterer ikke mere i denne meningsfulde form. Det er en stor fejl.

”Fredsskulpturen” skulle dengang i 1995 have været gennem en faglig behandling og ikke gennemført af politikerne alene. Der var ingen armslængde. Beløbet til strålen var ligeså stort som Statens Kunstfonds årlige budget det år.

Dette og brugen af laser var baggrunden for min modstand. Og jeg citerer fra min artikel i Politiken 24. februar 1995:

Ejdrup er endnu ikke kunstner. Hun er ny i faget og har udstillet mindre end mange akademielever. Hun har derfor modtaget meget lidt faglig vurdering. Hun indgår ikke i nogen kollegial sammenhæng. Hun er ikke medlem af nogen sammenslutning eller faglig forening eller optaget i kunstnersamfundet. Hun kan derfor binde sig til alt uden at støde nogen.

Læg mærke til at jeg slet ikke tager stilling til Elle-Mie Ejdrup Hansen, men til hendes relationer i kunstinstitutionen. I en faglig diskussion ville man kunne diskutere, om laserlys er det rette lys til en ”fredsskulptur”.
Og jeg citerer igen fra Politiken:

Det er ikke en ondsindet presse, som har sat de 32 lodrette og hvide søgelys i forbindelse med nazisternes lysarkitektur. Det sker i det udsendte materiale af den tyske professor Wolfgang Becker. Helt lidenskabsløst. De 32 søgelys går lodret op uden modulation eller brud. Disse rene utopiske søjler er demokratiets og mangfoldighedens modsætning”. (Jeg burde dengang have tilføjet: Det er totalitært.) “Laserstrålen ødelægger en væsentlig del af landets fælles horisont”.

Laserlys er nemlig et særligt lys. De ensrettede og i takt svingende bølger skærer og skiller. Laser er sværd eller operationskniv. Laser kan gennemskære tykke metalplader. I Ronald Reagans stjernekrigsprojekt var laserlys et skjold mod indtrængende missiler. Laser er ikke egnet til at mindes en glædens dag. Slet ikke i et land der rummer malerne Anna Anchers og Hammershøjs vibrerende og flimrende lys og har stearinlys i vinduerne d. 4.maj.

Men det, der gør enhver stråle umulig i forbindelsen med befrielsen efter 2. Verdenskrig, er den tyske naziarkitekt Albert Speers gigantiske lyskatedral, der var monument for den magt som myrdede 6 millioner jøder.

Alle skarpe lysstråler er en dårlig kopi af Albert Speers lyskatedral i Nürnberg. Der er ikke meget fred her. Den lodrette stråle er en monumental fejl.

Jeg talte dengang i 1995 med Anders Lassens fætter. Anders Lassen har jeg altid beundret og efterlignet, fordi han skød tyskerne med bue. Jeg måtte nøjes med fasaner. Fætteren Frants Lassen var engelsk krigsflyver. Han hadede et ”fredsmonument”, der mindede ham om de tyske lyskastere, han ved flyvning ind over Danmark, søgte at undgå.

Jeg er på den baggrund meget uforstående over Elle-Mie Ejdrup Hansens fortolkning af min ”magt” som ”skræmmende”. En magt som i alle årene fra 1968 til i dag har kæmpet for kunstens stilling i samfundet. Elle Mie Ejdrup-Hansen betegner min magt som ”skræmmende” uden at forholde sig til, hvad jeg har brugt den til.

Fra 1962 har jeg på baggrund af Robert Musils bog, Manden uden egenskaber, slået mange slag for identitetsløsheden. For mig er selvet, den historie, man slæber efter sig. Mange kæmper i dag sammen med Søren Kierkegaard stadig for at blive sig selv. Se Hein Heinsen: En smule smuler, 2013.

I 1970 udgav jeg sammen med Stig Brøgger Scale Art. Den handlede om kunstens afhængighed af konteksten. Bogen udkom i New York i 73.

Jeg har været professor i 9 år, hvor en afdelingsforsamling bestemte undervisningen uden at jeg en eneste gang måtte tilsidesætte forsamlingens beslutninger, har skrevet en del af Kulturministeriets Betænkning om billedkunst 1998.

Herfra citeres: den socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt: ”Der må være rummelig plads for eksperimentet, ikke blot på det videnskabelige område, men på alle kulturlivets felter. De store institutioner har pligt til at give plads for eksperimentet, så der ikke indtræder en autoritetsbetonet stivhed i form af vanehandlinger og vanetænkning. Det frie og måske udfordrende eksperiment kan bane vejen for goder, der engang bliver alles eje.” (Mennesket i centrum, 1954).

Vigtigst: tog initiativ til en Kunstkanon 2005, støttede en dansk Koran 2006 og udgav bogen Trinitetsmaskinen, 2010. Om kristendommens dialektik. Jævnfør Habermas seneste store filosofihistorie, 2000 sider 2019.

Bomholts kunstpolitik ligger det tungt med for tiden. Jeg ønsker, at kunsten i samfundet må følge Bomholt. Og jeg håber, det må lykkes for Elle-Mie Ejdrup Hansen med kunsten at overvinde sine traumer. Om redaktøren og interviewer kunne have spurgt lidt mere ind til fakta om min såkaldte ”skræmmende” magt, vil jeg ikke bore mere i. Med et så langt liv er materialet alt for stort.

Dette er et debatindlæg. Læserbrevet er alene udtryk for underskrivernes holdning.

Om Hein Heinsen: f. 1935, dansk billedhugger.
Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1963.
Cand.theol. 1962.
Professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1980-89.

Dette er et debatindlæg. Læserbrevet er alene udtryk for underskrivernes holdning.

På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk kan læseren sætte en dagsorden i debatindlæg, klummer og læserbreve mm.. Send til Info@kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk. Redaktionen har retten til at udvælge hvilke indlæg, der publiceres.

Del artiklen

'Læserbrev af Hein Heinsen: Kunstinstitutionen og Elle-Mie Ejdrup Hansens ”Fredsskulptur” 1995'

Facebook