Julie Rokkjær Birch: “Museerne er forpligtet til sætte fokus på aktuelle problemstillinger”

Julie Rokkjær Birch: “Museerne er forpligtet til sætte fokus på aktuelle problemstillinger”

Julie Rokkjær Birch, direktør for KØN. Foto: Kasper Heden Andersen.

Billedserie

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Museerne skal engagere sig i aktuelle problemstillinger og formidle museets forskning – både inden for og uden for museumsrummet. Vi har mødt direktør for KØN, Julie Rokkjær Birch, til en snak om museer med holdning, og om hvordan man som kulturinstitution aktivt kan være med til at kvalificere den offentlige debat.

Museet KØN har siden sin undfangelse som kvindemuseum i 1980’erne været en institution bygget på et fundament af stærke politiske holdninger omkring ligestilling i samfundet. Som sådan ligger det derfor i stedets oprindelige DNA at skulle fremhæve kvinders historie i en verden domineret af mænd, og i dag er dette fokus udvidet til også at sætte fokus på kønnets betydning i bredere forstand. Men forestillingen om, at museer kan operere med en politisk agenda er først i nyere tid ved at vinde indpas i museologien og den bredere offentlighed.

“Der er forskellige traditioner i museumsverdenen, og ser man på de enkelte lande, så er der særligt forbilleder i England, hvor de er langt fremme inden for dét, jeg er særligt inspireret af: den såkaldte ‘museumsaktivisme’”, indleder Julie Rokkjær Birch, der siden 2019 har siddet i direktørstolen på det aarhusianske museum.

“Det, der virkelig er blevet markant de senere år – og som mit museum altid har været progressivt i forhold til – er, at museer begynder at stå ved, at de har et ståsted. Fra at have en selvforståelse som store neutrale mastodonter, der står som historiske runesten, så ses museer i langt højere grad som bevægelige størrelser, der agerer som samfundsaktører”, forklarer Birch.

Objektivitet eller neutralitet?

I den danske museumslovs paragraf 1 står der, at museer skal udvikle betydningen af kulturarven i samspil med verden omkring os, men derfra er der alligevel langt til at indgå aktivistisk i den aktuelle samfundsdebat, for der opstår ifølge Birch en række problematikker:

Stereoskopibriller med erotiske billeder. Foto: KØN.

For det første rejser det spørgsmål om, hvorvidt offentlige institutioner, støttet af offentlige midler, kan have en holdning – en stemme. Og for det andet i forhold til dét, at være en forskningsinstitution, der skal demonstrere en vis objektivitet og redelighed.

“Men objektivitet er ikke det samme som neutralitet”, påpeger Birch. ”Der er ikke nogen museer, der er neutrale, selvom de måske påstår det. For hvis det havde været sådan, havde der jo ikke oprindeligt været noget behov for at oprette et museum som mit. Al historiefortælling er bygget på valg og fortolkninger. Så selvfølgelig har museer aldrig været neutrale, og der er altid blevet samlet ind efter alle mulige forskellige principper og hensyn.”

Museer med en holdning

Flere museer er derfor begyndt at agere med klar retning, som når Den Hirschprungske Samling sætter fokus på oversete kvinder i kunsthistorien, eller når ARoS profilerer sig i forhold til verdensmål og klimadagsorden.

“Jeg ser, at flere og flere museer bruger deres troværdighed og historiske perspektiv til at indtage klare standpunkter, og jeg mener, at museerne ligefrem er forpligtet til at sætte fokus på aktuelle problemstillinger. Og hvis man først har erkendt, at man ikke er neutral – og det er der ikke nogen, der er – så kan man også bedre stå ved nogle positioner og sætte fokus på eksempelvis køn eller klima”.

“ Museerne er ikke partipolitiske, men de er politiske i en eller anden grad, ligesom al forskning jo også er drevet af at gøre nye erfaringer og skabe forandring i samfundet. Og det lyder jo meget enkelt, men der mange, for hvem det skurrer i ørerne, og jeg tror at det handler rigtigt meget om at man skal skelne mellem begreberne objektivitet og neutralitet”, fastslår Birch og tilføjer: “Der er ikke langt til at blive kaldt moderne skældsord som ’identitetspolitisk’ og ’politisk korrekt’ – men jeg synes snarere, det handler om, at vi som kulturinstitutioner forstår, at vi betyder noget for mennesker.”

Installationsvue, Billedstorm, 2017. Foto: KØN.

Pligt til engagement

At museerne er inde i en heftig udviklingsfase ses også i ICOM (International Council of Museums) hvor man siden i 2019 har debatteret en mulig, ny museumsdefinition. I det seneste forslag – der dog ikke blev vedtaget – stod der, at museerne stadig skal indsamle, forske og formidle, men at de også skal ”bidrage til menneskelig værdighed, social retfærdighed, global lighed og planetens velbefindende”.

Store ord, som de færreste måske forbinder med museernes kerneopgave, men som ifølge Birch et udtryk for en begyndende erkendelse af, at museerne netop har særlig forudsætning for – og pligt til – at engagere sig i disse store spørgsmål. Denne pligt er dog ifølge Birch betinget af museernes høje troværdighed:

“Undersøgelser peger på, at især kulturhistoriske museer er institutioner med meget høj troværdighed. Måske fordi de er akkumuleret historie forankret i forskning og fysiske genstande – de er et fikspunkt i en foranderlig verden. Den troværdighed skal vi værne om, og der bliver jo ført tilsyn af Slots- og Kulturstyrelsen med vores grundlæggende arbejde nøjagtigt som universiteterne sikrer redelighed via diverse standarder. Vi bliver kvalitetsvurderet, får god kritik, og bliver gjort opmærksom på nødvendige udviklingspunkter. Det er en fantastisk rygdækning og en god kontrol, der er med til at sikre redeligheden og et godt nationalt niveau“.

Carla Colsmann Mohr: Kunstakademiets Modelskole for Kvinder, 1912. Foto: KØN.

Institutionernes redelighed kvalificerer debatten

For Birch er det essentielle, at et museums udstillingsprogram, forskning og indsamling sagtens kan basere sig på klare præmisser, som eksempelvis ønsket om at fremhæve kvindelige kunstnere – og dermed ikke være ’neutrale’ – så længe det behandler sit stof med videnskabelig redelighed.

“Jeg tror netop, at dét at man er bevidst om, at man ikke er neutral, kan gøre, at det bliver et tydeligt valg, og at der er argumenteret godt for de valg, man så træffer”, uddyber hun.

Peter Land, Wunderkind. Foto: KØN

Udstillinger, som Peter Lands Dagens Helt, der tog manderollen op til revision, eller Billedstorm, der udforskede kvinderoller i billedkunsten, var således bevidste indspark i en debat, hvor der stilles spørgsmålstegn ved etablerede dogmer om kønsroller igennem akademisk, såvel som kunstnerisk udforskning.

Skal et museum som KØN blande sig i en aktuel kønspolitisk debat, som for eksempel #metoo, og i givet fald hvordan?

“Selvfølgelig skal vi det. Vi hjælper med at sætte fokus på – og kvalificere en dagsorden, og det kan vi gøre ved at bruge historien, og komme med værdifulde perspektiver. Vi har eksempelvis taget Sædelighedsfejden i slutningen af 1800-tallet frem, fordi man derigennem kan blive bevidst om, at historien gentager sig, og at de kønsrollemønstre, vi lever efter i dag, i virkeligheden er meget gamle – og dermed styrke debatten”, uddyber Birch.

Ligger der også et politisk statement i, at kvindemuseet nu har skiftet navn til KØN?

”Museets navneskifte er en helt naturlig konsekvens af den forandring, som allerede skete i 2016, hvor museet fik et nyt, udvidet ansvarsområde: kønnenes kulturhistorie. Men denne udvikling er netop drevet af et ønske om at forblive et relevant museum med en aktivistisk grundholdning. Alle skal forstå betydningen af deres (køns)rolle op gennem historien.”

Profilering både inden for og uden for museumsrummet

Det er ifølge Birch vigtigt, at et samfund har solide institutioner, der kan kvalificere debatten. Både på det fysiske museum, og i den offentlige debat, hvor medierne ofte bruger fagpersoner, som Julie Rokkjær Birch, til at udtale sig om aktuelle aktuelle problemstillinger.

I det hele taget er museumsdirektørerne selv blevet langt mere synlige og sætter en dagsorden i det offentlige medielandskab, end de gjorde for 20 år siden. Nationalmuseets Rane Willerslev og Charlottenborgs Michael Touber er eksempler på, at museumsdirektørerne ofte udtaler sig enten kulturpolitisk eller som talerør for museets forskning.

Wilhelm Freddie: Sex-Paralysappeal, 1936. Fra Billedstorm, 2017. Foto: KØN.

Det er en markant ny udvikling, mener Birch:
“Christian Have (fra Have Kommunikation red.) bragte for nylig et indlæg omkring fremtidens kulturledere, som netop havde fokus på at direktørerne træder mere i forgrunden, end de tidligere har gjort, og at man som institution er afhængig af at have en direktør, som kan være frontfigur. Og derfor bliver det vigtigt for institutionen at have en direktør, som kan kommunikere”.

“Historisk har vi jo altid haft fagpersoner på posterne, og tidligere har du godt kunnet side som ren fagnørd og være direktør, men i dag står museerne stærkere, hvis de har fagpersoner, der er stærke kommunikatører og forretningsmæssigt strategiske. For museernes rolle og tilskudsformer kommer fortsat til at ændre sig markant.”

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Billedserie

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Del artiklen

'Julie Rokkjær Birch: “Museerne er forpligtet til sætte fokus på aktuelle problemstillinger”'

Facebook