“I maleriet ser vi det, vi ikke forstår”

“I maleriet ser vi det, vi ikke forstår”

Kaspar Bonnen: Uden titel, 2012. Foto: Johan Ebbesen

Billedserie

Maleriet er en forhistorisk gåde – en forenende bevægelse mellem hånd og ånd – i en nutid, hvor alt formidles, konceptualiseres, anvises, kvantificeres, dokumenteres og forklares, lyder argumenterne for maleriets fortsatte relevans, da vi spurgte en række malere og en kunstkritiker om maleriets gyldighed anno 2019.

Anette Harboe Flensburg maler rum, rum og atter rum. Figurative, formelt baserede, konstruerede stemnings- og erindringsrum. Anette Harboe Flensburg maler typisk intime interiørskildringer – og som oftest er de mennesketomme. Flensburg er født i 1961, kunstmaler uddannet ved Kunst- og Designskolen i Kolding med BA fra filosofi og meget andet på CV’et. Hun modtog Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat i 2018 med begrundelsen, at hun med sit maleri “forener det umærkelige ved drømmen med et blik, der er fuldstændig præcist udstanset i tiden, og som hun gør til vores blik. Det er ikke enkelt, hverken i effekt eller i tilblivelse, men hun får det til at virke enkelt.”

“Lad mig starte med en anekdote. En kollega og jeg ser John Kørners udstilling på Charlottenborg, og hun udbryder;” Åh, hvem der var maler, det må være så hyggeligt at kunne lytte til P1 og drikke the, mens man arbejder.” Underforstået at det at være for eksempel billedhugger (som hun) er hårdere, mere ‘beskidt’ og larmende!

Et kort øjeblik er jeg – maleren – en anelse stødt over denne på en gang rosenrøde og lettere nedladende fremstilling, men ved nærmere eftertanke alligevel ikke, for der ligger faktisk en vigtig pointe i denne spontant længselsfulde ytring; maleriet er nemlig forholdvis let at gå til, det er en meget direkte måde at skabe et helt nyt, aldrig før set og imaginært/magisk univers, der henvender sig til et bredt spektrum af intelligible og kropslige registre, grænsende til det legende, lystbetonede, erotiske og samtidigt potentielt horisontudvidende.

Anette Harboe Flensburg: Fra serien The Black Nothing and its Impossible Shades, 2017. Olie på lærred, 50 x 100 cm. Private collection. © AHF

Og sådan er det også at arbejde med det; som at gå ved en strand og samle sten, muslinger og mærkeligt vraggods, mens man indimellem kigger op på skyerne, ind mod land eller ud på det uendelige hav (snubler over noget, taber det meste og må starte forfra…). Derfor kan maleriet være nok så trængt fra forskellige kunstpolitiske og puritanske positioner, og af hvor vanskeligt det reelt er at fremstille et genuint interessant maleri, selv i den udvidede udgave – men det overlever.

Som Umberto Eco skriver om bogen: ‘Den er lige som skeen, saksen, hammeren og hjulet. En gang opfundet kan den aldrig forbedres. Man kan ikke lave en ske, der er bedre end skeen.’”

Jesper Christiansen er en landets seks malende riddere (modtog Ridderkorset af Danneborgordenen i 2010) herhjemme med en lysende optegnet motivverden hentet i tænkningen og kulturen (gerne litteraturen) og tidligere professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, der har værker i utallige offentlige bygninger og museumssamlinger. Christiansen udstillede for nyligt ved Gl. Strand (Forbillede fra 3. februar til 22. april 2018) og har i øvrigt uddannet mange af de kunstnere, som tegner maleriscenen i dag. Han forklarer maleriets gyldighed eksemplarisk:

”Med en historie på næsten 40.000 år ser jeg maleriet som et særdeles slidstærkt medie. Ikke blot fordi det er gammelt, men fordi det – fremfor så mange andre nutidige billedmedier – stadig fremstår mest autentisk og nærværende. Uanset hvor subjektivt indholdet måtte være i et maleri, står det objektivt frem ved at man kan se, hvad kunstneren har gjort på fladen, som – til forskel fra et foto – ikke kan være manipuleret, photoshoppet osv.

For mig er maleri en særlig intens form for menneskelig erkendelse både som udøver og som beskuer til en andens billede. Mødet med et maleri kan være som at have en privat, intim samtale, hvor billedet både ses meget tæt på og på behørig afstand. Maleri er en ting i verden, fotografiet (som er afhængig af et motiv) er om verden, og, som David Hockney siger, så er fotografiapparatets optik/linse endnu ikke nået frem til kubismen.”

Jesper Christiansen: Paradismaleri # XVI Egebjergvej 328, 2015. Akryl på hørlærred. Galerie Mikael Andersen og kunstneren.

Lisbeth Bonde er kunstkritiker ved kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk, Kristeligt Dagblad og meget andet med et særligt blik for maleriet og dets forbindelse til erkendelse og sansning.

I begyndelsen var billedet er titlen på et af de mest berømte malerier af Asger Jorn. Her polemiserer han direkte mod Johannes Evangeliets prioritering af ordet – af logos. At male er ganske rigtigt en urmenneskelig handling, og igennem århundreders kunsthistorie har maleriet syntes lige så uudryddeligt som det har været utømmeligt. De figurative hulemalerier, der blev malet for op til 40.000 år siden, forestiller massevis af vigtige jagtdyr som urokser, mammutter, hjorte og heste, som fortidsmenneskene håbede at nedlægge under jagten for at kunne fylde deres og deres familiers sultne maver. Med trækul og okker skabte de disse fascinerende figurer, der ulmer og gløder på klippevæggene. Så Jorn har ret: Billeder var der før ordet – i hvert fald det skrevne.

Ib Monrad Hansen: Tese 50. Martin Luthers sidste øjebliks uskyld. 2016, olie på lærred, 151 x 118 cm.

Hvorfor bliver malerier ved med at poppe op på trods af de mange maleforbud, som avantgarden udstedte imod det op gennem det 20. århundrede?  Og hvorfor lever det fortsat på trods af alskens teknologiske opfindelser såsom fotografi, video, film, VR m.v.?

Lad os her forsøge med nogle forklaringsmodeller: For det første er det et enkelt medie. Man behøver ikke noget stort teknisk apparatur eller en stab af medarbejdere for at udføre et maleri. En pensel, noget maling og et lærred er tilstrækkeligt til at fremstille de mest intime drømme, men også myter, fantasier og fremtidsscenarier – eller alternativt den verden, som lige nu omgiver en – hvis ikke man arbejder abstrakt eller ”forestillingsløst” og hengiver sig til eksperimenter med former og farver per se.

Det lader sig ikke gøre via filmmontager eller Photoshop at skabe nye formverdener, da fotografi/film altid refererer til noget i den kendte verden. Derimod kan man ved hjælp af malingens fluidum fremstille alt, hvad fantasien kan frembyde.

Når Ib Monrad Hansen eksempelvis maler et billede over Martin Luthers 50. tese mod aflad, som handler om, at paven hellere ville lade Peterskirken brænde ned, hvis han var klar over, at finansieringen hvilede på afladsydelser, der var betalt af hans ”fårs (= menigheds) skind og ben og kød”, så kan Monrad ved hjælp af oliemaling og pensel fremstille Peterskirken som bygget af knogler og med kuplen som kranie.

John Kørner: Family Party, 2013. 150 x 120 cm. Courtesy Galleri Bo Bjerggaard og kunstneren.

Maleri står altså i fantasiens tjeneste, men det kan lige såvel bruges mimetisk – som en nøjagtig fremstilling af den fysiske virkelighed, som det sker hos trompe l’oeil-malerne, fx i den hollandske 1600-talsmaler Cornelis Gijsbrechts’ værker – eller en nulevende hyperrealist som Niels Strøbek.

I begyndelsen af det 21. århundrede har maleriet herhjemme fået en renæssance med yngre og ”mid-career”- malere, som arbejder med maleri i et udvidet – også teknisk set – felt: Her kan man nævne John Kørner, Tal R, Ferdinand Ahm Krag, Ivan Andersen, Allan Otte, Mie Mørkeberg, Kathrine Ærtebjerg, Trine Boesen, Julie Nord m.fl. Og fra udlandet den udstillingsaktuelle Cecily Brown, foruden Peter Doig, Daniel Richter m.fl.

Maleri viser sig bestandigt i nye skikkelser, fordi det at male er en urmenneskelig – og også meget kropslig – handling. Hånden og ånden følges ad i maleakten.”

Kaspar Bonnén modtog Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat i 2018, der lagde vægt på “hans evne til at kombinere en rastløs collagestrategi med en særlig inderlighed. Derigennem får han gang på gang vist, at maleri ikke blot er en rumdannende proces, men også en bearbejdning af den måde, vi sanser og erindrer på.”

“For mig var det lidt tilfældigt, at det blev maleri, som man vel kan sige er blevet det, jeg laver. Der er mange andre medier, der er bedre til at skabe en illusion, til at fortælle en historie, til at kritisere samfundet, til at drage os med ind i en historie og et rum.

Maleriet er lidt uanvendeligt og har en række lidt gammeldags træk omkring tradition, og så har maleri også den slagside, at det bliver nemt æstetisk, finkultur og endda objekt for investering på en klam måde.

Engang var maleri en af de fremmeste måder at fortælle historier på. Nu er der ikke rigtig nogen, der forstår selv det mest simple maleri. Og mærkeligt nok så er det denne kvalitet, som måske gør det interessant i dag, for hvis man først forstår et maleri, så bliver det netop bare en afbildning. Maleriet i dag skal være en gåde i en tid, hvor alt ellers skal konceptualiseres, anvises, kvantificeres, dokumenteres og forklares. Derfor ser vi oftest i maleriet det, vi ikke forstår.

Der er ikke så mange positive ting, jeg kan sige om maleriet, andet end at det netop ikke rigtigt har nogen nyttig anvendelse. Man kan sige, at det er lidt som at stå overfor en japansk zenhave. Det er lavet med simple redskaber. Det får først en betydning, når vi giver os tid til at finde betydningen.”

Art Herning 2019 – 1 - 3 feb
www.artherning.dk
Oplev årets sceneprogram om maleriets genkomst:

Lørdag 2 feb kl 13: Jesper Elg (V1 Gallery) – New ”Bad” Painting og maleriet som samtidskunst
Jesper Elg driver et af Københavns stærkest profilerede gallerier, der repræsenterer et stort udsnit af danske og internationale (især amerikanske) kunstnere, der langt fra er færdige med maleriet. I maj 2018 præsenterede galleriet en stor gruppeudstilling med nyt maleri, der udfordrer maleriets konventionelle normer – igen, kan man sige. Vi tager en snak med galleristen om maleriets normbrud og gyldighed i samtidskunsten. Måske har han et par tricks i ærmet, når man skal gå på opdagelse blandt kunstscenens mange og nye navne inden for samtidsmaleriet?

Lørdag 2 feb kl 15: Ditte Ejlerskov – Hvad kan maleriet anno 2019?
Ditte Ejlerskov er aktuel på Art Herning og med soloudstillingen Base Reality ved Galleri Specta i København, hvor hun viser helt nye malerier. Hun er en af de markante profiler inden for nutidsmaleriet herhjemme, der har formået at sætte maleriet i kontakt med særligt mainstreamkulturens iscenesættelse af krop og køn. Men Ejlerskov har aldrig modtaget undervisning i malerkunsten og var nødt til først at finde sin egen selvlærte vej ind i maleriet, der for ti år siden – ovenpå en finanskrise – var alt andet end populært. Ditte Ejlerskov vil introducere sin helt særlige tilgang til maleriet, og hvad det for hende vil sige at male i dag.

Søndag 3 feb kl 13: Anders Gaardboe Jensen (Holstebro Kunstmuseum) – Maleriets genkomst
Den nye direktør for Holstebro Kunstmuseum, Anders Gaardboe Jensen, har et særligt forhold til maleriet, og Holstebro Kunstmuseum har i flere omgange profileret nyere danske malere som Tal R, Peter Linde Busk og Anna Sørensen for bare at nævne nogle få. Indtil oktober 2018 stod direktøren bag samlingsudstillingen Nyekspressivt og nyfigurativt maleri med værker af Daniel Richter, Jonathan Meese og Tal R på museet, og maleriet har i det hele taget fået en helt central plads i museets nyophængning. Vi tager en snak med malerientusiasten om tradition og fornyelse og om relationen mellem dansk og især tysk malerkunst i nyere tid.

Billedserie

Del artiklen

'“I maleriet ser vi det, vi ikke forstår”'

Facebook