I Jesper Justs seminarium: Lever vi i en sci-fi-virkelighed?

I Jesper Justs seminarium: Lever vi i en sci-fi-virkelighed?

Jesper-Just: Seminarium, Gl. Holtegaard. Foto: David Stjernholm.

Gl. Holtegaard er genåbnet efter den langvarige nedlukning med totalinstallationen Seminarium af Jesper Just, som omdanner 1700-tals bygningen til én sammenhængende scenografi med videoskærme, planter i vand, tonede ruder, ledninger og vandslanger. Særligt én fornemmelse står tilbage: grænsen mellem virkeligheden og science fiction er flydende.

Totalinstallationer med filmmediet som omdrejningspunkt er blevet et af Jesper Justs (f. 1974) kendemærker gennem de senere år, nationalt og internationalt, og han har udvist stor flair for at disponere over udstillingsrummene, så ruter og bevægelser gennem installationerne bliver anvist – som en art koreografi for de besøgende. Et greb, han har for eksempel har udnyttet til Venedig Biennalen i 2013 og på Charlottenborg i 2019.

Læs anmeldelse af Jesper Just: Servitudes på Charlottenborg
Læs anmeldelse af Jesper Just: Intercourses på Venedig Biennalen

På Gl. Holtegaard er det ledninger og vandslanger, der guider en rundt gennem installationens syv, fortløbende rum, til små plantestængler i vand, i gennemsigtige, cylinderformede glasvaser, der vokser i nærkontakt med LED-skærme med film af gennemlyste menneskekroppe.

Boksen

Det starter med en metalboks (eller gør det?).

Det første rum, man åbner ind til, er næsten tomt og ruderne tonede, som i en bil eller på en kameralinse. Man kan se ud men ikke ind. Længere fremme mødes et varmt og et køligt, lilla lysskær og i baggrunden lyder der en messende stemme iblandet uudgrundelige toner og klange, og så ellers bare denne boks direkte på gulvet, hvorudfra der løber en sort ledning og gennemsigtige, vandledende plastikslanger, der fører parløb hen ad gulvet, indtil vandslangerne stiger op til en vandbeholder øverst på et tårnlignende metastativ og så ned igen.

Jeg står længe og kigger ud. Det er en solfyldt forårsdag, men det stærke lys filtreres, dæmpes og sløres, og gårdspladsen er som forvandlet til en gammel smalfilm med farvestik.

Virkeligheden – den velkendte virkelighed – er forandret eller som på distance.

Jeg lader mig føre af ledningen og vandslangerne, der siden varierer i antal. De er for det meste ført hen langs gulvet langs bygningens høje paneler, ofte samlet i cirkulære former, og i tre af de syv udstillingsrum er de sammen med mindre, tekniske apparaturer de eneste fysiske objekter i de arkitektoniske rammer. De er centrale. Og mystiske. Senere må jeg tilbage og tjekke: har teknologien i installationen virkelig sit udspring i den metalboks?

Fragmentariske kroppe

Hvor Jesper Just tidligere ofte har fremvist teknisk perfektionerede film i stort format, benytter han i denne udstilling skærme i en mindre skala, som passer fint ind i Gl. Holtegaards mindre rum. Skærmene har objektkarakter, er udformet og placeret på forskellig vis, og er i nogle tilfælde gennembrudte, lidt i stil med Justs videoinstallation Circuits (Interpassitivities), som kan opleves på Statens Museum for Kunst frem til start juni i år.

Læs anmeldelse af Jesper Just: Circuits (Interpassitivities) på Statens Museum for Kunst. 

Den første skærm, man møder, i Seminarium er opsat lige under loftet, og vasen med sin plante er placeret tæt på, balancerende på et metalstativ af samme type som i første rum, og som genfindes i hele udstillingen, som et modulsystem i varierende højder.

Her bliver jeg tunet ind på det spæde, spirende liv. På skærmen ses gennemlyste hænder, som giver mindelser om den svenske fotograf Lennart Nilssons banebrydende fotografier fra 1960erne af levende fostre i livmoderen omgivet af fostervand, og cylindervasen får ligheder med et laboratorieglas eller et forstørret reagensglas, og begrebet ”reagensglasbørn”, der florerede især i 1980erne, følger med. Et ord og en teknologi fra en nær fortid, der dengang var indgydet med frygt, mens vi i dag anser kunstig befrugtning som nærmest naturlig.

Jesper-Just: Seminarium, Gl. Holtegaard. Foto: David Stjernholm.

Der er otte LED-skærme i alt gennem udstillingen. De udsender et lilla skær, og der lyder instrumentale og elektroniske toner og klange omkring eller fra dem. Det er musik af den fortrinlige, danske pianist og komponist August Rosenbaum, som Jesper Just har arbejdet sammen med tidligere.

Menneskene er tavse på disse skærme og optaget i indstillinger mellem closeups eller halvtotal. Der er hænder, fødder, sammenflettede arme, hår, en ryg, og et mandeansigt, der ser direkte ud på os med et sørgmodigt blik. Det er fragmentariske kroppe i udefinerbare, tomme rum. Mon de svæver? Tyngdeloven synes at være sat ud af kraft, og i splitsekunder er det også nogle gange som om, kroppene forsvinder – ikke findes i fysisk forstand – på grund af såkaldte ‘glitches’, egentlig tekniske fejl, der her er udnyttet meget bevidst.

Modermaksinen?

En af skærmene adskiller sig de øvrige: Den er både markant større i omfang og har fået den mest fremtrædende placering. Her ser vi ydermere en kvinde i helfigur, og hun henvender sig i tale til beskueren på engelsk. Jeg har svært ved at finde en klar sammenhæng i talestrømmen, men ord og sætninger som ”lifestyle” og ”experience emotional wellness” giver indtryk af, at kvinden vil indynde sig, måske sælge et produkt. Hun er smuk, og hendes blide bevægelser, lette tekstiler og stiletter rummer en sensualitet, som ofte kendetegner Jesper Justs film. Men kvinden ligger vandret, svævende, og hendes lange hår står opad. Det ligner en drøm. Eller et mareridt.

Man kan også se den største skærm fra bagsiden: lys, udtag, ledninger. Bagsiden er imponerende og skræmmende og fremstår næsten mere levende end menneskekroppene. Måske også mere levende end plantestænglerne. Er det modermaskinen?

Det science fiction-agtige kryber mere og mere ind under huden på mig. Ubehaget vokser, inklusive ubehaget ved mit mundbind. Det er som om, det matcher installationens univers.

Jesper-Just: Seminarium, Gl. Holtegaard. Foto: David Stjernholm.

Planteskolen

Selvom planterne i installationen er undseelige i såvel volumen som antal – ni vaser, tæller jeg – er de alligevel nogle af hovedaktørerne i denne scenografi, ikke mindst på grund af udstillingens titel.

Det latinske ord Seminarium har sin oprindelse i oldtiden og anvendes om uddannelsesanstalter, men det betyder egentlig planteskole, afledt af ”semen” (frø eller sædekorn). Et sted, hvor viden dyrkes og gror. I dag anvendes planteskole som bekendt om steder, hvor der dyrkes og forhandles planter. Den dobbelthed er ikke tilfældig. Der er mange lag i denne udstilling.

Planterne har en dragende effekt. Jeg går tæt på, og det er et mystisk og fascinerende syn. De læner ind mod skærmene, på samme vis som planter i en vindueskarm, der rækker ud mod solen.

Afsondret fra solen er lyset fra skærmene vital for disse planters overlevelse og evne til at gennemføre fotosyntesen, som på den anden side – i det store billede – er vital for jordens overlevelse. Det er Jesper Just og hans tekniske team, der har ”hacket” LED-skærmene, så de udsender de rette lysbølger.

Rodnettene under vandet synliggør planterne som de mageløse, levende organismer de er. Nogle har dannet få tråde, andre har etableret fine grenmønstre, så de ligner spejlvendte miniaturetræer. Men planterne virker ikke helt naturlige på grund af det lilla lys, der udsendes fra filmene, og de går næsten i et med skærmene.

Arbejdende vand

Jesper Just har ladet sig inspirere af en af tidens store teknologiske landevindinger: hydroponik, som betegner dyrkning af planter i næringsrig vand, uden brug af jord. Det er en dyrkningsform, der har været kendt i årtusinder i form af flydende eller hængende haver, men netop nu arbejdes der verden over – også i Danmark – på at etablere produktionssystemer med stor kapacitet, og de hydroponiske dyrkningsmetoder menes at rumme store perspektiver både økonomisk og miljømæssigt, fordi vandforbruget er mindre end ved traditionel kunstvanding.

En dystopi

Med sine få, små planter fordelt på syv rum minder installationen i Gl. Holtegaard så langt fra om nutidens kæmpedrivhuse eller enorme planteskoler. Der er allerhøjest tale om en spæd begyndelse. Eller bevidner vi mon en afsluttende fase: de sidste planter forbundet i et tæt kredsløb med lysafgivende mennesker i en på en gang enkel og sindrig, måske selvgenererende teknologi?

Jo mere jeg tænker over det, jo mere foruroligende forekommer det. Den svævende kvinde, der vil sælge os noget, men hvad? Og så flertallet, de umælende mennesker, vi kun ser i udsnit: er de vækster uden fysisk, kødelig form? Er det dem, der er salgsprodukterne, næret af de få planter, der er tilbage efter et kollaps? Vi går da rundt i et postapokalyptisk landskab. Goldt, uden nærhed og varme. En dystopi. Et billede på, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke tager bedre vare på vores planter – og os selv. Det er i hvert tilfælde en mulig tolkning.

Forestillet længsel

Seminarium suger mig ikke resolut ind i andet univers, som ved den type totalinstallationer, hvor installation og arkitektur straks omslutter en, som for eksempel i SUPERFLEX’ buldrende dystopi i Cisternerne i 2019, hvor man vandrede rundt i vand med gummistøvler på, forbi oversvømmede toiletter og med det let håbefulde eller galgenhumoristiske budskab i det gamle vandreservoir: IT IS NOT THE END OF THE WORLD – udråbt i blåviolet neon.

Jesper Just knytter selv ordet postapokalypse til sin udstilling. Men hans scenografiske fortælling er ikke entydig og højtråbende, og det mere lavmælte stemmer fint overens med Gl. Holtegaards arkitektur, som også er en integreret del af installationen, idet flere af rummene fremstår næsten tomme.

Jesper-Just: Seminarium, Gl. Holtegaard. Foto: David Stjernholm.

Jeg oplever Seminarium som både urovækkende og til tider dyster, men også med små lommer af håb for eksempel ved områder med naturligt lysindfald. Derudover er der en mere vemodig og melankolsk stemning, som især hænger sammen med de umælende mennesker, de tomme, næsten Hammershøi’ske rum og de tonede ruder.

Et stemningsleje, som minder om det, man finder i den danske forfatter Olga Ravns anmelderroste og prisbelønnede science fiction-roman De ansatte fra 2018, hvor besætningen på et rumskib – frit svævende ude i universet – udtrykker længsel efter jordelivet, ikke mindst efter naturen: en sø, et skovbryn, vand under en bro og blomster flettet ind i håret.

Seminarium indskriver sig i det hele taget i en opblomstring af science fiction, som er særligt iøjnefaldende i dansk litteratur for tiden. En fornyet interesse, der siger en del om, hvor bekymrende de globale tilstande er på flere punkter i dag. Nok fremstiller science fiction ofte ildevarslende og surrealistiske fremtidsscenarier, men de handler om vores nutid.

Parallelspor

Man træder ikke ind et radikalt andet sted eller et selvstændigt aflukke, når man besøger Jesper Justs udstilling. Ude og inde er forbundet især via de tonede ruder, der i mine øjne er en af udstillingens store forcer. Det filtrerede lys ikke blot højner effekten af filmteknologien og scenografien indenfor, men påvirker også oplevelsen af det derude. Den barokke have, om noget, får en sælsom biklang med sine velorganiserede planter og bede og putti-skulpturer (små buttede børnefigurer). Det er som om, der kører et parallelspor, forskudt i tid og rum – og dog så virkeligt.

De tonede ruder udvider udstillingens rækkevidde, så den egentligt allerede starter udenfor i mødet med de mørke ruder og også indbefatter de tonede glasdøre mellem de syv rum, hvilket blandt andet har en interessant indvirkning på det sidste rum i installationen, hvor endnu et kredsløb blotlægges – hvilket røber jeg ikke.

En sci-fi-virkelighed?

Måske er det ikke et landskab med dystopiske overtoner, man har allermest lyst til at tilbringe tid i, nu da vi endelig, lidt efter lidt, kan socialisere mere og komme tættere på hinanden igen – være levende. Eller man tænker: Vi har forstået det, at vi skal passe på naturen, os selv og vores optimeringstrang. Men glemmer vi det igen? Det vil tiden vise.

I mellemtiden mener jeg, at der er stor værdi i at lade tankerne og sanserne spænde ud i et sceneri, som det, man kan opleve i Jesper Justs seminarium. Særligt en fornemmelse vil ikke slippe mig: at grænserne mellem virkeligheden og science fiction er flydende.

 

Del artiklen

'I Jesper Justs seminarium: Lever vi i en sci-fi-virkelighed?'

Facebook