Heartland x kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk: TALKS – “It’s a strange time”

Heartland x kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk: TALKS – “It’s a strange time”

Kim Gordon og Nadya Tolokonnikova modereret af Torben Sangild. Foto: Anette Højlund

Billedserie

Heartland Talks
maj 31 - jun 2 2018
Heartland Festival

Under tre af Heartland Festivalens talks blev kunsten diskuteret af nogle af de mest kendte udøvere og aktører i dag. Kunst som populærkultur, som politisk kritik, som personlig nødvendighed og som identitetsfaktor i globaliseringens tid blev vendt. Der blev ivrigt debatteret, men ingen blev for alvor uvenner i de varme telte. 


Is the global context of culture changing art´s transformative potential?
Samtale mellem Kim Gordon og Nadya Tolokonnikova

Teltet er fuldt og klapsalverne brager mod den amerikanske musiker og kunstner Kim Gordon (f. 1953), kendt især fra sin tid som bassist i punkbandet Sonic Youth, og den russiske kunstner og aktivist Nadya Tolokonnikova (f. 1989), da de entrerer scenen. Tolokonnikova er iført den efterhånden ikonske maskering, som Pussy Riot bærer – i dag i gul. De er stævnet for at tale om popkulttur, medier og aktivisme. Den udfordrende opgave at moderere samtalen er givet til kulturteoretiker og journalist, Torben Sangild.

De to kunstnere har fået opgaven at vise eksempler på samtidige (pop-)kulturelle værker, som de ser som kritiske. Kim Gordon lægger ud med den omdiskuterede musikvideo This is America med rapperen Childish Gambino. Videoen handler om race, om brutal vold, massenedskydninger og om at være forfulgt som sort minoritet. Den viser bl.a. nogle skudscener, der næsten virker dokumentariske og kommer ret overraskende – og så foregår de samtidig med, at der danses og rappes.

Er der kritisk potentiale i videoen, eller er det bare endnu en måde at underholde på? Svaret er ikke tydeligt, men særligt Kim Gordon fremhæver – i en lidt opgivende tone – at kunsten ikke mere adresserer politiske problemer for alvor. Det sker andre steder, f.eks. i This is America.

Som det andet værk viser hun Ricard Princes værk Downtown and Stormy, et computergenereret portræt af 18 kvinder, der har anklaget Donald Trump for seksuelle overgreb.

Nadya Tolokonnikova er mere positiv. Hun viser to videoer, der begge kommenterer digitalitet, konsumkultur og hvordan brands definerer vores identitet. Tolokonnikova viser som det ene eksempel et værk af Alva Noto, alias den tyske kunstner og elektroniske musiker, Carsten Nicolai. Værkets titel er Uni Acronym (ackronym = ordforkortelse, brugt til branding). Videoen er en hurtig sammenklipning af logoer. Lydsiden er et insisterende elektronisk beat og en computerstemme, der i alfabetisk rækkefølge oplæser bogstavforkortelserne i nogle af de logotypes, der flimrer over skærmen. Der er temmelig langt til Naomi Kleins drøm om ”No Logo”. Spøgsmålet er, om værket har effekt? Tænker vi anderledes efter at have set det? Her kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere bid i moderator Torben Sangilds spørgsmål. Hvad betyder f.eks. den æstetisering, et værk som Uni Acronym også udtrykker?

Den anden – ret fantastiske – video, Nadya Tolokonnikova viser, er Faceshopping af den engelske producer SOPHIE: “My face is the front of shop/ My face is the real shop front/ My shop is the face I front/ I’m real when I shop my face”, synger hun, konstaterende.

En mærkelig tid
”It’s a strange time”, siger Gordon på et tidspunkt, hvor samtalen drejer ind på Me Too. #MeToo er en måde at brande en diskussion på. Det har haft sit eget liv, men har ingen effekt, mener hun. Og Uni Acronym er en skarp video, men det er jo ikke nyt indenfor kunstverdenen at kritisere kommercialisme, tilføjer hun.

Verden ser anderledes ud end dengang Kim Gordon var ung i 60’erne og 70’erne. Det var lettere at se forskellen på ”dem” og ”os”. På magten og folket, på forbrugerne og producenterne. I dag er vi indspundet i kommercialisme. Vi giver likes og anbefalinger af brands på de sociale medier og H&M laver kunstagtige samtaleinstallationer på Heartlandfestivalen, hvori de diskuterer bæredygtighed – et lille trendy plaster på en enorm udfordring.

Den lidt opgivende tone hos Gordon udtrykker måske det, mange føler. Vi siger ”nå, ja, sådan er det, men hvad kan vi gøre?” Derfor er det forfriskende at opleve Nadia Tolokonnikovas energi.

At gøre sin vært – lidt – ukomfortabel
Seancen afslutter ret underholdende med at Nadia Tolokonnikova – efter at have bevæget sig frem på scenen og taget et billede af Kim Gordon og Torben Sangild – overtager interviewrollen og spørger Torben Sangild, hvad han mener om den amerikanske kunstner Barbara Krugers samarbejde med H&M. Dermed underbygger hun en af de pointer, hun har haft gennem samtalen, nemlig at det, at gøre sin vært/institutionen ukomfortabel er en enkel mulighed for at rykke grænser. Hvem stiller spørgsmålene, kunne vi begynde med at spørge? (PS: Og svaret var, at Torben Sangild har det fint med dét samarbejde … så vidt jeg forstod.)


Why would you want to become an artist or a writer?
Samtale mellem Tracey Emin og Peter Høeg

Den danske forfatter Peter Høeg (f. 1957) og den engelske billedkunstner Tracey Emin (f. 1963) skal sammen med en af de helt store spillere på den danske kunstscene, Luise Faurschou (ART 2030/Faurschou Art Resources), diskutere ovenstående spørgsmål.

Udefra set er de et ret umage par. Tracey Emin kom frem som del af den gruppe britiske kunstnere, som blev kendt under navnet ”Young British Artists” i 90’erne. Gruppen talte blandt andet navne som Damien Hirst og Sarah Lucas, og blev hypet og supporteret af Charles Saatchi fra reklamefirmaet Saatchi og Saatchi. Tracey Emin blev dengang opfattet som en enfant terrible med hendes værker, der udstillede sårbare sider af egen seksualitet, heriblandt voldtægt og abort. I dag arbejder Emin med maleri. Mere end 7000 personer kom til hendes sidste fernisering, og hendes værker handles til millionbeløb.

Tracy Emin og Peter Høeg modereret af Luise Faurschou. Foto: Christian Bang

Peter Høeg, som de fleste nok forbinder med romanen Frøken Smillas fornemmelse for sne, er ikke kendt for at være provokerende. Snarere tværtimod. I dag afholder han lejlighedsvis kurser i meditation på vækstcenteret i Nr. Snede ved siden af forfattergerningen. Han indleder med at citere Emin for at sige, at hun ikke vil være en del af det mainstream. Hvordan har hun det med nu at være en så feteret kunstner? Emin svarer, at hun aldrig har ønsket offentligheden, at hun hader ferniseringer, at hun helst vil være alene i atelieret. Og hun fortæller, at det at male et maleri er som at være en del af et vulkanudbrud. ”Hvis ikke jeg var blevet kunstner, var jeg død”, siger hun.

Det førte til en længere samtale om nødvendigheden i at turde være i ensomheden som kunstner. Samtalen rundede også forholdet mellem processen og det færdige værk, og hvordan kunstneren slipper værket, når det er færdigt. Høeg mente, at der fandtes mange versioner af hans bøger, idet enhver læser læste sin egen version af dem. Emin insisterede på, at hun udelukkende malede for sin egen skyld.

En inderlig samtale om at turde kunsten
Det blev en meget inderlighedspræget snak. Lidt inde i sessionen skulle vi meditere med Peter Høeg. Mærke åndedrættet, hjerteenergien og slippe fordommene, så vi kunne skabe en god og nærværende situation omkring samtalen. Fint nok – men også lidt for meget, efter min mening. Særligt i relation til Heartland-segmentet, hvoraf mindst halvdelen går til yoga eller dyrker mindfulness; vi skulle nok selv være i stand til at finde ud af, hvornår vi har lyst til at meditere.

Peter Høeg gik så langt som til at sige, at hans bøger var en undskyldning for at kunne være i det skabende rum. Bøger er noget, der sker for Høeg, ikke noget, han udtænker. Dér kunne jeg godt blive en lille smule skeptisk. Er det virkelig sandt? Jeg undrer mig over, hvor trangen til at involvere sig i verden gennem kunsten blev af.

Det virkede en anelse klichepræget at tale om kunstneren på denne måde. Men når alt kommer til alt, så er ”at bevæge sig ud i det ukendte”, ”at overskride sig selv”, ”at finde noget, man ikke vidste fandtes” en stor drivkraft for kunstnere. Hvis kunsten skal være væsentlig, er der ingen vej udenom. Kunst skal rykke noget, skal have intensitet – også den mere konceptuelle. Det sker kun, hvis kunstneren er villig til at stille sig derhen, hvor der voves, og hvor man kan risikere at falde ned fra en klippevæg, som Høeg udtrykte det. Og det gælder også for andre end kunstnere, at længslen efter en overskridelse findes. Kunstnerne lever selvvalgt i centrum af den, med alt, hvad det indebærer af risiko for at fejle – og af ensomhed. Det var, hvad jeg – endnu en gang ­– kom til at tænke på ved at overvære samtalen.


Is a sense of belonging crucial to our identity?
Samtale mellem Salman Rushdie og Hans Ulrich Obrist

Det helt store tilløbsstykke den sidste dag på Heatland Festivalen er samtalen mellem forfatteren Salman Rushdie (f. 1947) og kuratoren over dem alle, Hans Ulrich Obrist (f. 1968), også kendt under akronymet HUO. Efter at være blevet bombe- og våbenscannet sidder vi i et 35ºC varmt telt og venter. To politibetjente med skudsikre veste flankerer diskret scenen, og jeg kikker mig rundt efter den nærmeste udgang, mens jeg overvejer, hvor meget beskyttelse plasticsæderne foran mig mon giver, hvis jeg lægger mig ned på gulvet …

Rushdie kræver nok ingen præsentation. Han personificerer mange kulturer og identiteter, og hans romaner kendetegnes ofte ved, at flere historier flettes sammen og danner en kakofoni af stemmer.

Den schweiziskfødte Obrist, som i dag er kunstnerisk leder af Serpentine Gallery i London, var for 20 år siden på alles læber i kunstverdenen. I Danmark blev han bl.a. kendt for den rejsende udstilling Cities on the Move på Louisiana i 1999, der tog den asiatiske hyper-arkitektur som model og inkluderede en stor mængde kunstnere, der arbejdede i eller omkring Asien. Dermed gav han og hans medkuratorer et helt nyt syn på kunsten. Obrist har haft enorm indflydelse på, hvordan vi tænker og taler om kunst i dag, og er et menneske, der omfavner globaliseringen og agerer på tværs af nationaliteter, fag og praksisser.

Journalisten Barbara Læssøe Stephensen indleder veloplagt med at spørge, hvorfor den travle Obrist (som har 300 rejsedage om året) har prioriteret at komme til Heartlandfestivalen. ”Samtalen!”, svarer Obrist. Samtalen skaber virkeligheden. Rushdie bifalder ved at pointere hvor vigtigt, det er at komme ud af sin egen lille boks.

Vi er alle mange identiteter
Så går samtalen i gang. Om identitet, tilhørsforhold, steder, om at være mere knyttet til byer end til lande, om huse og om at have kunsten eller litteraturen som tilhørssted. Salman Rushdie taler engelsk med indisk accent, og Hans Ulrich Obrist med en umiskendelig tysk.

Salman Rushdie og Hans Ulrich Obrist modereret af Barbara Læssøe Stephensen. Foto: Christian Bang

Vi er alle mange identiteter på én gang. Det er der stor enighed om hos de to – og sikkert også blandt publikum. Men Rushdie gør opmærksom på, at begrebet identitet defineres afhængigt af, hvor du er. I Indien handler det f.eks. om religion, og Hinduismen anses for at være den mest autentiske indiske identitet. Og i USA er spørgsmål om race og køn grundlag for konflikter omkring identitet og tilhørsforhold. Som argument for, at vores identitet er sammensat af mange identiteter, nævner Rushdie, at de mest interessante romaner fra Frankrig i dag skrives af sorte franske forfattere.

Et af de mest intense tidspunkter er, da talen falder på Utopia. Obrist siger, at han arbejder for at skabe et Utopia, hvor alle kan høre hinanden. Det er i hans øjne det 21. århundredes projekt; at lytte. Rushdie bifalder ikke tanken om Utopia. Der findes kun den uperfekte verden, vi lever i (publikum klapper). ”Hvad, hvis? –spørgsmålet” er uinteressant. Det er mere væsentligt at finde ud af, hvorfor det, som skete, skete. Og selv de surrealistiske og det fantastiske, som Rushdies romaner ofte sættes i relation til, udspringer fra virkeligheden i dag. Obrist erklærer sig delvist enig, men siger, at vi hele tiden må stille os selv og hinanden spørgsmålet om, hvad der ikke kan lade sig gøre.

Samtalen, kunsten og det fede jakkesæt
En anden interessant ordveksling begynder med, at Obrist argumenterer for, at alle institutioner og (politiske) styrelser burde have kunstnere ansat. Rushdie finder, at det er en uhyggelig tanke. Den debat bliver desværre ikke uddybet ret meget, men på en måde rammer den meget godt det set-up, vi er midt i. På Heartland Festivalen omfavnes kunsten i dén grad. Den er ikke et ”udenfor” – som den engang var. Man kan sige, at HUO-brandet har sejret. Samtalen finder sted, og vi kan høre hinanden. Nogle af os. Mens vi nyder solen. Kunstneren bidrager med øjenåbnende poetiske installationer med et enkelt touch af kritik. Udenom står sikkerhedsfolkene. Som skrøbelige garanter for, at vi ikke bliver ramt af religionernes sammenstød og de flygtende folkemasser.

Barbara Læssøe Stephensen bad til sidst de to samtalepartnere karakterisere hinanden gennem fire ord. Jeg fangede desværre ikke Obrists (temmelig kringlede) beskrivelse af Rushdie. Men jeg fangede til gengæld Salman Rusdies ord om Hans Ulrich Obrist: Kreativ. Cirkusdirektør. Fedt jakkesæt. Vi var en del af dem på festivalen: De kreative med de fede jakkesæt.

Heartland Festivalens talks var generelt gode. Men lidt større uenighed og lidt flere modsætninger kunne med fordel mobiliseres næste år.

Jeg slutter med et citat fra sangen Heartland. Den dystopiske sang af musikgruppen The The, der efter sigende – og som skæbnens ironi – har lagt navn til festivalen på Fyn:

So many people can’t express what’s on their minds
Nobody knows them and nobody ever will

 

Billedserie

Heartland Talks
maj 31 - jun 2 2018
Heartland Festival

Del artiklen

'Heartland x kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk: TALKS – “It's a strange time”'

Facebook