Har håbets hoppeborg lukket for adgang, mens Syndfloden er over os?

Har håbets hoppeborg lukket for adgang, mens Syndfloden er over os?

Troens Ridder. Installationsbillede Kunstforeningen GL STRAND. Foto: Torben Eskerod

Billedserie

I anledning af udstillingen afholdes et symposium med titlen 'Symbolets genkomst' den 26. november kl 11-16 . Program følger på GL STRANDS website

Alvorligt legende værk af Alexander Tovborg på GL STRAND iklæder symbolet Noahs Ark den prosaiske form af en hoppeborgs gule PVC-plast. På farverig vis vil kunstneren konfrontere os med symboler, myter og “troens riddere” med deres både forførende og bevidstgørende kraft. Det er der kommet et stærkt verdsligt kalkmaleri på gul plastik ud af!

Insisterende tradition og originalitet
At benytte en bibelsk fortælling som Noah og hans Ark som omdrejningspunkt for et samtidskunstværk er på én gang insisterende traditionsorienteret og originalt. Og sådan er Tovborgs store værk Troens Ridder netop. Malet med klare tegn og symboler i strøg, der både er ekspressive og sirligt ornamenterede i stilen, er det ikke svært at forstå og byder sig nærmest til som populærkunst med lige dele dekorativ traditionsbevidsthed og aktuelle pointer med nutidens klima- og flygtningekriser in mente.

Men samtidig er der en absurd side og en konsekvens i undersøgelsen af myteafbildningen, der gør værket interessant og appellerende som mere end en spektakulær gimmick.

Alexander Tovborg: Troens Ridder, 2016. Foto: Kristian Handberg
Alexander Tovborg: Troens Ridder, 2016. Foto: Kristian Handberg

Hoppeborg som malerisk installation
Troens Ridder er en stor malerisk installation, som består af selve arken i legelandets bedste oppustede plastikversion bemalet af kunstneren, omgivet af en billedfrise udført på samme gule PVC-materiale rundt på rummets vægge. Det handler selvfølgelig om syndfloden med druknende mennesker, elementernes rasen, farlige udyr og fredsduer.

Alexander Tovborg: Troens Ridder, 2016. Foto: Kristian Handberg
Alexander Tovborg: Troens Ridder, 2016. Foto: Kristian Handberg

Selve Noah, troens fanatiske ridder på godt og ondt, er overraskende nok ikke klart afbildet nogen steder. Og trods de klare farver og hoppeborgens stemning af fri leg, er alt tydeligvis ikke godt og sandt i Arkens vold. På trods af, at man bydes velkommen af et tivoliskilt, der siger “max. 2 pers.” (som myten jo foreskriver) og ingen mad, drikke og skarpe genstande (som tivoliorden jo foreskriver), siger et skilt foran indgangen til fartøjet, at “Arken er lukket”. En klar påpegning af den selektive opdeling mellem de frelste og de fortabte, der følger med troens kamp som svar på Syndfloden.

Arken på Danmarksturné
Hoppeborgen, hvis gule PVC-plastik lugter kraftigt og luftpumpe larmer insisterende, er selvfølgelig et absurd element stuvet ind på 3. sal i GL STRANDs kunstlokaler, så langt fra en folkelig byfest, som man kan komme. Det er dog også en del af værket, at det har været opsat før, i ganske andre sammenhænge rundt omkring i landet gennem de foregående år. Her har kunstneren nemlig forsøgt at lade Arken indgå som element i byfester og folkelige begivenheder. Noget, som vises igennem udsnit af en kommende dokumentarfilm i udstillingen. Her ser man værket blive opsat i Ribe, mens der var Tulipanfestival i byen, lige ved siden af troens skib, den gamle Domkirke, som et yderst alternativt stykke kunst i det offentlige rum.

Alexander Tovborg: Troens Ridder, 2015-2016. Opstillet i Ribe. Foto: Torben Eskerod
Alexander Tovborg: Troens Ridder, 2015-2016. Opstillet i Ribe. Foto: Torben Eskerod

Ifølge kunstneren var det svært at blive en officiel del af byfesterne og den institutionaliserede tivoli-verden, hvorfor opsætningen ved siden af resten af festen fik et guerilla-agtigt præg og også fremkaldte forundring blandt publikum. Denne cirkulation i det “virkelige” miljø for hoppeborge (der er angiveligt seks af modellen Noahs Ark i brug i Danmark fra distributøren Superevent) er et fint aspekt af værket, som kunne have været yderligere udfoldet i udstillingen.

Kalkmalerier på plastik til tiden
GL STRAND er altså et kulminerende sidste stop for værket. Med billedfrisen omkring tager helheden sig ud som en form for arkaisk kirkerum, da man uvilkårligt tænker på middelalderens kalkmalerier, dog tilsat lugt, lyd og farver fra Dahlgårds Tivoli.

Der er dog også et ekspressivt, nærmest CoBrA-præg over det maleriske udtryk, ligesom Bjørn Nørgaards store, symbolfyldte afbildning af Danmarkshistorien i gobelinerne på Slotsholmen, lige ovre på den anden side af kanalen, kommer frem som association. Helheden er dog kunstnerens egen og formen i øvrigt markant ny for maleren Tovborg som malerisk installation med performativ tilblivelseshistorie.

Frisen uden Arken. Installationsbillede Kunstforeningen GL STRAND. Foto: Torben Eskerod
Frisen uden Arken. Installationsbillede Kunstforeningen GL STRAND. Foto: Torben Eskerod

Den ukurante blanding mellem farverig pop og de store såvel aktuelle som eksistentielle spørgsmål, som udstillingen anråber (titlen er også en Kierkegaard-reference), er en opskrift, som nok er umulig at fuldføre.

Det er ikke helt til at vide, præcist hvor bogstaveligt værket skal tages, for ikke at snakke om, hvilket svar det giver på den diagnose af, at Syndfloden er over os, som værket anråber. Dog formår værket ganske meget. Tovborg leverer med Troens Ridder et både udtryksmæssigt originalt, direkte talende og skævt vedkommende værk som et verdsligt kalkmaleri på gul PVC til verden af i dag.

Alexander Tovborg (f. 1983).
Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og Staatliche Akademie der Bildendenden Künste, Karlsruhe. Se mere på kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk og nicolaiwallner.com 

Kunstneren redigerede i 2013 en årgang af kirkebladet for Ribe Domkirke. Disse kan findes her

Billedserie

I anledning af udstillingen afholdes et symposium med titlen 'Symbolets genkomst' den 26. november kl 11-16 . Program følger på GL STRANDS website

Del artiklen

'Har håbets hoppeborg lukket for adgang, mens Syndfloden er over os?'

Facebook