Gertrud Hvidberg-Hansen: “Glyptoteket forener samtidskunsten med historien”

Gertrud Hvidberg-Hansen: “Glyptoteket forener samtidskunsten med historien”

Michael Armitage på Glyptoteket. Foto: Kim Roslyng.

TEMA: Art Week 2021

Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt.
Art Week er en kunstfestival i København med over 50 deltagende aktører, events, udstillinger og art tours. Art Week er søskendeorganisation til kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk.

I forbindelse med Art Week 28. september – 3 oktober bringer vi en miniserie med fire ledere af udstillingssteder i København. Hvordan ser de på deres rolle på hovedstadens mangfoldige kunstscene?
Gertrud Hvidberg-Hansen er direktør på Glyptoteket, der har ligget i København siden 1880’erne, hvor Carlsbergbrygger, Carl Jacobsen, igangsatte byggeriet af det imposante museum.

Ny Carlsberg Glyptoteks nye direktør Gertrud Hvidberg Hansen. Foto: Robert Wengler.

Hvidberg-Hansen tiltrådte stillingen lige inden coronaen greb verden og lukkede landet. Pandemien har heldigvis ikke standset aktiviteterne på museet. I juni åbnede særudstillingen med den kenyansk-britiske kunstner Michael Armitage, som også kan opleves under Art Week. Den nye kunst er for alvor ved at rykke ind på Glyptoteket, fortæller Hvidberg-Hansen:

”Vi har haft nogle udstillinger med samtidskunst og synes, det har været så befordrende, at vi gerne vil fortsætte. Mange af vores klassiske udstillinger er baseret på forskning, hvorimod udstillingerne med samtidskunst har en kortere og anden tidshorisont, og et lidt mere eksperimentelt format.”

Glyptoteket har været åbent for publikum siden 1897 og rummer værker fra antikken, danske og franske skulpturer, samt malerier fra 1800-tallet og genstande fra det gamle Egypten. Alt dette er museets rygrad, og fordi fagfolk og forskning også hører med til Glyptotekets grundstof, skal udstillingerne med samtidskunst gå i dialog med Glyptotekets samling og historie:

”Det er vigtigt for os, at der er en krog ind i de historiske samlinger, fordi vi er ikke et galleri eller en kunsthal” siger Hvidberg-Hansen, der før hun blev ansat på Glyptoteket kom fra en stilling som direktør på Faaborg Museum, hvor samtidskunstnere også udstillede i rammerne af stedets historie:

”Kunstnerne fik altid lokket noget ud af den historiske kontekst, som vi ikke så som fagfolk. De har et andet blik og finder nogle sprækker, som de måske også finder i deres egen kunst.”

Læs også anmeldelsen: Armitage i tidløs jamsession

Det er sprækkerne, der gør, at Hvidberg-Hansen mener, at samtidskunstnerne kan bidrage med nye perspektiver på de kunst- og kulturhistoriske samlinger. Kunstnerne kan ofte iagttage nogle universelle betydninger, som ikke er afhængige af den tid, værket eller genstanden er skabt i. Samspillet mellem fortid, nutid og kunstnernes supplement til fagfolkenes kompetencer er en fordel for publikum:

”Samtidskunsten giver en stemme og betydning til den ældre kunst, men omvendt kan det ældre også være med til at skabe forståelse for samtidskunsten.”

Læs anmeldelsen: At se på fortiden med åbne øjne og at inddrage andres synsvinkler er en svær men nødvendig øvelse.

Hvad angår Hvidberg-Hansens tilgang til samtidskunst både som direktør og privatperson, så er hun optaget af den tendens, der har været fremherskende det sidste års tid: at kunsten eller kunstnerne selv interagerer med nye steder og udfolder stedbundne potentialer og fortællinger, eftersom der er behov for at opfinde helt nye formater. Dét er der kommet mange interessante og øjenåbnende værker ud af – værker, der beriger stedet og de mennesker, der oplever dem.

Udstillingen Beretning fra en analfabet med britisk-kenyanske Michael Armitage kan opleves under årets Art Week. Armitage-udstillingen går i dialog med fortid, nutid og fremtid ved at koble kunstnerens værker med museets 6000 år gamle værker fra samlingen i stedsspecifikke installationer.

Arrangementer på Glyptoteket under Art Week

Art Talk: Michael Armitage. Aktivistisk skønhed
30 sep 2021 kl. 17-18

Udstilling: Michael Armitage: Beretning fra en analfabet
10 jun 2021 - 17 okt 2021

TEMA: Art Week 2021
Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt.
Art Week er en kunstfestival i København med over 50 deltagende aktører, events, udstillinger og art tours.

Denne artikel er venligst stillet til rådighed af Art Week.
Art Week er søskendeorganisation til kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk.

TEMA: Art Week 2021

Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt.
Art Week er en kunstfestival i København med over 50 deltagende aktører, events, udstillinger og art tours. Art Week er søskendeorganisation til kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk.

Del artiklen

'Gertrud Hvidberg-Hansen: "Glyptoteket forener samtidskunsten med historien"'

Facebook