Fotografiet er ikke længere samtidskunstens hittebarn

Fotografiet er ikke længere samtidskunstens hittebarn

Agneta Werner: Identification I-VI, 1988.

Mette Sandbye er den eneste professor i fotografistudier i Danmark. Som underviser og forsker ved Københavns Universitet og sideløbende som kunstkritiker har hun et livslangt mellemværende med dette medie. Nu står hun – sammen med den netop afgåede direktør for Fotografisk Center, Kristine Kern – bag jubilæumsudstillingen I virkeligheden – Fotografisk Center 25 år med nedslag i de seneste 3 årtiers fotografiske nybrud i dansk fotografi. Vi har mødt Mette Sandbye til en samtale om fotografiets betydning i samtidskunsten.

I 1990 var den dengang Moderne Kultur-studerende Mette Sandbye medunderskriver på et indlæg i Universitetsavisen om fotografiet som ”akademisk hittebarn.” Interessen for mediet var der, konstaterede hun efter et nys overstået, særdeles velbesøgt fotosymposium, men det faglige engagement var hjemløst, fordi mediet ikke var anerkendt som akademisk disciplin, selv om ”fotografiet ikke blot er en kunstart på linje med maleriet, fotografiet går på tværs af alle discipliner. Det er også et socialt og politisk redskab og hører lige såvel hjemme på eksempelvis historie- og antropologistudiet som på kunsthistorie … men fotografiet er ikke til at komme udenom – heller ikke på universitetet,” konstaterede hun og hendes medunderskriver Helle Damsgaard.

Sidenhen er mediet kommet til ære og værdighed både i kunstverdenen, hvor det nu er fuldt anerkendt på linje med maleri, skulptur, installation og grafik, men også i forskningen, hvilket Sandbyes egen karriere inden for fotografiforskningen bevidner.

Mette Sandbye. Foto: Helga Theilgaard.

Herudover er der kommet en række fotografiske kunsthaller til – fra Danmarks Fotomuseum og Fotografisk Center og de lidt tidligere etablerede fora for fotografi Fotomuseet på Brandts, der i øvrigt nu er lagt ind under Kunstmuseum Brandts, samt Galleri Image i Aarhus. Men bedst af alt: Fotografiet er i dag repræsenteret af et stort antal gallerier på linje med andre kunstneriske medier eller kategorier. Mette Sandbye har personligt bidraget til den øgede interesse for fotografi som et væsentligt medie i samtidskunsten. Men hvad er egentlig baggrunden for Mette Sandbyes vedholdende optagethed af det fotografiske medie?

”Jeg ‘tænder’ på fotografi med dets funktion som eksistentielt spejl”, forklarer hun. “Det begyndte allerede, da jeg var barn. Jeg kiggede altid i min farmors og min egen families albums og spejlede mig i den historie, som fotografierne vidnede om. Dengang havde man endnu fysiske fotoalbums i modsætning til i dag. Min far havde desuden kataloget fra den epokegørende udstilling The Family of Man (fra 1955, vist på Charlottenborg i 1958, LB), som skulle bygge bro mellem menneskeheden på kloden og bane vej for fred efter 2. Verdenskrigs rædsler. Det er til dato den mest besøgte fotoudstilling i verden. Det var forunderligt at sidde der og opleve, hvordan folk levede i de fjerneste afkroge af verden. Jeg vendte ofte tilbage til dette katalog. Allerede dengang opfattede jeg fotografiet som kunst. Da jeg kom på universitetet, gik jeg på udkig efter, hvor jeg kunne studere fotografi. Men der var meget få, der forskede eller underviste i det dengang. Det blev en drivkraft, for det ville jeg da!”Det iscenesatte fotografi

Da fotografiet blev skrevet ind i kunsthistorien

Som forsker indtog Mette Sandbye ukendt land og blev en af pionererne i skandinavisk regi inden for fotografiforskningen, som hun samtidig gjorde til sin akademiske karrieretrappe. Det var hendes held, at mediet var i så stærk vækst i perioden, hvor det skrev sig ind i kunsthistorien og samtidig blev indlemmet i kunstens allerhelligste rum: Kunstmuseerne. Hendes speciale fra 1990 om det dengang hotte, iscenesatte fotografi udkom i bogform i 1992. Her analyserer hun værker af fem amerikanske fotografer: Duane Michals, Les Krims, Joel-Peter Witkin, Cindy Sherman og Eileen Cowin. Hun anser det selv for hendes store held, at hun dengang var i sync med tiden og erobrede dette nye, interessante forskningsområde, som hun aldrig har sluppet helt:

”Det iscenesatte fotografi kaldte på tolkninger og løsninger af de mange rebusser og gåder, som er en uløselig del af det. Der var med andre ord brug for mange begreber og referencer, og da jeg egentlig kommer ud af litteraturvidenskaben, var det et oplagt forskningsobjekt, der samtidig fordrede inddragelse af mange af de nye teoridannelser, der vandt frem omkring 1990,” forklarer hun.

Udstillingsbillede fra I virkeligheden – Fotografisk Center 25 år. Centralt ses værker af Peter Funch fra serien Babel Tales, 2010. Foto: Fotografisk Center.

Virkeligheden klæber til fotografiet

I 1999 forsvarede hun sin ph.d. Mindesmærker. Tid, erindring og historiefortælling i den fotobaserede samtidskunst, hvor det i høj grad handlede om fotografi i et udvidet felt. Den vedholdende fascination af fotografiet beror også på det forhold, at det egentlig er et meget bredt medie, der på én gang fremkalder fascination og er belastet af, at virkeligheden klæber til det. Det sidste har medvirket til at gøre det så vanskeligt med anerkendelsen. Det var en udbredt holdning, at når alle kan tage fotos, og fotografiet jo blot ligner virkeligheden, så er det ingen kunst. Fotografi favner også uhyre bredt fra røntgenbilleder over familiesnapshots og bryllupsfotografi til fotografiet som kunstart. Mette Sandbye fremhæver, at de samme fotografier ændrer betydning, når de vandrer mellem konteksterne, som det var tilfældet med den franske fotografi Jacques-Henri Lartigue (1894-1986), der fik sit første kamera som syvårig, og hvis familiesnapshots fra dengang langt senere opnåede kultstatus som kunstobjekter i museumsverdenen. Derimod er et Picassomaleri født som kunst.

Fotografisk center gennem 25 år

Vi sidder i et hjørne af Fotografisk Center og taler sammen. Under samtalen stimler bestyrelsen drypvis sammen. Det er første møde med den nyudnævnte direktør, Signe Kahr Sørensen, der bl.a. har en fortid i Charlottenborgfonden. Hun afløser Kristine Kern, der netop er tiltrådt stillingen som rektor for Det fynske Kunstakademi. Fotografisk Center blev oprindelig grundlagt på initiativ af Kulturby96 med fotografen og samleren Lars Schwander (f. 1957) ved roret og havde først til huse i samme bygning som Kunstforeningen Gl. Strand, inden det pga. Metrobyggerietblev flyttet til en midlertidig adresse i Amaliegade. I 2011 flyttede det ind i Carlsbergs forladte fabriksbygning Tap E i Carlsbergbyen og endelig i 2014 til dets nuværende adresse i et 500 kvm stort rum i Den Brune Kødby.

Peter Funch: Babel Tales, 2010.

30 års fotohistorie

Mette Sandbye står sammen med Kristine Kern bag den aktuelle udstilling I virkeligheden – Fotografisk Center 25 år med nedslag i de seneste 3 årtiers fotografiske nybrud i dansk fotografi.

”Kristine Kern og jeg tilhører samme generation, og vi har derfor begge fulgt med i fotografiets udvikling fra slut firserne til i dag. Vi besluttede hurtigt, at vi med udstillingen ville se tilbage i tiden, for vi var enige om, at man skal kende historien for at kunne se både samtiden og også fremtidens fotokunst”.

Dernæst måtte de tage hensyn til udstillingens omfang, og hvor mange kunstnere var der plads til i det 500 kvm store rum. De besluttede at vælge fem tematiske nedslag med to repræsentanter for hvert tema. I den forbindelse valgte de at udstrække de 25 år til tre tiår, hvor hver deltagende kunstner står for et nybrud i tidens fotografi.

“Det er naturligvis en konstruktion med disse temaer, for Nicolai Howalt kan jo eksempelvis optræde inden for samtlige fem temaer. Men vi står ved denne inddeling og også ved valget af kunstnere og deres værker. Herunder Trine Søndergaards mindre kendte gennembrudsserie med krasse skildringer af prostitutionsmiljøet på Vesterbro i slut 90’erne, Now That You Are Mine (1997-2000). Hun er i dag mest kendt for sine fotografier, der refererer til ældre malerkunst”.

Denne serie optræder inden for temaet Nyrealisme. Med hensyn til det iscenesatte fotografi, fandt de to kuratorer det oplagt at inddrage Agneta Werners maleri-inspirerede serie Identification I-VI (1988).

“Hun skabte nogle enorme cibachromer, som dengang var udstillet på Charlottenborg, og som gjorde dybt indtryk på mig. Men de har underligt nok ikke været vist i henved 30 år.
Ligesom Lisa Rosenmeiers projekt The Perfect Life (1992-93) var et vidtfavnende og ambitiøst projekt, der blev eksponeret på busser, på banegårde og i byrummet, og som mimer reklameindustriens iscenesættelser af et idealiseret, moderne liv i vareforbrugets tegn”.

Astrid Kruse Jensen: Hypernatural #37, 2003-2006.

Midt i 00’erne kom fotografiet langsomt ind på gallerierne med eksempelvis Astrid Kruse Jensens serier Imaginary Realities og Hypernatural m.fl., der på jubilæumsudstillingen indgår i temaet Nye land- og byskaber. Det gør også Peter Funch, der forener det dokumentariske fotografi med en digitalt manipuleret cinematografisk form, og som har været lidt mindre fremtrædende på den danske kunstscene, fordi han boede mange år i New York.

Aktionistisk kunst

“Under temaet Nyrealisme fandt vi det relevant at vise værker af den fransk fødte Thierry Geoffroy/Colonel, der tidligt skilte sig ud med sin særlige platform for aktionistisk kunst, der er båret af en humoristisk-grænseoverskridende og publikumsinddragende tilgang til både fotografi og videokunst. Hans film blev vist på DR2 i 1999”.

“Under temaet Konceptuel dokumentarisme optræder Tina Enghoff og svenskfødte Kent Klich, der i modsætning til de fleste andre fotografer blander genrerne og går ud i nogle af virkelighedens tragiske konfliktområder. Klich har opsøgt Gaza og viser i serien Killing Time (2011-13) nogle korte videoer fra Gaza, skabt i samarbejde med filminstruktøren Anders Refn. Det er optagelser på mobiltelefon, taget af nogle af ofrene for Israels bombeangreb. Tina Enghoff dokumenterer i serien Migrant Documents (2013) diskret og poetisk nogle illegale afrikanske flygtninges liv i København”.

Nicolai Howalt: Old Tjikko No. 4, 2019.
Joachim Koester: Cocaine #11.

Narkotika fotos

Hertil kommer en ny bølge inden for fotografi under temaet Materialitet og kameraeksperimenter, der har fokus på de mere materialeafsøgende sider af mediet. Her har kuratorduoen valgt Joachim Koesters researchbaserede serie Cocaine (2019) bestående af fotos af kokain, optaget med et såkaldt SEM-mikroskop, som benyttes inden for naturvidenskaben og af narkopolitiet. Med denne teknologi kan man forstørre objektet 1000 gange, så kokainen fremstår som forunderlige isbjerge eller klippelandskaber i s/h. Også Nicolai Howalts didaktiske projekt har fundet vej til dette tema. Han har benyttet den samme optagelse af verdens ældste træ, Old Tjikko (2019) og har fremkaldt det på 97 forskellige slags papir. Der indgår en montre med æsker og kasser fyldt med disse gamle, lysfølsomme papirer, som han har købt på ebay.com.

Fotografiet i sin store bredde

På udstillingen får publikum mulighed for at orientere sig yderligere i fem andre montrer med fotobøger af de udstillende kunstnere samt fotobøger udgivet af andre kunstnere for at udvide feltet – bl.a. af pionerer som Per Bak Jensen (f. 1949) og Krass Clement (f. 1946). I en montre med Nye strømninger er der desuden fotobøger af unge fotografer som Absalon Kirkeby, Fryd Frydendal og andre, der peger på nutidens fotografi.

”Vi har bestræbt os på at skabe en udstilling, der også har nogle pædagogiske aspekter, og som viser, hvad dansk fotografi kan i al sin bredde,” siger Mette Sandbye, der tilføjer, at udstillingen fik titlen I virkeligheden, eftersom alle de udstillende kunstnere med store variationer befinder sig i feltet mellem dokumentarisme og kunst: ”Alle siger på hver sin måde noget om virkeligheden”, slutter hun.

Mette Sandbye (f. 1964) er cand.mag. og ph.d. i litteraturvidenskab og moderne kultur, professor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet og kunstanmelder ved Weekendavisen. Har bla. skrevet Det iscenesatte fotografi, Mindesmærker. Tid, erindring og historie i fotografiet, Manual til Dansk Samtidskunst (sammen med Lisbeth Bonde) og Kedelige Billeder, fotografiets snapshotæstetik samt redigeret Dansk Fotografihistorie og Digital Snaps - The New Face of Photography.

Udstillingen I virkeligheden – Fotografisk Center 25 år kan ses frem til d. 24 okt. Den er opdelt i fem temaer: Det iscenesatte fotografi, Nyrealisme, Nye land- og byskaber, Konceptuel dokumentarisme samt Materialitet og kameraeksperimenter.

De udstillede kunstnere er den svensk fødte Agneta Werner (f. 1952), Lisa Rosenmeier (f. 1959), Nicolai Howalt (f. 1970), Trine Søndergaard (f. 1972), Thierry Geoffroy (f. 1956), Astrid Kruse Jensen (f. 1975), Kent Klich (f. 1952), Peter Funch (f. 1974), Tina Enghoff (f. 1957) og Joachim Koester (f. 1962).

Del artiklen

'Fotografiet er ikke længere samtidskunstens hittebarn'

Facebook