Forsigtig genåbning af gallerierne

Forsigtig genåbning af gallerierne

Fernisering Frances Goodman på SPECTA. Foto: SPECTA.

Sidste uges melding fra regeringen om en genåbning af butikker på op til 5000 m2 er også godt nyt for kunstbranchen. De privatejede, kommercielle gallerier får dermed mulighed for at åbne dørene på klem for publikum for første gang siden jul.

Kunstbranchen som helhed har været lukket ned, siden regeringen d. 25. december sidste år indførte den aktuelle lockdown. Museer, kunsthaller, projektrum og gallerier har måttet lukke dørene for publikum, og de forløbne måneder har derfor budt på et væld af kreative løsninger, for at holde gang i hjulene. Onlineferniseringer, 3D-omvisninger, udendørsudstillinger og guidede ture med vindueskig er blot nogle få bud på erstatninger for de kunstoplevelser, vi alle har higet efter.

Men med åbningen 1. marts ser det altså ud til, at de kommercielle gallerier formelt set får mulighed for at slå dørene op for publikum. Det er gode nyheder, der vækker glæde i branchen.

”Vi glæder os usigeligt til at genåbne galleriet. Vi har et fysisk rum, hvor det er mødet – det fysiske møde – med kunsten, der er hele essensen. Vi har installeret en ny udstilling, og når vi genåbner på tirsdag, glæder vi os til at den endelig kan opleves, mærkes og tales om, sådan som det bør være med alle udstillinger. Og så håber vi virkelig, at museer og kunsthaller også vil genåbne snarest – det har vi alle sammen brug for!”, udtaler Gitte Johannesen fra galleriet SPECTA i København.

Det er ikke alle gallerier, der åbner fra 1. marts. Nogle steder kan man opleve allerede opsatte udstillinger, der nu endelig er tilgængelige for publikum. Andre steder har været lukket helt ned i perioden, og åbner derfor først, når de nye udstillinger er sat op. På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk opdaterer vi nu vores online Art Guide, der ligeledes har været sat på pause, så du snart igen kan holde dig orienteret om, hvad der rører sig i Kunstdanmark.

Museer og kunsthaller må vente

Museer og kunsthaller må desværre væbne sig med tålmodighed en tid endnu. Og selvom museernes brancheorganisation Danske Museer beklagende accepterer situationen, har der da også lydt noget skarpere kritik fra blandt andet Charlottenborgs Michael Touber, der i et interview til Berlingske stiller sig noget mere kritisk overfor den manglende opprioritering af kulturen. Det samme gælder Dina Vester Feilberg, direktør for Den Frie Udstillingsbygning og formand for Foreningen af Danske Kunsthaller, som netop påpeger, at de større kunstinstitutioner er særligt godt rustede til at håndtere smitterisikoen og sikre forsvarlige forhold med adgangsbegrænsning og afstandskrav.

Lignende udmeldinger har lydt fra Louisianas Poul Erik Tøjner og Aros’ direktør Erlend Høyersten, der til DR udtaler, at de føler, at regeringen svigter kulturlivet ved igen at forbigå museerne.

Del artiklen

'Forsigtig genåbning af gallerierne'

Facebook