Diagnosen er frygt. Kuren er kærlighed

Diagnosen er frygt. Kuren er kærlighed

I værket Large Array har Arthur Jafa samlet sine personligheder og referencer, der former hans praksis. Arthur Jafa: MAGNUMB. Installationsview. Foto: Anders Sune Berg.

Billedserie

TEMA: Art Week 2021

Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt.
Art Week er en kunstfestival i København med over 50 deltagende aktører, events, udstillinger og art tours. Art Week er søskendeorganisation til kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk.

Arthur Jafa – nok én af de mest betydningsfulde kunstnere i verden lige nu – viser sin største udstilling til dato, MAGNUMB, på Louisiana. Det bliver ikke meget større. Og så er udstillingen oven i købet virkelig fremragende, særligt fordi den ihærdigt og frygtløst formidler dilemmaerne og den kompleksitet, der præger vores identitet og kulturelle normer. Det er erkendelsen af den komplekse tilstand, der driver Jafas værker og deres fortælling om den sorte amerikanske kulturs pinsler, modstand og ikke mindst kulturelle kraft.

Entydigheden er en sovepude, et forsøg på at forenkle en verden, der er lige så kompleks som den er inspirerende. Men den sort-hvide dualisme, eksempelvis i den amerikanske kultur, handler også om privilegier og ikke mindst frygt.

Frygtløs billed-DJ

Udstillingen på Louisiana tæller fire omfattende videoværker, en række fotoværker, store kollager og en serie – ofte væghængte – skulpturer.
Videoværkerne og kollagerne rummer enorme mængder af fundne klip og fotografier, der tilsammen danner et kæmpe korpus, som dels skildrer det amerikanske samfunds grufulde behandling af dets sorte befolkning, og dels skildrer den særlige æstetik, mystik og kritik som former den afro-amerikanske kultur.

Arthur Jafa: MAGNUMB. Installationsview. Foto: Anders Sune Berg.

Vi møder en skønhed, der er næret af ondskab. Et fællesskab, der er kulturelt udsat. Men det er langtfra et glansbillede, vi får serveret. Vi får hele tiden serveret en mikstur af det bedste med det værste. Godt og ondt lever side om side i Jafas værk og i vores kultur, i vores indre, og det er her autenticiteten og værkernes tyngde udfolder sig.

Jafa er en uvurderlig billedfortæller, en DJ med filosofiske og politiske styrker, der hele sit liv har samlet billeder, der fascinerede ham, og sat dem sammen til nye konstellationer og fortællinger om menneskets sammenhæng og plads i verden.

Sådanne ‘picture books’ og utrolige mængder materiale fra google og youtube udgør afsættet for Arthur Jafas praksis. I udstillingen er disse billeder og materialer omsat til særligt videoværker og store kollager, men i udstillingens afrunding møder vi også materialet igen i form af sådanne billed-bøger, man kan bladre rundt i. Vi er som en vigtig del af udstillingen på besøg i Jafas praksis og metoder, og det er prisværdigt.

Arthur Jafa: Pledge of Allegiance, 2017/2020. Courtesy kunstneren og Gladstone Gallery, New York og Bruxelles.

Komplekse billeder i en kompleks verden

Meget eksemplarisk – nærmest som en blikkets lakmustest – indledes MAGNUMB med to fotografier. Det ene rammer os lige i fjæset, når vi er på vej ind i udstillingen: Et fundet fotografi fra 1899, der viser en stor gruppe sorte skolebørn fra Virginia, der hilser det amerikanske flag. Titlen er Pledge of Allegiance og understreger en række paradokser ved billedet og den situation, der udspiller sig:

Et flag og en erklæring, der hævder at alle er lige (“one nation, indivisibe, with liberty and justice for all”); børn der sværger troskab til et flag, der helt grundlæggende ikke anerkender dem selv og oven i købet med en hilsen (Bellamy-hilsenen), der skaber kraftige associationer til nazismen. Så er vi i gang!

Arthur Jafa: MJ, 2018. Courtesy the artist and Gladstone Gallery, New York and Brussels Copyright Arthur Jafa.

Næste fotografi står kunstneren selv bag, og det ville formodentlig ikke have været en del af en amerikansk version af udstillingen.

Værket bærer initialerne MJ og viser en lyshudet person med sorte kønsorganer, et konstrueret portræt af både popkulturens største stjerne og mest degraderede menneske.

Hvis vi eksempelvis virkelig skal forstå pop-ikonet Michael Jackson og hans fortælling, bidrag til den amerikanske kultur, men også hans forfængelige og mørke sider, må vi forstå de strukturelle og kulturelle normer, som også skabte ham – og at vi har et medejerskab til den fortælling.

‘Monsteret’ er en sådan forsimpling, og derfor også et vigtigt afsæt for Jafas insisteren på at afmontere vores kulturelle sandheder. Men hvad er det, der står i vejen for den afmontering og potentielle erkendelse og empati i mødet med en anden end vore ‘egne’?

Frygt. Det er et udtryk for frygt, når vi i mødet med verden forfalder til forsimplede konklusioner og cancel culture, for at bringe en aktuel tendens på banen.

Arthur Jafa: Ex-Slave Gordon 1863, 2017. Courtesy the artist and Gladstone Gallery, New York and Brussels Copyright Arthur Jafa.

Den sorte industri – og krop

Næste skridt i udstillingen introducerer os til Jafas skulpturer, der som en portal til udstillingen indledes med reliefet Ex-Slave Gordon – en skulpturel behandling af et historisk fotografi fra 1863 af en tidligere slavegjort, der med stor værdighed viser sin maltrakterede ryg frem for kameraet.

Hos Jafa flyder figuren ud, imens pinslernes spor bliver forstærket og træder sanseligt frem som bølger og konturer i den mørke masse, som man har lyst til at lægge sin hånd beroligende på. Dette værk indleder et spor i udstillingen, hvor en række skulpturer væver den sorte krop sammen med industrielle materialer, holdt sammen af kæder. Det er kroppen, vi møder her, og et udtryk for, hvordan den sorte krop har indtaget en maskinel (også medmenneskeligt) funktion i den amerikanske industri.

Det er dog ikke i det skulpturelle eller fotografiske Arthur Jafa for alvor excellerer som kunstner. Det er i hans videoværker, vi bliver blæst midt over og endelig forstår billedernes anvendelse i en større kritisk og eksistentiel fortælling.

Dette gælder dog ikke det nyeste værk, Aghdra, der har premiere med udstillingen på Louisiana. Et 40 minutter langt meditativt værk, som man må betragte som en hybrid mellem Jafas kritiske skulpturer og hans video-kulturfortælling.

Arthur Jafa: Aghdra, 2020. Installationsview. Foto: Anders Sune Berg.

Aghdra er et helt igennem digitalt værk, der viser et mørkt, bølgende hav i modlyset fra en gryende eller nedgående sol. Havet som den skæbnesvangre tærskel mellem frihed og en tilværelse som slave har gjort havet til et genkommende sted for modstands-mytologier (for eksempel Bubble Metropolis – et undervands-samfund af druknede børn fra slavegjorte), og lidt uklart, hvad dette værk faktisk vil, så er denne forbindelse til den sorte kulturs smertefulde mytologier vigtig.

Overlevelsens og håbets koreografi

Det er særligt de to værker, The White Album (2018) og Love Is The Message. The Message Is Death (2016), der udfolder hovedfortællingen i MAGNUMB. Der er en grund til, at disse værker har turneret verden rundt og vundet priser.

De er helt magiske og understreger også Jafas forhold til filmen som medie. Det er her, han hører hjemme professionelt, og det er tydeligt. Det er kæmpe og komplekse fortællinger om kulturens mørke og strålende øjeblikke, modgang og modstand, kærlighed og frygt, der leveres på kort tid og med enorm intensitet.

Love Is The Message. The Message Is Death er en audiovisuel antologi af den afro-amerikanske kultur, men på mange måder også den musikvideo, som Kanye West kunne have lavet til sin sang Ultralight Beam.

Arthur Jafa: Love Is The Message, The Message Is Death, 2016. Videostill.
Arthur Jafa: Love Is The Message, The Message Is Death, 2016. Videostill.
Arthur Jafa: Love Is The Message, The Message Is Death, 2016. Videostill.
Arthur Jafa: Love Is The Message, The Message Is Death, 2016. Videostill.

Værket mikser forfærdelige og glorværdige øjeblikke fra amerikansk kultur (fra især Google og Youtube) og ender lidt groft skåret med at skildre den sorte kultur som en overlevelses-kultur, der lig sangtitlen må have overnaturlige kræfter for at kunne have modstået så megen uretfærdighed og smerte.

Kærligheden er svaret, når alt man møder er modstand, uretfærdighed og død. Dette er dualismen, der driver store dele af Jafas arbejde.

Værket Akingdomcomethas (2018) dykker videre ned i denne fortælling om et kollektiv og et fællesskab, der som modstandskraft dyrker kærligheden, her som skildring fra sorte amerikanske kirker, prædikener og musik. Denne mere dokumentariske antologi handler grundlæggende om håb, og opretholdelsen af håbet i en kultur, der utrætteligt må kæmpe for sin eksistens og værdighed.

Arthur Jafa: Akingdomcomethas , 2018. Installationsview. Foto: Anders Sune Berg.
Arthur Jafa: akingdoncomethas, 2018. Videostill. Courtesy the artist and Gavin Brown’s enterprise, New York/Rome.

Modsætningen møder vi i en intervention, der bryder nærmest destruktivt og magtfuldkomment ind i samtlige videoskærme på én gang i hele udstillingen: Hvid skærm og klaver-improvisationer, der mimer en selvtilstrækkelig hvid kulturs 12-tone-eksklusivitet, fremmedgørelse og såkaldte avantgarde.

Et greb, der understreger Jafas mellemværende med kulturens postulerede ophøjethed, genidyrkelse og eksklusive udtryk.

Hvidhed og frygt

The White Album er trods Beatles-referencen i titlen ikke et ligeså musikbåret værk, men for mig at se selve omdrejningspunktet for en udstilling, hvor det følelsesladede og frygtløse er modgiften til tavsheden, smerten og volden – MAGNUMB kan passende ses som en sammentrækning af ‘magnum’ (stor) og ‘numb’ (følelsesløs).

Arthur Jafa: The White Album, 2018. Foto: Anders Sune Berg.

I The White Album møder vi det modsatte af kærlighed. Frygten og en hvidheds-tænkning, der er roden til en splittelse, der graver dybe spor i den amerikanske kultur og hverdag. Det er privilegiernes fortælling og frygten for at miste disse.

Men meget typisk for Jafa så kommer sandheden fra den mest uventede kant i dette værk. En hvid, frustreret og angerfuld amerikansk mand prædiker knivskarpt fra forsædet i sin bil til omverdenen:

“What is it that keeps us wrapped up in this comfortable position of untruth? Well, I think one part of it is fear, another part of it is greed. Greed, in that sense, that we don’t want to loose dominance. We don’t want to loose power. We don’t want to loose priviliges and the system of benefits that the white supremacy have created for white people here in America. We are scared. Scared of black retribution. We are scared of black vengance.”

Arthur Jafa: I Don’t Care About Your Past, I just Wan’t Our Love To Last, 2017/2020. Courtesy the artist and Gladstone Gallery, New York and Brussels Copyright Arthur Jafa

Budskabet er kærlighed

Budskabet i The White Album er meget individ-orienteret og stiller det helt simple men prekære spørgsmål, om man er drevet af frygt – hvilket majoriteten i kulturen er og gerningsmænd som for eksempel Dylann Roof er – eller evner at møde verden uden et ‘dem og os’?

De tavse og smukke skildringer af mennesker i The White Album synes netop som en stille portrættering af individer, der ikke hævder sin hvidhed, men formår at overskride frygten. En evne som Jafa også igen og igen hylder en kunstner som Jacob Holdt og hans Amerikanske Billeder for.

Det er med andre ord mennesket, der ser og accepterer verdens komplekse sammensætning på godt og ondt og omfavner denne tilstand, der står som en kardinalfigur hos Jafa og som modstandskraften i MAGNUMB.

Arthur Jafa: MAGNUMB. Installationsview. Foto: Anders Sune Berg.

Eller som Jacob Holdt svarer i interviewet med Jafa i kataloget til udstillingen: “Vi er nødt til at lære at leve sammen med andre mennesker. Og den adfærd, den vrede, den smerte, vi har skabt i vore udstødte, absorberes i mainstream-samfundet, hvis vi ikke lærer at løbe den risiko, det er at overvinde vores skyldfølelse og frygt for vreden, vi selv skabte omkring os.”

Det er selvskrevet en anelse banalt, at håbet er knyttet til kærlighedens overskridende handling, som Iggy Pop (som nær-død avatar) dirrende synger i The White Album, men det er langtfra følelsen, når man står midt i Arthur Jafas udstilling.

Her forstår man tværtimod hvor kompleks, krævende og kritisk næstekærligheden i virkeligheden er, og det er immervæk en stor præstation.

Billedserie

TEMA: Art Week 2021

Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt.
Art Week er en kunstfestival i København med over 50 deltagende aktører, events, udstillinger og art tours. Art Week er søskendeorganisation til kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk.

Del artiklen

'Diagnosen er frygt. Kuren er kærlighed'

Facebook