Mange er hjemme igen efter somerferien, og der lukkes nu op for godteposen med kunstudstillinger. Her er anbefalinger til udstillinger, der åbner lige om lidt.
KØS Museum for kunst i det offentlige rum
14 aug – 26 sep: Hummings: En udstilling i Køges byrum og landskaber
Pilotudgave af en tilbagevendende international udstilling for kunst i det offentlige rum. 25 kunstprojekter og events af kunstnere, forfattere og tænkere. Finder sted blandt ved Søndre Havn og Strand, Køge Marina og Tangmoseskoven.
Nikolaj Kunsthal
12 aug – 22 aug: Lotte Nielsen: Letters from St. Petersburg
I et poetisk og farvemættet billedsprog udfolder billedkunstner Lotte Nielsen et sanseligt portræt af en gruppe unge russere fra LGBTQ+-miljøerne omkring organisationen Coming Out i Skt. Petersborg. Rusland indførte i 2013 en lov, der gør det strafbart at bedrive homoseksuel ’propaganda’.
Overgaden. Institut for Samtidskunst
13 aug – 10 okt: Psychopathia Sexualis
Gruppeudstillingen med blandt andre Zoltan Ará, Nicholas Maxim Endlicher og Elmgreen & Dragset undersøger patologiseringen af køn, sex og seksualiteter ved at stille spørgsmålet: Hvor er den del af kunsthistorien, som omhandler HIV og AIDS?

Randers Kunstmuseum
14 aug – 14 sep: Sven Dalsgaard: Efterskrift
Fokus på Dalsgaards senere værker frem til hans død i 1999. I kraft af værker og dagbøger får vi et hudløst indblik i Dalsgaards kortlægning af den menneskelige forgængelighed – tidens gang, liv og død – der på en gang er subjektiv og dybt almenmenneskelig.
Kunstetagerne Hobro
14 aug – 13 nov: Erland Knudssøn Madsen: Fra Hansted Reservatet til Etna
Kunstneren præsenterer nye raderinger med inspiration fra henholdsvis Hansted Reservatet i Nationalpark Thy, som han har boet nabo til i 54 år, og vulkanen Etna på Sicilien, som han besøgte i 2019.
Galleri Lene Bilgrav
13 aug – 18 sep: Fie Norsker, Anna Samsøe og Lucie Payoux: Double, double, toil and trouble, Fire burn and cauldron bubble
Gruppeudstilling hvor Fie Norsker viser tegninger, Lucie Payoux maleri og Anna Samsøe skulpturer i porcelæn.