Debat: om selvkritik, magtkritik og voksende solidaritet blandt kunstnere

Debat: om selvkritik, magtkritik og voksende solidaritet blandt kunstnere

Sonja Lillebæk Christensen: Skylden, 2021. 4 skærms LED-videomonument, 12 min.. Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

Billedserie

Dette er et debatindlæg og alene udtryk for skribentens holdning.

På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk kan læseren sætte en dagsorden i debatindlæg, klummer og læserbreve mm.. Send til Info@kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk. Redaktionen udvælger suverænt hvilke indlæg, der publiceres.

Før vi kan kigge fremad, må vi kigge indad og se med kritiske øjne på, hvordan vi selv forvalter magten i de sammenhænge vi indgår i. Det mener billedkunstnerne og forfatterne Tanja Nellemann Kruse og Trine Rytter Andersen, som med dette debatindlæg afslutter en serie på fire tekster om magtforholdene i det danske kunstmiljø.

Læs også:
Debat: Hvorfor er der fortsat store kønsforskelle i de billedkunstneriske økonomi
Debat: Når magtforholdet fornægtes og gøres usynligt
Debat: Hvordan udvider vi kunstens mulighedsrum

I sidste uges debatindlæg diskuterede vi, hvordan vi kan udvide det kunstneriske mulighedsrum med henblik på at skabe bedre basis for kunstnerøkonomien og for kunstens udbredelse i samfundet.
Vi understregede i den sammenhæng behovet for et mere nuanceret sprog om kunst i offentligheden generelt og på politisk niveau i særdeleshed.

I denne artikel ser vi på behovet for at styrke solidaritet, tillid og transparens i samarbejder mellem kunstnere, fordi vi mener, at det står i direkte forbindelse med de ting, vi tidligere har skrevet om. Hvis feltet skal styrkes på de parametre, som vi har interesseret os for – ligestilling, ordentlig løn, gode arbejdsvilkår og udvidede rammer – kræver det også, at vi tager ejerskab og udviser ansvar i forhold til vores egen magtposition og magtbegær.

I en tid med pandemi opstår en knaphedstilstand, og det kan ikke undgås, at skeletterne rasler ud af skabene, og der vises tænder rundt omkring. Når situationen tilspidses afsløres det også, hvad de politiske partier vægter højt under de gentagne nedlukninger og genåbninger.
Meget tyder på, at kommende kollaps og katastrofer vil presse den offentlige sektor endnu mere, og da vil det for alvor blive svært at udvide og opretholde de offentlige støtteordninger, som dansk samtidskunst i stor udstrækning baserer sig på.

Derfor er det nu, vi skal stå sammen i kunstmiljøet og tale med hinanden om, hvordan vi bedst kan arbejde sammen om at placere hele KUNSTbranchen mere på midtbanen i et dansk, bæredygtigt demokratisk samfund.
Vi er rundet af en tid, hvor kunstnere i kunst og kulturmiljøet generelt støtter og rådgiver hinanden uden økonomisk udbytte. De bedste steder i kunstmiljøet er dem, hvor der foregår generøse udvekslinger kunstner til kunstner. Kunstnere er vant til at vejlede, rådgive og være sparringspartnere for hinanden, det er smukt og godt. I den sammenhæng opbygges genuine og stærke tillidsbånd kunstnere imellem.

Alligevel er det vigtigt for hver af os at kigge på os selv og se indad, når vi taler om magtforhold i de mellemmenneskelige udvekslinger og de økonomiske transaktioner, vi deltager i. Hvordan forvalter vi vores magt, når vi underviser kunststuderende, sidder i selvinitierede kunstnerdrevne udstillingssteder, skriver anmeldelser, sidder i bestyrelser og legats- og fondsstøttepositioner.

Vi bliver nødt til at vende blikket indad og se på, hvordan vi selv kan ændre samtalen. Vi må være vågne og modige, når uforholdsmæssige skæve ting sker der, hvor vi befinder os – i egne rækker og i os selv. Hvordan fungerer det kollegiale samarbejde? Erkendes magtforholdet i det at have indflydelse alle de steder, hvor vi har det?

Når billedkunstnere organiserer sig i grupper, der står bagved i forskellige udstillingssteder, platforme og hubs, er det jo i første omgang netop for at få magt til at udpege og udvikle selve scenen, hvorpå billedkunsten udfolder sig.
Det er naturligvis fuldt ud legitimt og godt, så længe alle parter er sig deres magt bevidste, og så længe alle er villige til at forhandle magten igen og igen. Vi må kunne udvise åbenhed og lydhørhed overfor de mennesker og forhold, vores egen magt har indflydelse på.

En kunstners indflydelse på et lokalsamfund kan være, at hendes arbejde er med til at lokalisere og kvalificere fællesskabsskabende aktører, der kan styrke lokale tilhørsforhold og skabe sammenhold og udvikling.
Denne evne til at styrke fællesskaber skal vi også udnytte i forhold til hinanden. Vi skal tale hinanden op i stedet for at tale hinanden ned. Det er sundt for Danmarks forholdsvis lille kunstscene, at der både eksisterer yderst forskellige positioner, og at der i et landskab med mangfoldige praksisser og kunstsyn trods alt samtidig hersker enighed om, at det er helt okay – endda vigtigt – at denne mangfoldighed af positioner findes.
Det er det generelle billede, vi ser brede sig stille og roligt ud over landet.

Jes Brinch; Hate, 2013. Fotograf: Trine Rytter Andersen.

Men desværre findes der også sager – der for eksempel kan udspille sig på facebook – hvor veluddannede og dygtige kunstnere hænger hinanden til tørre. På subtile faconer og under dække af andre agendaer ser vi af og til, hvordan mistillid plantes hos en kunstnerkollega, som dermed miskrediteres på sin kunstneriske praksis og dømmekraft. Det virker intrigant og småligt, når en kunstner langer ud efter en kollega og skjuler sin udskamning ved at pakke den ind i en “undren”, som udnyttes polemisk, og som giver anledning til grundløse spørgsmål og retslige efterspil. Det gavner ikke den kollegiale tillid eller den solidaritet, som vi har så meget brug for.

Som kunstnerstand bør vi i stedet for at undergrave hinanden rette vores opmærksomhed imod at formidle kunstens væsen overalt og med den største faglighed, indlevelse og kærlighed til selve metieren.

Vi, Aktionsgruppen Nellemann & Rytter, der står for denne debatserie, kæmper for bedre rettigheder og muligheder for billedkunstnere og billedkunstfeltets økonomi, samtidig med at vi kæmper for en opgradering af kunsten på samfundsniveau og for en mere levedygtig KUNST- og KULTURsektor.

Vi vil gerne solidarisere os med hele sektoren, der har trange kår. Vi ser heldigvis en stigende tendens i andre af kunstens miljøer til at udvikle og højne sproget om og forståelsen for kunstens væsen og vigtighed. Senest på Den Sorte Diamant, hvor bl.a. Michael Thouber og Pernille Rosendahl bidrog med indsigtsfulde og væsentlige oplæg som led i et kærkomment forsøg på at få kunst og kultur ind i FNs Verdensmål. Denne spirende lyst til at bringe kunstens essens ind i alles bevidsthed og hjerter er så velkommen og absolut nødvendig.

Vi arbejder sideløbende på at formulere et borgerforslag, der skal sikre, at sektoren bliver grundigt undersøgt og opgraderet, og at dens betydning og position i samfundet bliver tydeliggjort. Ikke som en top-down, “staten bestemmer det hele”-manøvre. Snarere som afledt effekt af den indbyggede selvfølgelighed, at kunst og kultur giver en rigere verden i mere end en forstand.

Vi ønsker med borgerforslaget at bidrage til udbredelsen af den tanke, at kunsten kan og skal indgå mere ligeværdigt i forhold til de andre politiske sektorer uanset hvilke fremtidige regeringer, der kommer til roret.

I skrivende stund er vi også i gang med at undersøge mulighederne for at iværksætte en pensionskasse for (billed)kunstnere. Vi er i opstartsfasen og igang med research og samtaler, og på sigt håber vi, at en sådan pensionskasse vil kunne baserer sig på art alternativ kunstsamling/investeringsfond, hvis værdi hviler på medlemmernes kunst, og hvis afkast skal sikre, at kunstnerne kan forsikre sig som andre borgere i vores samfund og spare op til deres pension.

Således er det vores håb, at professionelle kunstnere ikke tvinges til at arbejde til de dør, hvis øjne, fingre, hoved eller krop bliver nedslidte.
Kunstnere har typisk ikke nogen pensionsordning, medmindre de har bibeskæftigelser.

Med en pensionskasse ønsker vi at udfolde en tænkning om kunstnerens arbejde, svarende til alt muligt andet arbejde.

Vi står side om side med de ufaglærte og/eller små enkeltmandsvirksomheder, der ikke har pensionsordning, fordi de ikke har råd til at lægge penge til side.
For kunstneren er feriepenge, det at sikre sig imod langtidssygdom eller barsel ikke selvfølgeligheder som for de fleste andre i samfundet.

Vi efterlyser en grundig undersøgelse af branchens forhold. Vi ser gerne, at vi ligesom andre erhverv kan fanges i et økonomisk sikkerhedsnet, hvis vi er ved at gå til bunds. Så hvis du har overskuddet og sidder og tænker, at du gerne vil bidrage, eller hvis du ligger inde med en slat penge fra en fond eller andet væsentligt, så skriv meget gerne til os.

Marianne T Petersen: Luxus vipper, 2015. Foto: Marianne T Petersen.

Vi er bestemt ikke de første, der italesætter branchens ulighed i forhold til køn, økonomi, dårlige vilkår og ønsket om solidaritet. Det er der mange kunstnere, der over de forløbne årtier har gjort via deres praksis, i artikler og i politiske opråb. Ligesom BKF, UKK, Dansk Kunstnerråd, Akademirådet, KKART og andre kæmper en brav kamp for sektorens rettigheder og synlighed. STOR tak til jer!

På trods af alle gode kræfter går tingene utroligt langsomt. Der hersker en træghed overalt i de politiske processer. Vi er utålmodige og trætte af det. Vi håber derfor, at andre vil være med til at bakke op om vores initiativer.

At I kan få øje på behovet for en stor empirisk undersøgelse af feltets forskellige potentialer, og at I, hvor I kan det, fortsat vil kæmpe for bedre vilkår for hele branchen. At I vil udøve den nødvendige magtkritik, hvor den er berettiget.

Det er bedre at tage bladet for munden og være en Killjoy og fortælle om de præmisser, kunstnerstanden er underlagt. At kæmpe for forbedringer er bedre end intern mudderkastning og at fortsætte klagesangen usynligt, i tavshed og alene.

Et lyspunkt er, at der i finanslovsaftalen fra 2020 blev indgået aftale med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, hvor alle de planlagte besparelser fra 2020 på kunst- og kulturområdet blev annulleret. Besparelserne på kulturområdet ville i perioden 2020-2023 have udgjort i alt 764 mio. kr. Det sker efter fire år med faste, årlige sparekrav på 2 procent hos kulturinstitutionerne.

Vi vil ikke bare nøjes med dette stop på de planlagte besparelser på området, men ser gerne den fireårige besparelse rullet tilbage.
Vi mener, at kunst- og kultursektoren er en super vigtig del af det danske samfund, fordi den nærer og beriger os som mennesker, og fordi den griber ind i langt flere sektorer end sin egen. Netop fordi kunsten og kulturen binder sektorerne sammen. Vi håber, at kulturministeren, politikerne, medierne og branchen selv vil se på og italesætte, hvad branchen faktisk kan og gør.

Et andet højdepunkt er Metoo-bevægelsen, som bidrager til at kaste lys på en række uhensigtsmæssige mekanismer og traditioner internt i kulturbranchen. Vi fornemmer, at den selvransagelse, vi alle hermed tvinges ud i, også er produktiv på den lange bane i forhold til de ændringer, vi ønsker os for fremtidens kunstnererhverv.

Vi vil gerne se kunstnerstanden organisere sig bedre på tværs af genrer. Vi ønsker, at vi mødes i et langt stærkere og tydeligere fagligt fællesskab og kæmper sammen for forbedring af vores rettigheder, fagligt og økonomisk. På den baggrund kan vi kæmpe for et bæredygtigt kunstnerliv, der anerkendes som en vigtig medskaber, en konstruktiv forstyrrer i dynamiske fællesskaber.

Her har vi brug for at påpege, at vi skelner mellem kunstens essens og kunstens traditioner. Traditioner har det med at stivne og bliver bevarende på bekostning af essensen. Holder vi os kunstens essens for øje, vil kunsten forblive nærværende, levende og foranderlig.

Kunstnerisk skabelse er elementært vigtigt i ethvert samfund, som aktivt bestræber sig på at fastholde humanistiske og holistiske værdier. Kunsten er et livgivende åndehul, der hvor vi kan høre vandet klukke og se vinden skabe bevægelser og mønstre på overfladen.

Vi skal røre rundt i vores vandhuller, når kulden truer med at binde alting i stivfrossen ubevægelighed – vi må aldrig lade kunstens vandhuller fryse til.

Dette er et debatindlæg og alene udtryk for skribentens holdning.

På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk kan læseren sætte en dagsorden i debatindlæg, klummer og læserbreve mm.. Send til Info@kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk. Redaktionen udvælger suverænt hvilke indlæg, der publiceres.

Billedserie

Dette er et debatindlæg og alene udtryk for skribentens holdning.

På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk kan læseren sætte en dagsorden i debatindlæg, klummer og læserbreve mm.. Send til Info@kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk. Redaktionen udvælger suverænt hvilke indlæg, der publiceres.

Del artiklen

'Debat: om selvkritik, magtkritik og voksende solidaritet blandt kunstnere'

Facebook