Debat: Hvordan udvider vi kunstens mulighedsrum?

Debat: Hvordan udvider vi kunstens mulighedsrum?

Birgitte Ejdrup Kristensen: Samfund. 2020. Skulpturen er udført i genbrugsmursten fra Ikast-Brande Kommunes gamle rådhus samt mursten doneret af borgerne i Ikast. Skulpturen rummer mursten, som stammer fra i alt 55 forskellige bygninger der er nedrevet i lokalområdet gennem 400 år. Foto: Kurt Nielsen.

Dette er et debatindlæg og alene udtryk for skribentens holdning.

På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk kan læseren sætte en dagsorden i debatindlæg, klummer og læserbreve mm.. Send til Info@kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk. Redaktionen udvælger suverænt hvilke indlæg, der publiceres.

Hvordan kan vi skabe en mere retfærdig og afbalanceret fordeling af midlerne i kunst- og kulturverdenen? Hvordan udvider vi kunstens mulighedsrum? Vi efterlyser mere viden og et mere nuanceret sprog om kunst og kunstnerisk praksis i samfundet generelt. Debatindlæg af billedkunstnerne og forfatterne Tanja Nellemann Kruse og Trine Rytter Andersen.

Læs også:
Debat: Når magtforholdet fornægtes og gøres usynligt
Debat: Hvorfor er der fortsat store kønsforskelle i de billedkunstneriske økonomi

Alle, som er uddannede på de statsanerkendte kunstakademier, ved, at økonomi er et ømtåleligt emne. Mange af os er fra dag et på disse uddannelser blevet tudet ørene fulde med den fortælling, at det danske kunstmarked er så lille, at kun meget få kan leve af det. Det er et faktum, som ikke står til diskussion – moralen synes at være: at jo flere nyuddannede kunstneraspiranter, der giver op, des bedre!

Derfor kan den danske kunstnerstand sammenlignes med fiskebestanden i en lille sø. De såkaldte ’tusindbrødre’, der ikke i stand til at vokse sig store og stærke. De små fisk slås om krummerne og bliver ædt af få dominerende og glubske rovfisk, som til gengæld vokser sig store og stærke på de andres bekostning.

Som akademistuderende i 1990’erne var vi selv med til at skærpe efterspørgslen af kvalificeret økonomisk vejledning på kunstakademierne og interessen for, hvordan vi tackler vores prekariat, der er steget lige siden. Der er nu indført kurser, der forsøger at klæde akademieleverne bedre på til den hverdag, som venter. Det er bestemt en god og nødvendig forbedring, som vi bifalder.

Men ser vi på trenden inden for kunstnerhjemmesider, så afspejler det der herskende minimalistiske renhedsideal fortsat det økonomiske tabu. Ingen kunstner “med respekt for sig selv”, vil give eksplicit udtryk for sit behov for at sælge sine værker og sine services – endsige indrømme sit behov for at skabe trygge rammer for sin professionelle økonomi – sit levebrød.

Dette forstærkes yderligere når du ser på hjemmesider hos de kunstnere, som er så heldige at være i stald hos gallerister: de kan fuldstændig undgå alt det, som kunne pege på deres økonomiske behov og status. Budskabet synes at være, at en kunstner må være hævet over økonomi og andre profaniteter. Noget som åbenbart skaber præcedens over hele feltet.

Kunstnere flest hører til den helt særlige gruppe på arbejdsmarkedet, som må tage lønarbejde ”for at få råd til at lave kunst”. Det er en af de sande myter, som lever i bedste velgående, og som fastholder kunstnere i lavindkomstområdet som soloselvstændig eller i kombinations-ansættelsesforhold, som de ikke skilter med, og som frarøver mange af dem deres bedste arbejdstimer. Mange stresser og udtrættes i deres kunstneriske såvel som deres private liv.

Selv om vi også selv ofte bringer denne pointe i spil, særligt i offentlige sammenhænge hvor politikere og embedsmænd er til stede, så bliver vi nødt til her at understrege, at der for den individuelle kunstner absolut ingen romantik er i forbindelse med det, ved siden af kunsten, at have to eller flere jobs. Slet ikke, hvis du samtidig har familie og børn.

Det kunstneriske økosystem er sårbart og hviler på en super spinkel økonomi. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi accepterer at overleve på en lav indkomst, mens vi lader som om, vi ikke mangler noget og ikke savner efteruddannelse eller en pensionsordning for eksempel. Vi går også stille med frygten for at blive syge og sårbare. Der er samtidig en udpræget tendens til også at putte med, hvilke andre ressourcer du høster: for eksempel fra forældre, partnere, førtidspensioner eller andre usynlige kilder, som tilflyder dig. Dette handler selvfølgelig om angst for at miste tilhørsforhold, fagfæller og ligeværd i det professionelle felt. Det er generelt “usexet” at tale om økonomi – og det handler i overvejende grad om for enhver pris at undgå at gøre sig sårbar – lade sig udstille som enten en, der er “holdt” eller en, der ikke er ved muffen.

Et relativt nyt fænomen er opstået på de sociale medier, hvor det er blevet “come il faut” at skrive om de offentlige tilskud, du har været heldig at få. Her takkes højlydt og svar-trådene flyder over med lykønsknings-tilkendegivelser fra vennekredsen. Omvendt ser vi også de skuffedes opslag, hvori de, der ikke fik tilskud, lufter deres frustrationer. Denne relativt nye trend ser vi dels som et tegn på en begyndende åbenhed om økonomi, men samtidig er det også tegn på, hvordan kunstnerstanden også påvirkes på godt og ondt af de selvpromoverende muligheder, som de sociale medier er rammesættende for.

Vi har med glæde læst Jeannette Ehlers fine og nuancerede Svar på artiklen De uskønne afslag også her på kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk. Hvis du er nysgerrig på, hvordan Statens Kunstfond fordeler deres midler, så læs den. En ting er dog vigtigt at fremhæve her, og det er det faktum, som Ehlers også nævner, nemlig at ansøgerfeltet i Danmark vokser, og at ansøgerne generelt er højt kvalificerede. Desværre sker der ikke en forøgning af de midler, legatudvalgene har at gøre godt med. Af den grund vokser antallet af afslag mere, end godt er, og det må ikke tages til indtægt for, at der ikke findes tilstrækkelig kunstnerisk kvalitet i landet.

Vi bifalder i høj grad den danske kunststøtteordning med dens armslængdeprincip. Men når det er sagt, har vi også fokus på, i hvor høj grad kunstnerøkonomien ikke alene kan baserer sig på offentlige tilskud. Den må i stadig større udstrækning kunne finde midler i samfundets andre sektorer. For at det kan lade sig gøre, må samtalen om kunsten være meget mere levende og nuanceret, så vores omverden kan få øje på kunstens mange forskellige kvaliteter og dermed give anledning til, at kunstnere finder vej ind i en lang række af professionelle tilknytningsforhold med andre agenter.

Der findes masser af ’familier’ i kunstverdenen, forskellige positioner, der kæmper for hvert deres ståsted. Det giver liv og dynamik til miljøerne og til samfundet. Det er dog vores opfattelse, at tiden nu er inde til en endnu mere holistisk sammenhængstænkning af kunstfeltet. Vi skal naturligvis selv deltage i og kæmpe for at udvide feltet og synliggøre dets potentialer. Det er vi mange, der allerede gør på mangfoldig vis. Men hvorfor fylder kunsten og kulturen ikke i nyhedsmedierne, som for eksempel sporten gør det? Hvorfor har mange mennesker fortsat så svært ved at tale om og forholde sig til samtidskunsten, når den vitterligt har så meget at sige mennesker i vores aktuelle nutid, også derude hvor mennesker lever?

Pelle Brage: Ærø viser vejen eller verden brænder, Ærøskøbing havn 1.maj – 29. maj.
Værket realiseres I forbindelse med projektet #Værkdinverden, Ærøskøbing 2021.

Vi har brug for at udvikle den offentlige samtale om kunsten meget mere, så den bliver mere præcis, og så den afspejler den mangfoldighed, som findes på scenen lige nu. I spidsen for det ønsker vi os en Kulturminister, der vil adressere hele feltet og dermed styrke dets mulighedsrum og sammenhold. En foregangsperson, som kan og vil tale kunst- og kulturbrancherne op med engagement, viden, anerkendelse og ægte begejstring.
Hvis man læser den socialdemokratiske/regeringsmagtens kulturpolitik, så står der virkelig meget LIDT – Som i næsten ingenting overhovedet.

Det er slående, hvor fattigt sproget om kunstens væsen er, og i hvor høj grad kunst- og kultursektoren befinder sig i periferien af de andre sektorer og langt de fleste politikeres bevidsthed. Sådan har det været længe med forskellige regeringer ved roret, og det er mærkeligt, når vi hele tiden høre, at kultur er den “lim”, som skaber sammenhængskraften i vores vestlige sekulære samfund. Lim er et fattigt ord – et klistret begreb, som nok kunne trænge til at stå ved siden af en lang række andre og mere anvendelige ord i fremtiden.

Vi tror på, at kunsten og kulturen skal tænkes langt mere ind i centrum af samfundspolitikken og samfundsudviklingen og opprioriteres som sektor. Derfor støtter vi alle initiativer, der kvalificerer muligheden for at genindføre kunst – alle kunstarter – som hovedfag i folkeskolen og gymnasiale uddannelser.

Folkeskolen har, siden vi var børn, igen og igen indskrænket undervisningen i de kreative fag, ligesom linjefagene kunst og design er fjernet på de gymnasiale uddannelser. I mellemtiden vokser tilslutningen til Rudolf Steiner skolen, hvis bygninger derfor knopskyder på byernes dyreste beliggenheder. Fordi mange forældre godt ved, at kunst er vigtig, og fordi de under deres børn den glæde, det er selv at stifte bekendtskab med det at være legende og skabende.

Det hjælper heller ikke, at vores nuværende, nærmest usynlige kulturminister Joy Mogensen, der skal kæmpe for vores rettigheder, lytte til vores forslag og tale kunstfaglighederne op, så åbenbart savner tydelighed og et sprog, der kan italesætte områdets vigtighed.

Følgende eksempel peger i alle tilfælde på, at kulturministeren ikke har en tilstrækkelig forståelse af, hvad det vil sige at skabe kunst i dag: I forbindelse med den verserende strid på Det Kongelige Danske kunstakademi har vi set ministeren gøre sig til talsperson for, at uddannelserne nu igen skal være mere båret af håndværksmæssig kunnen. Det er en forsimpling og slet ikke i takt med tiden. Det må aldrig blive et spørgsmål om et enten eller – men altid i takt med helhedstænkningen, som vi ønsker os – et rungende både og! Kunstakademiet er en højt specialiseret kulturinstitution, som på mange fronter trænger til et ansigtsløft. Det sker ikke, hvis man køber præmissen om blot at forstærke stedets værkstedsfaciliteter og opgradere håndværkssiden. En samtidig kunstnerpraksis hviler på teori, research og håndværk på samme tid, og akademierne må kunne tilbyde eleverne den fornødne dannelse inden for alle disse områder.

Under corona-krisen har vi set, hvordan Joy Mogensen har været for passiv og ikke kæmpede for kunstnernes og institutionernes behov for at få lov til komme på banen med coronasikre løsninger. Vi har hele perioden savnet hendes nærvær og interesse for de problemer, branchen som helhed er løbet ind i forbindelse med nedlukningen. Tænk, hvis hun lynhurtigt havde samlet en task-force, som kunne hjælpe hele branchen med at tænke nyt og skabe alternative måder at agere på i en krisetid, som har slået meget hårdt ned i kunst- og kultursektoren på trods af hjælpepakkerne.

Den forældede tanke, at enhver kan varetage kulturministeriet må lægges i graven nu. For det at varetage kunstens og kulturens områder forudsætter kolossal viden, fagkendskab og mod.

Særligt fordi de forskellige fagdiscipliner udvikler sig i takt med resten af samfundet, og de afspejler derfor de nyeste udviklinger inden for en lang række teknologier og vidensområder. Af den grund bliver det tiltagende mere og mere vigtigt, at vores kulturminister er af den helt rette støbning.

Tænk, hvis vi turde at lade en markant kulturpersonlighed, der havde kunsten helt inde under huden blive kulturminister? Siddende i det førersæde ville hun netop kunne bidrage til at opkvalificerer den politiske samtale om kunstens betydning og vilkår samt til at skabe det nødvendige momentum rent politisk, hvorfra det endelig lader sig gøre at se, anerkende og forstå hele kunstfeltet, tale det op og udvide dets mulighedsrum til glæde for kunstnere såvel som for befolkningen.

Kunst og kultur bør være en langt mere levende del af vores politiske liv, og troen på Kunstens mangfoldige kvaliteter bør være synlig og hørbar alle steder. Akkurat som vi for nylig kunne høre alle medier glæde sig over Thomas Vinterberg fik en velfortjent Oscar Statuette for sin seneste film Druk. Når noget sådant sker, er der ingen, som ikke kan få øje på kunstens og kunstnerens værdi. Sagen er bare den, at kunsten starter længe før, den havner på den røde løber i Hollywood, og derfor bør vi have fokus på hele fødekæden, og på hvordan kunsten er en afgørende komponent i ideen om det gode liv og det hele menneske.

Vi savner en kulturminister (og politikere helt generelt) med et mere udviklet og nuanceret kunstsyn og -sprog. En person med indgående kendskab til kunstens mange praksisformer og viden om, hvordan forskellige kunstneriske interventioner bidrager til positiv forandring, medansvarlighed og højere bevidsthed i den lange række kontekster, som den indgår i.

Kunsten tåler ikke længere den forsimplede og unuancerede politiske stillingtagen – det er helt uden for skiven, fordi kunst netop er et produkt af fordybelse, viden og bemestring af en lang række teknikker og tænkninger.

Derfor bør den politik og de politikere, som står i spidsen for kulturlivet også være synlige beviser på netop dette: at de forstår deres ressortområde helt ind til benet, og at de begriber hvilke mangfoldige potentialer, de er frontløbere for.

Kunsten har ikke brug for sludrende kransekagefigurer, champagne og overklipninger af bånd. Kunsten har brug for rigtige mennesker, der kan agere og tænke klogt og dybt om verden, det de ser, og det de beskæftiger sig med til glæde og gavn for hele samfundet.

Dette er et debatindlæg og alene udtryk for skribentens holdning.

På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk kan læseren sætte en dagsorden i debatindlæg, klummer og læserbreve mm.. Send til Info@kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk. Redaktionen udvælger suverænt hvilke indlæg, der publiceres.

Ovenstående debatindlæg er det tredje i en serie på fire, som billedkunstnere og forfatterne Tanja Nellemann Kruse og Trine Rytter Andersen har skrevet i forbindelse med oprettelsen af aktionsgruppen Nellemann & Rytter, der fra et feministisk og holistisk perspektiv fokuserer på socioøkonomiske- og kønsrelaterede strukturelle problematikker på billedkunstscenen og i kulturverden.

Læs første debatindlæg:
Hvorfor er der fortsat store kønsforskelle i den billedkunstneriske økonomi?

Læs andet debatindlæg:
Når magtforholdet fornægtes og gøres usynligt

Dette er et debatindlæg og alene udtryk for skribentens holdning.

På kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk kan læseren sætte en dagsorden i debatindlæg, klummer og læserbreve mm.. Send til Info@kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk. Redaktionen udvælger suverænt hvilke indlæg, der publiceres.

Del artiklen

'Debat: Hvordan udvider vi kunstens mulighedsrum?'

Facebook