Art Weekend Aarhus 2019 klar med det fulde program

Art Weekend Aarhus 2019 klar med det fulde program

Fra Art Weekend Aarhus 2017. Foto: Toke Hage


Fra museer og kunsthaller til undergrund og kunst i byrummet. Art Weekend Aarhus præsenterer et bredt udsnit af den aarhusianske kunstscene anno 2019.

Art Weekend Aarhus er nu klar med det fulde program, der løber af stablen første weekend i oktober fra d. 4.-6. okt. Årets fejring af den aarhusianske kunstscene byder på over 75 udstillinger, ferniseringer og events, der tæller alt fra talks, over performances, til film og koncerter med både lokale og internationale kunstnere. Begivenhederne folder sig ud på byens udstillingssteder og gallerier såvel som i undergrundsmiljøet og via pop-up-udstillinger og kunstværker i byrummet.

Som noget særligt er årets program især præget af byens unge kunstnere og kunstoplevelser i byrummet. Pop-up-udstillingsstedet Corporum præsenterer værker af unge talenter fra bl.a. Det Jyske Kunstakademi, og på Godsbanens tag kan man opleve anderledes fotokunst med Viva La Vulva. I Aarhus Å har kunstnerduoen Lyngsø-Light skabt en poetisk og tankevækkende vandinstallation, mens kunstnerduoen HEMSLEY/DYHR arbejder diskret i butiksvinduer rundt omkring i byen.

Har man gode ben, kan man også tage på en indholdsrig performancevandring mod Riis Skov, hvor en 68 år gammel meteorit er afsættet for den franske kunstner Christine Laquets perspektiver på menneskehedens dystre fremtid. Endelig præsenterer Art Weekend Aarhus den internationale byrumsudstilling You Are in My Veins, kurateret af Charlotte Sprogøe. Udstillingerne præsenterer perspektiver på en bred vifte af emner, som eksempelvis køn, identitet og klimapolitik.

Formålet med Art Weekend Aarhus er at fejre byens kunstscene i samarbejde med byens mange dedikerede aktører og ikke mindst at synliggøre byens pulserende kunstmiljø og gøre det tilgængeligt for byens borgere.

Se det fulde program her.

Kilde: Art Weekend Aarhus

 

Highlights
Triple-fernisering på Kunsthal Aarhus.
Art Weekend Aarhus sparkes i gang med et brag, når vi inviterer til Åbningsfest på Kunsthal Aarhus fredag d. 4. oktober. På Kunsthallen er der fernisering på hele tre udstillinger med Sondra Perry, Amalie Smith samt koreanske Hwayeon Nam. Ved samme lejlighed er der fernisering på byrumsudstillingen You Are in My Veins, hvorefter Art Weekend holder officiel åbningsfest for alle.

Unge talenter
Pop-up-udstillingsrummet Corporum præsenterer gruppeudstillingen The breath that leaves me, stay inside med yngre danske og udenlandske billedkunstnere. Udstillingens værker samler sig om kroppen – den indre og den ydre krop, psyken såvel som knoglerne. Værkerne varierer fra blåmalede kroppe i yderpositioner til træskulpturer, tekst og fødevarer.

Kunst i butiksvinduer
Hemsley/Dyhrs Sætte på plads udspiller sig i tre butiksvinduer og et privat køkkenvindue, der rummer udstillingsstedet Hjemme igen. De tre butikker er drevet af kvinder fra Danmark, Iran og Vietnam. Alle fire steder har referencer til kvindeliv igennem århundreder. Kunstnerne undersøger disse kvindereferencer igennem håndarbejde og personlige erindringer. De indtager og lader sig inspirere af de fire forskellige steder med deres domestisk inspirerede installationer.

Installation i Aarhus Å
Marianne Lyngsø og Pia Möller-Lights installation Light Field i Aarhus Å sætter med en lysmark bestående af 365 svajende, transparente vandflasker fokus på mængden af affald, der havner i byens vandmiljø og i et globalt perspektiv problematikken med plastic i verdenshavene.

Performancevandring
Den franske kunstner Christine Laquet udstiller på Spanien 19C. I udstillingen 2019, OK benytter hun meteoritten som prisme for betragtninger om menneskets relation til Jorden – fortid, fremtid og frygt. Med udgangspunkt i Aarhus Meteoritten vil Laquet fejre 68-årsdagen for nedslaget med en kollektiv vandreforestilling, der blandt andet tæller astronom Ole J. Knudsen og en meteoritmeditation.

Det fulde program er tilgængeligt på hjemmesiden artweekend.dk.

Om Art Weekend Aarhus
Art Weekend Aarhus 2019 er et samarbejde mellem Kunsthal Aarhus, Galleri Image, Aarhus Billedkunstcenter og kunsten.wp.stage.ng.peytz.dk.

Periode: 4. oktober - 6. oktober 2019.

Byrumsudstillingen You Are in My Veins varer fra d. 4. oktober – d.17. november.

Festivalen har lokationer fordelt i hele Aarhus.

Åbningsfest
fredag d. 4. oktober kl. 19 på
Kunsthal Aarhus,
J. M. Mørks Gade 13,
8000 Aarhus C.

Art Weekend Aarhus samarbejder med Photobook Week Aarhus.

Læs mere på artweekend.dk


Del artiklen

'Art Weekend Aarhus 2019 klar med det fulde program'

Facebook