Spor af liv
13 maj 202119 sep 2021

Ann Lislegaard: Messages (still), 2020. Foto: Ann Lislegaard.

Anbefalet under Det skal du se! Uge 20.
Nye, fantasifulde livsformer er med dette års sommerudstilling flyttet ind i landskabet omkring ARKEN. Udstillingen Spor af liv sætter spot på de spor, som mennesker og andre arter sætter i hinandens livsverdener med tankevækkende værker af Ann Lislegaard, Rolf Nowotny og Amalie Jakobsen.

Sære mutanter fra en fjern galakse, uddøde fuglearters kalden og planetbaner slået ud af kurs. I dette års sommerudstilling inviterer billedkunstnerne Ann Lislegaard, Rolf Nowotny og Amalie Jakobsen den besøgende til at gå på opdagelse i en række værker og fremtidsuniverser, der tematiserer det smukke og skræmmende i naturens mutationer og verdens forandringer. Med afsæt i science fiction-genren, mystikken og videnskaben fortæller de tre kunstnere poetiske og gribende historier om samspillet mellem menneske, miljø, teknologi og andre arter.

Går man en tur rundt i ARKENs skulpturpark, møder man bag museet Rolf Nowotnys totalinstallation DOLDRUM (2018-2021). Stående midt i værket føler man sig hensat til en fremmed planet, hvor andre livsformer og fællesskaber hersker. Store og små monstrøse væsener har bosat sig i mystiske huleformationer og kravler rundt på museets mure. I Ann Lislegaards tankevækkende lydværk Extinction (2020-21) kan man høre uddøde fuglearters kalden. Fortid og nutid smelter bogstaveligt talt sammen, når de digitale fuglestemmer blander sig med fuglekoret i ARKENs omgivelser. På turen rundt om museet kan man også opleve Lislegaards videoværk Messages (2020-21). Her fortæller en cyborg, der er lige dele menneske, teknologi og plante, om livet i en spirende, muteret underverden, hvor store pollenskyer er begyndt at binde sig til menneskets DNA.

På museets nordside står Amalie Jakobsens monumentale værk Suffocating Air (2020). Med sine blågrønne, elipseformede stålplader stikkende i alle retninger ligner skulpturen et solsystem, der er slået ud af kurs. Værket er bemalet med pulveriserede diatom-alger og varsler om menneskeskabte ubalancer – både i verdenshavene og det ydre rum. Fælles for værkerne i Spor af liv er, at de åbner for nye forestillinger om livets skaberkraft og udvikling i en tid, hvor naturen forvandler sig, og vores fremtid ser usikker ud.

Spor af liv er den syvende i rækken af udendørsudstillinger i serien Kunst i sollys, der inviterer til at opleve kunst på øen omkring ARKEN. Med museets menneskeskabte landskab som ramme har disse udstillinger gennem flere år tematiseret samtidskunstens engagement i økologiske og eksistentielle problemstillinger.

Kilde: ARKEN Museum for Moderne Kunst

ARKEN Museum for Moderne Kunst

Skovvej 100
2635 Ishøj

Tir-søn 10-17
Ons 10-21

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 43540222

Spor af liv
13 maj 202119 sep 2021

Del

'Spor af liv'

Facebook