
Anbefalet under Det skal du se! Uge 26.
SkulpturOdense’21 sætter fokus på de mange og voldsomme omvæltninger, der præger vores tidsalder og sætter dem i historisk perspektiv ved at holde dem op imod brydningstiden i årene omkring Første Verdenskrig. To blomstrende epoker, præget af kultur og fremskridt. Ligesom for 100 år siden er vores egen tidsalder også ved at lakke mod enden. Det er en brydningstid, fuld af farer og nye muligheder. Hvordan forandredes verden dengang? Og hvad tegner sig i vores horisont i dag?
Udstillingen viser kunst af upcoming og fremtrædende samtidskunstnere, som dækkker et bredt spektrum, fra traditionel skulptur til performative værker, lyd og installation. Her er værker på højt niveau, og samtidig kunst, som appelerer til et bredere publikum. Olga Benedictes Brønden forfører dig med svulmende røde læber, som lokker dig ned i brøndens mørke dyb og ind i moder jord; Silas Inoue leger med valuta, vækst og begær – en kæmpemønt, smidt af guderne, så den er hamret lodret ned i græsplænen; og portugisiske Laura Malpique har bygget et menneskebjerg, en mosaik af byggerester til den antropocæne tidsalder.
Skæbnen ville, at corona-pandemien gjorde temaet “Brydningstid” mere brændende aktuelt, end nogen havde kunnet ane. Da vi begyndte forberedelserne i vinteren 2019-20, havde vi ikke fantasi til at forestille os, at verden skulle blive ramt af den største globale pandemi siden “Den spanske syge”. Pandemien forandrede alt. Både vi og kunstnerne måtte finde helt nye virtuelle måder at samarbejde på. Det har krævet det yderste af kunstnerne. Først her i foråret kunne de gå i Hollufgårds værksteder under sikre forhold og skabe værkerne.
Men det lykkedes, og derfor er SkulpturOdense’21 mere end en almindelig kulturbegivenhed. For kunstnerne skabte deres værker for at insistere på kunsten som frihed og samfundsfortælling i pandemiens tid.
Kilde: Hollufgaard Skulpturpark
Hollufgårds Allé 26
5220 Odense SØ
Skulpturparken: Åben døgnet rundt
Lars Abrahamsen, Per Ahlmann, Hannah Toticki Anbert, Søren Assenholt, Begitte Lynge Andersen, Olga Benedicte, Ida Brockmann, Baldur Burwitz, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Elmgreen & Dragset, Ida Guldhammer, Ingrid Duch, Anders Hergum, Ole Hempel, Silas Inoue, Christian Bang Jensen, Siska Katrine Jørgensen, Per Kirkeby, Jacob Kirkegaard, Laura Canha Malpique, Freja Niemann Lundrup, Camilla Nørgård, Lyd Port - Mai Ane Pil Siedentopp & Morten Schmidt, Nana Francisca Schottländer, Søren Schaarup, Dominica Skutnik, Andreas Oxenvad, Tone Wasbak Melbye, Jonas Kjeldgaard Sørensen, Andreas Slominski, Erwin Wurm, Birgitte Christens, Morten Søndergaard, Miroslaw Baca, Marcela Lucatelli, Lisa Kottkamp, Jeppe Østergaard Munk, Eigil Bakdal, Christina König, Mette Walsø Brehm, Line Elkjær, Wenjie Zhou, Sofie Brag, Jonas Hollerup Helle, Simon Ganshorn