Gruppeudstilling: SAMMENSTØD 3
15 maj 20215 jun 2021

Pressefoto.

Anbefalet under Det skal du se! Uge 20.
Ringsted Galleriet præsenterer SAMMENSTØD 3 som den sidste udstilling i forårssæsonen. SAMMENSTØD 3 finder sted centralt og perifært, i en lade lidt uden for centrum, i glasmontren i det tidligere KINO, den gamle dansepavillon ved parkanlægget, hos den tidligere tatovørbutik på Nørretorv og ude ved den gamle powercentral Høm Mølle. Det er en blandet ret vi her serverer, med et konceptuelt videoværk, en hyper-stedsspecifik installation, processuelle værker, politisk vævede værker og til slut en mere klassisk skulpturel formgivning.

I Tinggade i den gamle KINOs glasmontre kan man – hvis man skærper sin opmærksomhed – opleve et videoværk af Maria Meinild (1984), der paradoksalt nok behandler magt og perception af magt i et lillebitte peephole. Lidt uden for byen, kan man opleve tysk-polske Nina Nowaks (1984) værker i en gammel lade på et nedlagt landbrug, hvor Nowak udstiller sine stiliserede tekstilprintede tegneseriestribe. Den består af fem dynamiske billeder, der behandler en historie omkring materialeudvinding. Noget længere ude af byen, nærmere betegnet Høm Mølle, huserer Jørgen Fog (1959) med en stedsspecifik installation, hvor værket Strømningsrepositoriet arbejder med stedets logik. Et helt andet sted i byen på den åbne plads ved den gamle dansepavillon i Parkalleen, viser Lydia Hauge Sølvberg (1989) et minimalt ukurant betonobjekt med et aparte blomster-relief på siderne, der diskret taler til stedets historie. Vores sidste stop er i den nyere del af byen, Nørretorv, her kan man kigge ind ad vinduet i den tidligere tatoveringsbutik og opleve Nanna Debois Buhls (1975) vævede og algoritmebaserede værker, der transformerer historisk materiale i en uendelig mutation.

SAMMENTØD 3 er et sammenstød mellem generationer og tilgange i et mix af bastant skulpturpraksis, teaterkulisser, sarte abstrakte genstande og konkret historie gentænkt via vævetradition. Der arbejdes med gestik, der arbejdes uden gestik. Der arbejdes konkret, der arbejdes abstrakt. Man skaber reelle rum, man skaber kulisser. De fem indbudte kunstnere har forskellige dagsordner. Meinild laver æstetiske undersøgelser omkring vores adfærdsmønstre og finder inspiration i teaterverdenens teorier. Nanna Debois Buhl muterer historien med vævebommens slag. Jørgen Fogs udstillingsbidrag er ekstremt stedsspecifikt. Med udgangspunkt i den gamle Høm Mølle, har Fog brugt stedet som base for hans totalinstallation, som man kan opleve igennem tremmerne i et vindue på ejendommen. I Lydia Hauge Sølvbergs arbejde går hun mere klassisk til værks med hendes ’tegnede skulpturer’, der udspringer fra skitsebogen. Og slutteligt kan man se Nina Nowaks sarte, men powerfulde værker, der går i dialog med gårdens maskiner, rå konstruktioner og dens processuelle genopbygningsfase.

Kilde: Ringsted Galleriet

Ringsted Galleriet

Bøllingsvej 15
4100 Ringsted

Lør 13-16 eller efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 42201111

Gruppeudstilling: SAMMENSTØD 3
15 maj 20215 jun 2021

Del

'Gruppeudstilling: SAMMENSTØD 3'

Facebook